Backyard-bøller har altid været blandt os. Vi plejede at kunne spotte bøller fra blokke af afstand. De var helt oppe at køre, spottede, hånede og så foragteligt og aggressivt ud, og ofte kunne mobberen undgås ved at tage en anden vej hjem eller forlade skolen gennem en anden dør. Den glæde, de fandt i at skamme og intimidere andre, gjorde deres lave empati synlig for alle. Ofrets blå øje eller brækkede næse var beviser på aggressionen. Frygt og skrig blev set og hørt, og så ville mobningen stoppe.
Tiderne har ændret sig. I den digitale tidsalder er der en stor, usynlig scene for mobning. Cybermobning har nået epidemiske proportioner. Næsten halvdelen af alle internetbrugere rapporterer, at de har været udsat for en eller anden form for online-mishandling. Internettets anonyme teater garanterer, at internettrolden ikke ser nogen tegn på den terror, han påfører.
Videnskaben og de syv nøgler til empati
Videnskaben om empati afslører, at nonverbal kommunikation spiller en dominerende rolle i signaleringen af nød, smerte, tristhed og andre negative følelser. Disse signaler afbildes på observatørernes hjerner gennem spejlmekanismer for smerte, berøring og følelser. For eksempel får det os til at ryste sammen, når vi blot observerer en person, der får smækket en hånd i en bildør, selv om intet har rørt os.
De syv nøgler til empati er øjenkontakt; ansigtsudtryk; kropsholdning; tonefald; benævnelse af andres følelser; værdsættelse af andre som hele mennesker, der har en fortid, nutid og fremtid; og vores fysiologiske reaktioner på andre. Vores hjerteslag og fysiologiske reaktioner, som målt ved den galvaniske hudrespons, varierer alle som reaktion på, hvad andre mennesker føler, og vi kan lære at blive indstillet på disse signaler.
I ansigt-til-ansigt-kommunikation øger fælles erfaringer vores forståelse af andre. Disse vigtige stikord forsvinder, når vi konverserer via digitale enheder. Uden faktisk at være sammen med andre mangler interaktioner følelsesmæssig kontekst og rigdom, og vores empatiske kapacitet bliver afstumpet. Hvis man f.eks. “fjerner sin venlighed” fra en person på Facebook eller “dropper” et forhold på trods af gentagne henvendelser, kan man udøve en vis grad af grusomhed uden at det koster følelsesmæssigt.
Den menneskelige hjerne er udstyret til at opfange signaler om andres følelser gennem et udbygget neurokredsløb. Menneskelige forbindelser styrkes også af frigivelsen af neuropeptidet oxytocin, bindingshormonet. Det plejer de første bånd mellem mødre og spædbørn og frigives i kraftige mængder i romantiske forhold og venskaber gennem øjenblik, stemmetoner og berøring.
Indvirkningen af øget kontakt gennem teknologi betyder, at kvaliteten af kommunikationen og styrken af menneskelige bånd kan blive forringet ved ikke at modtage et omsorgsfuldt blik eller få et kram, når der er behov for det. Især efter at være blevet cybermobbet.
Hvorfor dehumaniserer internet-trolde andre?
Når angreb slynges ud online, bliver det ikke aktiveret i angriberens hjerne at se konsekvenserne af angrebet. Undersøgelser viser, at trolde ikke har en tendens til at se deres ofre som rigtige mennesker. De afhumaniserer andre, hvilket betyder, at personen i den anden ende af angrebet betragtes som et objekt og mindre som en følende person. Selv om deres chikane kan ødelægge liv og endda få deres mål til at begå selvmord, synes internetbøller at være ligeglade med det. Mobning har en tendens til at give de magtesløse en umiddelbar følelse af magt.
Hvem er disse trolde? Fra undersøgelser ved vi, at langt de fleste internet-trolde er mænd, og at mange er under 30 år. De har en tendens til at være asociale af natur og mangler ofte de sociale og følelsesmæssige færdigheder til at løse interpersonelle konflikter, både online og offline. Canadiske forskere krydsrefererede online personlighedstests med trollingadfærd og opdagede, at trolde har en tendens til at score meget højt for den “mørke tetrad”, et begreb, der blev opfundet for at beskrive fire overlappende personlighedstræk: narcissisme, psykopati, sadisme og en manipulerende bedrageriskhed kendt som machiavellisme.
