I slutningen af 1930’erne kæmpede den amerikanske økonomi stadig med arbejdsløshed, militante fagforeninger og mangel på efterspørgsel efter varer. Men da Europa brød sammen i en konflikt i 1939, begyndte USA at slippe for virkningerne af den store depression (1930-39). Amerikanske virksomheder solgte varer som f.eks. stål til de europæiske lande. Da de allierede nationer (anført af Frankrig og Storbritannien) kom til at mangle penge, finansierede Roosevelt-administrationen deres indkøb af våben, skibe og fly. I 1940 var den amerikanske regerings politik en politik, der gik ud på at hjælpe de allierede, men undgik at deltage direkte i krigen. Ved at levere våben til de demokratiske lande håbede USA at blive “demokratiets arsenal.”
I løbet af 1930’erne havde kongressen hørt beviser for, at storkapitalen havde skubbet USA ind i Første Verdenskrig (1914-18), fordi bankfolk og våbenfabrikanter havde ønsket at beskytte deres investeringer i Europa. I 1940 var amerikansk involvering i endnu en europæisk krig utænkeligt for de fleste politikere. For mange virksomheder var den europæiske krig imidlertid skadelig for deres markeder. De ønskede at gribe ind. Da japanerne bombede den amerikanske flåde i Pearl Harbor den 7. december 1941, forsvandt isolationspolitikken fra den ene dag til den anden. I løbet af få uger havde amerikanske virksomheder påbegyndt krigsproduktion i fuld skala.
I næsten et årti havde Roosevelt-administrationen været på vagt over for store virksomheder. Men efter angrebet på Pearl Harbor meldte erhvervsledere sig frivilligt til at arbejde for regeringen. Disse “dollar om året”-mænd beholdt deres virksomhedslønninger, men blev betalt en dollar om året som regeringskonsulenter. På den måde lykkedes det dem at forhindre den føderale regering i at overtage kontrollen over store industrier. Den føderale regering indgik aftaler med erhvervslivet for at opfylde krigens behov. Der blev oprettet agenturer for at hjælpe med at kontrollere, hvilke typer varer der blev produceret, og for at holde priserne på et rimeligt niveau. For eksempel blev ammunition bestilt på et “cost plus”-grundlag. Det betød, at producenterne fik deres produktionsomkostninger plus en lille fortjeneste, som alle var enige om. Der blev lagt vægt på produktionshastighed, ikke på effektivitet. Præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at han ændrede sit navn fra “Dr. New Deal” til “Dr. Win-the-War.”
Krigstidens produktionsniveauer satte endelig en stopper for den store depression. I 1946 var arbejdsløsheden lav, lønningerne var på rekordhøje niveauer, og økonomien var i fremgang. Manglen på arbejdskraft på grund af krigen betød, at mange kvinder og teenagere var kommet ind på arbejdsmarkedet. De hjemvendte soldater truede med at få arbejdsløsheden til at stige igen efter krigen, men præsident Harry S. Truman, Roosevelts efterfølger, brugte i stedet GI Bill’en til at sætte dem på college. Dette lettede presset på økonomien og skabte en bedre uddannet arbejdsstyrke. Priskontrollen, der blev indført af Office of Price Administration (OPA), ophørte den 1. juli 1946. Næsten øjeblikkeligt steg priserne igen, men denne gang var den amerikanske industri klar til at reagere. Den øgede produktion af forbrugsgoder pressede priserne ned igen. I efterkrigsårene købte amerikanerne et stort antal biler, køleskabe, fjernsyn og andre husholdningsapparater. Forbrugeralderen var begyndt.
Det var dog ikke alt ved efterkrigstiden, der var godt for erhvervslivet. Efter krigen forsøgte politikere og bankfolk at forhindre, at verden blev opdelt i økonomiske områder, der var lukket for amerikansk handel. Flere internationale aftaler og organisationer – Marshallplanen, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og den almindelige overenskomst om told og handel (GATT) – blev indført for at holde verdensmarkederne åbne og hjælpe den globale økonomi med at komme på fode igen. Desværre nægtede det tidligere Sovjetunionen at hjælpe med enhver genopbygning, der var forbundet med betingelser. Det absorberede flere lande i Østeuropa og dannede et lukket økonomisk område isoleret bag det såkaldte jerntæppe. Scenen var sat for den kolde krig, et fyrreårigt ikke-militært opgør mellem vestlige nationer og Sovjetunionen.