Effektivitet er et mål for, hvor godt en vaccine virker, og kan måles ved at undersøge en vaccines evne til at forebygge sygdom1. For COVID-19, der viser sig med en række forskellige sværhedsgrader, kan mål for effektivitet (endepunkter) omfatte reduktioner i asymptomatiske infektioner, symptomatiske infektioner, hospitalsindlæggelser og dødsfald. For hvert af disse endepunkter bestemmes effektiviteten ved at sammenligne en gruppe af personer, der har modtaget vaccinen, med en gruppe, der har modtaget placebo. Hvis antallet af infektioner, hospitalsindlæggelser eller dødsfald i placeboarmen i forsøget er signifikant højere end i COVID-19-vaccinearmen, kan man konkludere, at der er tale om effektivitet2.
Immunogenicitet er imidlertid et mere komplekst mål for, hvor godt en vaccine virker, og måler den type immunresponser, som vaccinen genererer, og deres omfang over tid2.
Vacciner virker ved at lære kroppen at genkende en fremmed angriber (et patogen) ved at prime immunsystemet ved at introducere enten en del eller en inaktiveret form af et patogen og give kroppen mulighed for at udvikle et effektivt respons uden fare for sygdom. Denne forberedelse af immunsystemet betyder, at immunsystemet, hvis patogenet støder på naturligt, er i stand til at reagere hurtigere og mere effektivt, end hvis det ikke var forberedt3. Når vi måler immunogenicitet, ser vi på, hvilke typer immunresponser der aktiveres, og hvor store de er over tid. Denne analyse giver ikke kun værdifulde oplysninger om, hvor godt en vaccine virker, men kan også støtte aspekter som f.eks. fastlæggelse af dosering og immuniseringsskemaer1.
Måling af immunogenicitet er imidlertid en kompleks proces og udgør en udfordring for forskerne. I tilfælde af SARS-CoV-2-virus, som er en ny infektion, er disse udfordringer forstærket. Den første af disse udfordringer kommer ved at definere, hvad godt ser ud med hensyn til et vaccineinduceret immunrespons.
For at afgøre, om en vaccine er i stand til effektivt at producere et stærkt og vedvarende immunrespons, vil et vaccineinduceret immunrespons typisk blive sammenlignet med det immunrespons, der findes hos mennesker, der har kendt immunitet mod en sygdom. Hvis responsen er sammenlignelig eller større, viser vaccinen, at den er lovende effektiv1. For COVID-19 arbejder forskerne dog stadig på at finde ud af, hvad der udgør et effektivt naturligt immunforsvar. Indtil dette er blevet defineret, er det vanskeligt for forskerne at sige noget endeligt om, hvordan et godt vaccineinduceret immunrespons vil se ud. Den indledende forskning kombineret med vores viden om andre coronavirusser som f.eks. SARS har dog givet en rettesnor. Antistoffer, især dem, der er i stand til at binde sig til spidsen af SARS-CoV-2-virusset og forhindre det i at trænge ind i cellerne, som er kendt som neutraliserende antistoffer, har vist sig at være forbundet med beskyttelse mod infektion i prækliniske sygdomsmodeller. Selv om man mener, at disse typer antistoffer er vigtige for beskyttelsen, ved man endnu ikke, hvilket niveau eller hvilken titer der er nødvendig for at beskytte. Nylige undersøgelser har også antydet, at omfanget af neutraliserende antistoffer, der dannes ved naturlige infektioner, kan aftage i løbet af nogle måneder. Selv om dette ikke er uventet, er det endnu uvist, hvilken indvirkning dette vil have på immunitetens levetid. T-celler, som arbejder for at aktivere andre dele af immunsystemet eller for direkte at dræbe invaderende patogener, menes også at spille en rolle i immuniteten mod SARS-CoV-2-virus, da de findes hos personer, der enten har haft en asymptomatisk infektion eller er kommet sig. Igen er den specifikke type og det specifikke antal T-celler, der kræves til beskyttelse, stadig ukendt4.