Vi ved, at ofre for onlinechikane ofte føler sig deprimerede, ængstelige og besejrede på grund af den krænkende oplevelse. Trolls synes også at betale en psykologisk pris. Hvis vi tænker på disse følelser som et spejl af, hvad cybermobberen føler internt, kan vi måske få et glimt af en person, der føler sig magtesløs, ængstelig og deprimeret, og som ikke kender noget andet udløb end at fremprovokere sådanne følelser hos andre. Men i stedet for at fungere som et afløb for indestængte frustrationer synes trolling at forstærke depression, ensomhed og isolation.
Emojis og andre digitale metoder til at udtrykke følelser
Hvad kan man gøre? Der er behov for mere menneskelig interaktion ansigt til ansigt for at opbygge interpersonelle færdigheder, før vi mister den menneskelige kontakt helt og holdent. De trolde, der forårsager smerte, har måske brug for et omsorgsfuldt menneske eller en psykoterapeut for at forstå deres egne følelser af isolation eller afvisning. Vi skal være forsigtige med ikke at kategorisere alle trolde som psykopater, der ikke reagerer på behandling. Måske er der her en rolle for teknologien til at hjælpe.
Hvad nu, hvis emojis rent faktisk kunne hjælpe? I 1999 skabte Shigetaka Kurita, en japansk økonom, den første emoji som en del af et team, der satte sig for at revolutionere Japans kommunikationsmidler. Repertoiret blev hurtigt udvidet fra ansigtsudtryk til tommelfingre opad, hjerter og “like-knapper”, der symboliserer endnu flere nuancer af tanker og følelser. Nu har vi alt fra enhjørninger til hashtags og korte bevægelige klip (kendt som GIF’er) til at hjælpe os med at genindføre nogle af de tilsigtede følelser tilbage i den digitale kommunikation.
Vores teknologieksperter kæmper for at formidle følelser, der udtrykkes frit gennem de syv nøgler til empati, der er omtalt ovenfor. Vi er måske nødt til at tage emojis til det næste niveau for virkelig at udtrykke digital empati. Problemet med den måde, vi bruger emojis på nu, er, at de formidler en følelse, men de er ikke særlig specifikke i forhold til, hvad personen kan mene, og de siger heller ikke noget om en persons følelsesmæssige behov. Der er ingen måde at skelne præcis det svar, man søger.
Der eksperimenteres allerede med ny teknologi med ansigtsgenkendelsessoftware, der kortlægger ansigtet for at generere personlige emojis. Nogle har udviklet evnen til at tilpasse animerede beskeder, der bruger din stemme og afspejler dit ansigtsudtryk i realtid. Måske kan et digitalt smerteansigt afskrække nogle cybermobbere, der glemmer, at deres mål er rigtige mennesker.
Fremskridt inden for teknologi afslører, at folk, der kommunikerer digitalt, fortsat søger mere præcise måder at kommunikere og reagere på følelser på. Alternativt kan en emoji-politibil eller en hørbar sirene måske ryste en persons præfrontale cortex og ræsonnementsevne til at overveje konsekvenserne.
En anden tilgang kunne være at drage fordel af et træk, som forskningen har fundet, at mobbere ikke kan tåle: kedsomhed. Når en cybermobberes trang til et svar bliver frustreret, kan det motivere ham til at gå videre. Der er måske ikke nogen “one size fits all”-løsning her, men der er brug for innovation og kreativitet for at imødegå trollingens grusomhed.
Selv om mere sofistikerede emojis kan hjælpe, skal vi passe på, at den virkelige, levende menneskelige oplevelse ikke bliver solgt væk. At have mere følelsesmæssig kontekst kunne udløse en vis empati. Det er vigtigt at fokusere på og tage sig af ofre for cybermobning. For at fuldende kredsen af empati er det også vigtigt at forstå psykologien bag internettrolde og anerkende, at de også er mennesker, der har brug for hjælp. Vores samfund har ikke råd til at sidde og dømme uden at søge løsninger på de utilsigtede konsekvenser af den digitale tidsalder. Internettet har gjort det meget let for mobbere at angribe og gemme sig. Undlader vi på egen risiko at identificere de marginaliserede, isolerede og glemte medlemmer af vores digitale og faktiske samfund og finde løsninger til at hjælpe dem? Vi har alle gavn af en øget dosis empati.