Distribution af ekstracellulær væske i det intra- og ekstravaskulære rum hos hypertensive patienter

Tidsforløbet af hæmodynamiske reaktioner på langvarig natriumoverbelastning blev undersøgt hos mennesker. Undersøgelsen omfattede seks patienter, der blev hypertensive ved udsættelse for overdreven mineralokortikoid aktivitet. Arterielt tryk, hjertevolumen og kropsvæskevolumener blev målt med ikke-invasive metoder med ugentlige intervaller i mindst 6 uger og med længere intervaller i perioder på op til 2 år. Det ekstracellulære væskevolumen blev udvidet med ca. 20 %, og det arterielle blodtryk steg med 20-40 %. I første omgang var hjertekapaciteten den dominerende faktor for trykstigningen. Men i en senere fase forblev trykket højt eller steg endnu mere, selv om hjertemængden og kroppens væskevolumen faldt til det normale. I nogle tilfælde, især hos unge personer, tog det uger eller måneder, før den samlede perifere modstand begyndte at stige, og der var ingen kvantitativ sammenhæng mellem den indledende stigning i hjertekapaciteten og den efterfølgende stigning i modstanden. Disse resultater taler imod en direkte årsagssammenhæng mellem flow- og modstandsændringer. Præferentiel ekspansion af det intravaskulære kompartment var forbundet med høj cardiac output, mens præferentiel ekspansion af det interstitielle væskekompartment var forbundet med høj modstand. Det hæmodynamiske mønster af natriuminduceret hypertension synes således på en eller anden måde at være relateret til fordelingen af ekstracellulær væske over de intra- og ekstravaskulære kompartmenter.