Jeg griner ikke, når jeg ser deres indre barn komme frem
Teenageårene er en tid, hvor de unge er ved at foretage en vigtig overgang og ønsker at blive betragtet som voksne. Teenagere har en tendens til at være kyniske og lægger stor vægt på at være “cool”. De nægter at blive begejstrede over at se Disney-figurerne vinke til dem i en parade, og de ønsker bestemt ikke, at du skal høre dem gispe af ærefrygt over et smukt fyrværkeri.
Men som mor bemærker jeg nogle gange, at de ikke helt kan tøjle deres indre barn. De bliver lidt fjollede og har det faktisk sjovt, når deres yngre brødre og søstre slæber dem med til en karakterhilsen. De lader det slippe ud, at de virkelig nød de nye vogne i paraden, eller at Peter Pan-turen bragte nogle gode minder tilbage fra dengang de var små. Jeg siger aldrig: “Se, jeg sagde det jo! Jeg sagde jo, at du ville have det sjovt!”, og jeg gør dem bestemt ikke forlegen ved at lægge det billede ud, hvor de kørte med Goofy med lige så stor begejstring som en seksårig. Jeg værner bare om disse dyrebare minder på egen hånd og lader dem opretholde den “seje” facade.