Jacquerie, bondeoprør mod adelen i det nordøstlige Frankrig i 1358 – opkaldt efter adelsmændenes vane med at kalde enhver bonde foragteligt for Jacques eller Jacques Bonhomme.
Jacquerie fandt sted på et kritisk tidspunkt i Hundredårskrigen. Slaget ved Poitiers (september 1356), hvor kong Johannes II den Gode blev taget til fange af englænderne, var det seneste i en række af nederlag, der havde bragt den franske adel i miskredit. Det blev efterfulgt af en engelsk-fransk våbenhvile, som resulterede i, at “store kompagnier” af lejesoldater fra de engelske styrker plyndrede landområderne, undertiden med støtte fra adelsmændene. Bønderne blev yderligere rasende over adelens krav om tungere betaling af afgifter og over dauphin Karls (den senere Karl V.) ordre om, at bønderne skulle forstærke deres aristokratiske undertrykkeres slotte.
Den 21. maj 1358 begyndte et oprør nær Compiègne og spredte sig hurtigt over hele landet. Bønderne ødelagde adskillige borge og slagtede deres beboere. Under deres generalkaptajn, Guillaume Cale, eller Carle, sluttede de sig sammen med parisiske oprørere under Étienne Marcel. Pariserne blev besejret ved Meaux den 9. juni af Gaston Phoebus af Foix og Jean III de Grailly. Karl II af Navarra slog Cale ned ved Clermont-en-Beauvaisis den 10. juni. En massakre på oprørerne fulgte efter deres nederlag.