Det følgende er et uddrag af Ha!: Jeg er for ung til nogensinde at have set Lenny Bruce optræde live, men jeg elsker hans arbejde, og det har ofte fået mig til at undre mig: Hvorfor synes vi, at ting er sjove? Det er et filosofisk såvel som videnskabeligt spørgsmål: Hvorfor vækker nogle kommentarer, herunder vittigheder, spøg og skæmt eller længere historier, glæde og latter, mens andre ikke gør det? Eller for at være mere konkret: Hvorfor reagerer vi på samme måde på en spøg af Lenny Bruce som på en spøg af Henny Youngman? Youngman var den komiker, der udtalte den udødelige sætning “Take my wife … please”, den slags one-liner, der i dag er sjælden, men som i sin tid fik publikum til at skrige. Humor kan have tilpasset sig moderne smag, ligesom andre former for underholdning, men det forklarer ikke, hvorfor noget, der er sjovt for én person, ikke er det for en anden, eller hvorfor noget, der er morsomt i ét årti, er banalt og gammeldags i et andet.
Den seriøse videnskab om humor
Jeg tror, at svaret på disse spørgsmål ligger i, at humor i sidste ende ikke handler om ordspil eller one-liners. Selv om traditionelle vittigheder nu er sjældne takket være kunstnere som Bruce, er humor stadig levende og velfungerende, fordi det er en proces, som afspejler tidens gang og publikums behov. Det er den sociale eller psykologiske bearbejdning af idéer, der ikke er lette at håndtere for vores bevidste sind.
Som kognitiv neurovidenskabsmand med mere end et dusin års erfaring med at studere, hvordan hjernen fungerer, har jeg lært, at forstå humor kræver, at man anerkender den menneskelige hjernes massive kompleksitet. Hvis hjernen var en regering, ville det ikke være et diktatur, et monarki eller endog et demokrati. Det ville være et anarki. Det er blevet sagt, at hjernen minder meget om Reagans præsidentskab – karakteriseret ved utallige interagerende moduler, der alle handler uafhængigt af hinanden med kun skyggen af en central ledelse. Bortset fra politiske holdninger vil de fleste forskere være enige i denne vurdering. Hjernen er faktisk enormt kompleks: dele er forbundet med andre dele, som igen er forbundet med andre dele, men ingen steder i systemet er der en “endelig del”, der bestemmer, hvad vi siger eller gør. I stedet handler vores hjerner ved at lade ideer konkurrere og argumentere for at få opmærksomhed. Denne fremgangsmåde har sine fordele, f.eks. at den gør det muligt for os at ræsonnere, løse problemer og endda læse bøger. Den fører dog nogle gange til konflikter, f.eks. når vi forsøger at holde på to eller flere uoverensstemmende idéer på én gang. Når det sker, kender vores hjerne kun én ting at gøre – at grine.
Ha!: Videnskaben om, hvornår vi griner og hvorfor
Vi tænker ofte på den menneskelige hjerne som en computer, der tager input fra sine omgivelser og handler ud fra vores umiddelbare mål. Men denne opfattelse er fejlbehæftet. I stedet for at arbejde på en logisk, kontrolleret måde, arbejder hjernen multitasker. Den bryder ikke sammen i lyset af tvetydighed, men bruger i stedet forvirring til at opnå komplekse tanker. Når hjernen får modstridende mål eller oplysninger, bruger den denne konflikt til at skabe nye løsninger og producerer nogle gange idéer, der aldrig er blevet tænkt på før. Humor har succes, fordi vi finder glæde i denne proces, og derfor er et kedeligt sind et humorløst sind et humorløst sind. Vi finder glæde i at arbejde os igennem forvirringen, og vi griner, når vi har fundet en løsning.
En udfordring, der opstår ved at betragte humor som et socialt og psykologisk fænomen, er, at det ikke er let at måle. De fleste forskere foretrækker at fokusere på latter, som er en konkret adfærd. Som et resultat heraf er latter blevet relativt godt undersøgt; undersøgelser viser, at vi er mere tilbøjelige til at blive set dele latter end nogen anden følelsesmæssig reaktion. Det betyder, at vi i gennemsnit griner mellem femten og tyve gange om dagen. Der er dog masser af variation. Kvinder har en tendens til at grine mindre, når de bliver ældre, men det gælder ikke for mænd. Og vi har alle en tendens til at grine mere om eftermiddagen og aftenen, selv om denne tendens er stærkest for de unge.
Det bør derfor ikke være overraskende, at vores første forsøg på at forstå humor involverede studiet af latteren. Aristoteles sagde, at mennesket er den eneste art, der griner, og at spædbørn ikke har en sjæl, før de udstøder deres første fnisen. Som om det ikke var nok, hævdede han desuden, at alle babyer griner for første gang på deres fyrretyvende dag. Friedrich Nietzsche beskrev latteren som en reaktion på eksistentiel ensomhed. Freud havde et mere positivt synspunkt (en usædvanlig rolle for ham), idet han hævdede, at latter er en frigørelse af spændinger og psykisk energi. Problemet med hver af disse definitioner er naturligvis, at de er ubrugelige. Der er ingen måde at måle psykisk energi eller eksistentiel ensomhed på, og det vil der heller aldrig blive. Måske er det derfor, at Thomas Hobbes følte sig godt tilpas med at forvirre tingene fuldstændigt ved at kalde latter for “den herlighed, der opstår som følge af en pludselig opfattelse af en vis eminens i os selv”. Latter, som vi faktisk kan observere og måle, er ganske vist uendeligt interessant, men humor afslører mere om vores menneskelighed, om hvordan vi tænker og føler, og om hvordan vi forholder os til andre. Humor er en sindstilstand. Og det er det, som denne bog handler om.
Uddrag med tilladelse fra Ha!: The Science of When We Laugh and Why, af Scott Weems. Kan fås hos Basic Books, et medlem af The Perseus Books Group. Copyright © 2014.
Mød forfatteren
Om Scott Weems
@ScottAWeems
Scott Weems er forsker ved University of Maryland og forfatter til Ha! The Science of When We Laugh and Why (Basic Books, 2014) i Little Rock, Arkansas.