De vigtigste opgraderinger i 1911A1 er dens forbedrede sigtemidler og forlængede hammersporer. Sammenlignet med nutidens moderne taktiske sigtemidler virker 1911A1’s tykkere forreste sigtemiddel og lidt mere definerede bageste sigtemiddel ikke som en væsentlig forbedring. Denne opgradering blev imidlertid meget rost blandt soldaterne under Anden Verdenskrig, ligesom de forlængede hammersporer (beavertails), som var en gave for skytter med større hænder, der ofte oplevede hammerbid fra den originale 1911.
Andre bemærkelsesværdige ændringer omfattede et nyt buet hovedfjederhus og vinklede udskæringer til frigørelse. Selv om opgraderingen af det buede hovedfjederhus skulle bidrage til at forbedre skydepræcisionen, er dens effektivitet tvivlsom. På samme måde er de vinklede udskæringer i nærheden af aftrækkeren beregnet til at gøre 1911A1 lettere at gribe fat i for skytter med mindre hænder. Det er noget effektivt i denne henseende, selv om jeg antager, at de fleste mennesker, der kan lide clearance cutouts nu til dags, foretrækker det primært af æstetiske årsager.
Som tidligere nævnt bliver 1911 og 1911A1 på markedet i dag typisk omtalt som “1911”. Ikke kun det, men hver pistols definerende egenskaber har en tendens til at blive brugt i flæng til at producere mange varianter af moderne hybrid 1911’ere. F.eks. er det almindeligt at se 1911’ere i dag med fladt hovedfjederhus og forlænget beavertail eller versioner med diamantruderede trægreb med let synlige tykke for- og bagsigte.
For mig foretrækker jeg en moderne 1911’er med et fladt hovedfjederhus, en lang glat aftrækker, diamantruderede trægreb, forlænget beavertail og tritiumvisere. Det er en smuk hodge podge af funktioner, der spænder over et århundredes eksperimenter. De uendelige muligheder for tilpassede 1911’ere er en del af det, der gør pistolen så populær, selv i dag.