1. Kræftforskningskontinuum for terapi
Et kritisk problem inden for terapi er den suboptimale sammenkobling mellem de forskellige komponenter i kræftforskningskontinuummet. Oprindeligt blev der identificeret to hovedhuller, der repræsenterer tidlig og sen translationel forskning (McGartland Rubio et al., 2010; Celis og Pavalkis, 2017; se også http://www.tcrn.unsw.edu.au/translational-research-definitions) Tidlig translationel forskning bygger bro mellem grundforskning/præklinisk forskning og klinisk forskning, idet man ser på grundforskningsinnovationer, der er beregnet til proof-of-concept tidlige kliniske forsøg (hul 1). For at forbinde den voksende viden om grundlæggende kræftbiologi og præklinisk forskning (som f.eks. omfatter identifikation af tumordrevne molekylære veje, nye mål for behandling og forskning i biomarkører med henblik på at udvikle prædiktiv kræftmedicin og skabe forbindelse til nye metoder til kliniske forsøg) kræves en kritisk masse af ekspertise og ressourcer samt et stort antal patienter. For at imødekomme disse krav er der etableret konsortier af Comprehensive Cancer Centres (CCC’er), der er klar til at indføre åben videnskab og med en høj profil både inden for grundforskning og tidlige kliniske forsøg (Calvo et al., 2018; Forman et al., 2018; se også kapitel afJoos et al., 2019).
Gennem at se nærmere på kræftforskningskontinuummet er det klart, at sen translationel forskning omfatter komponenter, der er dårligt forbundet; faktisk er der fire yderligere huller (fig. 1). Resultatet af tidlig translationel forskning er klinisk effektivitet vurderet på et lille antal patienter med begrænset viden om bivirkninger. Sen klinisk forskning har til formål at påvise den kliniske effektivitet og den potentielle merværdi af innovationer for sundhedsvæsenet, hvilket betyder, at forskningen skal resultere i et “medicinsk produkt”. Meget ofte er dette et vanskeligt skridt, fordi det kræver betydelige investeringer og næsten altid kræver betydelige forpligtelser fra lægemiddel- eller biotekindustrien (hul 2, fig. 1). Forskningsstrategierne i forbindelse med sen klinisk forskning behandles i artiklen af Lacombe et al. (2019), og de sundhedsøkonomiske aspekter i artiklen af Jönsson og Sullivan (2019).
Terapeutik tæt på: forskningskontinuummet.
Innovativ diagnostik og behandling bør være tilgængelig for patienterne uden unødig forsinkelse. Af flere årsager er vedtagelsen af innovationer i sundhedsvæsenet den største kløft, der fører til betydelige uligheder både inden for og mellem lande. For at bygge bro mellem et forskningsresultat og dets anvendelse i sundhedsvæsenet er begrebet “implementeringsforskning” blevet foreslået (hul 3, fig. 1). Det betyder, at gennemførelsen bør følge en streng protokol vedrørende behandling og registrering af positive og negative konsekvenser af behandlingen med det formål at vurdere, om det resultat, der er opnået i forskningsprojektet/projekterne, kan reproduceres i en almindelig klinisk behandling. Sidstnævnte er et stigende problem på grund af kompleksiteten af diagnostiske procedurer og behandlingsprotokoller, når man beskæftiger sig med personaliseret/præcisionskræftmedicin. På dette stadium bør der tages hensyn til sundhedsøkonomien. CCC’erne spiller en afgørende rolle for en mere effektiv brobygning mellem forskning og sundhedspleje, og samarbejdet mellem CCC’erne vil yderligere forkorte den tid, det tager for innovationer at nå ud til patienterne.
Efter et positivt resultat af implementeringsforskningen bør en opdatering af de kliniske retningslinjer for den nye behandling overvejes (hul 4, fig. 1). De kliniske retningslinjer bør anbefale dataindsamling til det kliniske kræftregister for at muliggøre resultatforskning på data fra den virkelige verden. Med en defineret og kvalitetssikret indsamling af kliniske data kan den kliniske nytteværdi vurderes og knyttes til sundhedsøkonomi med henblik på analyse af omkostningseffektivitet og værdi for patienter og samfund (se artiklen af Jönsson og Sullivan, 2019). Med et øget samarbejde mellem CCC’er vil kapaciteten til at gennemføre forskning i resultater og vurdere de sundhedsøkonomiske aspekter af nye diagnoser og behandlinger være betydelig, hvilket vil give sundhedssystemerne vigtige oplysninger til prioritering af diagnoser og behandlinger.
Langtidsopfølgning af behandlede kræftpatienter er et andet udækket behov, som diskuteres i artiklen af Lagergren et al. (2019) (gap 5, fig. 1). Et stigende antal patienter, der lever med en kræftdiagnose, med eller uden tegn på restsygdom, lider af langvarige fysiske og psykosociale bivirkninger på lang sigt. Dette er et menneskeligt problem såvel som et problem for sundhedssystemerne, og der er behov for flere oplysninger fra langtidsopfølgning af behandlede patienter for at kunne drage konklusioner om positive og negative virkninger af innovationer samt om omkostningseffektivitet og værdi af kræftterapeutiske lægemidler (se artikel af Jönsson og Sullivan, 2019). Det anses for kritisk at bygge bro mellem behandling og langtidsopfølgning, og der skal etableres detaljerede kvalitetssikrede kliniske registre for at sikre, at indsamlingen af data fra centrene let kan analyseres. Det foreslås, at dette bør være en opgave, der indgår i akkrediteringsmetoderne for CCC’er (se artikel af Oberst, 2019).