ARTIFAKTER I ULTRASONOGRAFI – Okean

Jeg var deltager på ultralydskurset, hvor Pete Mantis sagde til os, at han ikke vil lade os lave de praktiske øvelser, så længe vi ikke kan genkende artefakterne på de billeder, som han viste under forelæsningerne. Det er meget vigtigt at kende de mest almindelige artefakter, som i et eller andet omfang forekommer under enhver ultralydsundersøgelse, for at undgå fortolkningsfejl, fordi de kan skjule normal anatomi eller sygdom, eller de kan misfortolkes som patologi. På den anden side kan nogle artefakter hjælpe os med at stille diagnosen.

Artefakter er enhver ændring i billedet, som ikke repræsenterer et faktisk billede af det undersøgte område. De kan skyldes tekniske billeddannelsesfejl eller skyldes ultralydets komplekse interaktion med biologisk væv.

REVERBERATION

Reverberationsartifacts fremtræder som en række linjer med lige store afstande. De opstår, når en ultralydsstråle gentagne gange hopper frem og tilbage mellem to stærkt reflekterende grænseflader eller mellem transduceren og en stærk reflektor. De kan skjule dybere strukturer, men kan også være nyttige, når de opdages på uventede steder.
Repetitionsartefakter opstår hver gang lydbølgeimpulsen vender tilbage til transduceren, efter at den har ramt en reflekterende overflade (f.eks. gas, knogle eller metal, især hvis denne grænseflade befinder sig i nærheden af transduceren). Dette ekko opfanges delvist af sonden, hvilket giver en hyperechoisk linje. Sondens overflade vil reflektere det højintense ekko og sende det frem og tilbage, hvilket resulterer i flere lige store hyperechoiske linjer, der hver især er dybere. Antallet af efterklangsbilleder afhænger af strålens gennemtrængningsevne og sondens følsomhed.
Komethaleartefakter kan ses med gasbobler i tarmslyngen, som danner tynde lag, der er adskilt af væske; bølgerne preller tilbage mellem lagene, hvilket resulterer i mange ekkoer, der vender tilbage til sonden med uregelmæssige intervaller og danner et spor af tætliggende, diskrete, meget lyse, små ekkoer, der ligner en komethale. Dette artefakt kan også forårsages af metalkugler, kirurgiske klip eller en biopsienål.

MIRRORIMAGE

En stærkt reflekterende, glat, buet grænseflade (= spejl) kan reflektere lyden distalt i stedet for at sende den tilbage til transduceren. Genstande inden for stråleretningen reflekterer lydstrålen tilbage til spejlet og derfra tilbage til transduceren. De reflekterede ekkos vej er længere, og da ultralydsmaskinen ikke forudser en sådan brydning af strålen (den antager, at impulser og ekkoer bevæger sig i en lige linje), placerer den spejlbilledet et dybere sted langs stråleaksen. Dette kan føre til fejlfortolkning af placeringen af et organ eller en struktur.
Et eksempel på et “spejl” er membranen, som er meget reflekterende på grund af den luftfyldte lunge bag den. På ultralydsbillederne kan leveren og galdeblæren se ud til at ligge kranial til diafragmaet i thoraxhulen. Det er vigtigt at genkende denne artefakt for at undgå fejldiagnosticering af diafragmaruptur eller lungekonsolidering. Dette artefakt vil ikke forekomme ved tilstedeværelse af pleuraeffusion.

AKUSTISK SKYDNING

Skygning opstår ved næsten fuldstændig absorption eller refleksion af lydstrålen ved den struktur, der har høj dæmpning. Hvis lyden reflekteres (i tilfælde af grænseflade mellem blødt væv og gas), ser området under strukturen uhomogent ud (dirtyshadowing) på grund af flere refleksioner eller efterklangeffekter. Hvis en betydelig del af ultralydsstrålen absorberes, og der ikke forekommer efterklang (ved grænseflade mellem blødt væv og knogle eller kalk), resulterer dette i en skygge med ringe ekko eller anekkoisk (ren) skygge. Skygger kan skjule dybere strukturer, men er også nyttige til at identificere calculi i urinvejene.

Edgeskygger kan forekomme som akustiske skyggezoner distalt for de laterale rande af væskefyldte, krumme strukturer (f.eks. galdeblære, blære, cyste, nyre, binyrer). Lydbølger, der trænger ind i kanten af en struktur, kan brydes, hvorved der dannes en lineær eller trekantet anekkoisk zone under strukturens sidekanter.

AKUSTISK FORSTÆRKNING

Akustisk forstærkning er en lokaliseret forøgelse af ekkoamplituden distalt fra en struktur med afstrømsdæmpning, der ses som et område med øget lysstyrke. Når lydbølger passerer gennem en svagt dæmpende struktur, der tillader dem let passage, er der ingen vævsreflektion, og der produceres et område med artefaktuel øget ekkogenicitet lige under strukturen, fordi der er flere lydbølger til stede i dette område sammenlignet med væv i samme dybde omkring. Det ses typisk med væskefyldte strukturer i en blød vævsbaggrund (f.eks. galdeblære, levercysten). Akustisk forstærkning kan hjælpe med at skelne væskefyldte strukturer fra faste, hypoekkoiske masser.

SLIDTÆTHED/BØJENS Bredde

Ultralydsstrålen er ikke lige bred overalt. Når den kommer ud af sonden, er dens bredde lig med sonden, hvorefter den bliver smallest i brændpunktszonen og bliver igen bredere dybere. Når en bredere del af strålen omfatter en del af en cystisk struktur og det omgivende væv, vises ekkoerne fra vævet fejlagtigt i den cystiske struktur (blære, galdeblære), hvilket efterligner tilstedeværelsen af sediment (pseudoslam). Ekkoerne forsvinder, hvis hele strålens bredde er inden for den cystiske struktur, og derfor reduceres denne artefakt ved at placere en fokalzone.

LITTERATUR

Barr F.,Gaschen L.: BSAVA Manual of Canine and Feline Ultrasonography. BSAVA, 2011

PenninckD., d’Anjou M.: Atlas of Small Animal Ultrasonography, 2nd Ed. WileyBlackwell, 2015

Mattoon J.S., Nyland T. G.: Small Animal Diagnostic Ultrasound, 3rd Ed.Saunders Elsevier, 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.