1950’erne

1950’erne var et årti, hvor der skete meget i Major League Baseball. Ingen franchise havde skiftet by siden Baltimore Orioles var blevet til New York Highlanders (den oprindelige inkarnation af New York Yankees) i 1903. I 1950’erne skiftede fem hold by: Boston Braves flyttede til Milwaukee, WI i 1953, efterfulgt af St. Louis Browns, som flyttede til Baltimore, MD det følgende år. I 1955 var det Philadelphia Athletics’ tur til at slippe for at være det andet hold i en by med to hold, da de flyttede til Kansas City, MO. Alle de nye hjemsteder havde på et eller andet tidspunkt tidligere været vært for major league-byer, om end i korte perioder, men den virkelige chokerende begivenhed fandt sted i 1958, da New Yorks to National League-hold, New York Giants og Brooklyn Dodgers, flyttede hele vejen til vestkysten og endte i henholdsvis San Francisco, CA, og Los Angeles, CA, som de første major league-hold nogensinde, der blev placeret i disse byer. Bevægelsen ville også fortsætte gennem 1960’erne.

1950’erne var det årti, hvor New York City var centrum for baseballuniverset: hold fra New York vandt World Series hvert år fra 1950 til 1956, et New York-hold tabte i 1957, og vandt igen i 1958. Endelig, i 1959, stod serien mellem Los Angeles Dodgers og Chicago White Sox, men Dodgers var naturligvis kun en nyligt transplanteret New York-hold! Således var det kun Milwaukee Braves fra 1957, der formåede at bryde dette årti lange jerngreb. Dodgers’ og Giants’ flytning markerede dog afslutningen på denne æra, da Yankees fra 1958 var det eneste hold, der var tilbage i Big Apple. Det ville være nødvendigt med en udvidelse for at få en National League-klub i New York igen, men det ville ikke ske før det følgende årti. Fordi New York var USA’s mediehovedstad, er der blevet skrevet en hel industri af bøger og erindringer om, hvor fantastisk det var at være baseballfan i New York i dette glorværdige årti. The Boys of Summer af Roger Kahn, der udkom i 1972, anses for at være den klassiske beretning fra dette perspektiv. Det bliver ikke sagt, at det var langt fra fantastisk for fans i andre byer, især i American League, hvor tilskuertallet var ringe på grund af Yankees’ totale dominans, men også fordi juniorkredsen generelt var langsommere til at integrere: Yankees’ første afroamerikanske spiller var Elston Howard i 1955, Tigers’ første farvede spiller var Ozzie Virgil i 1958, og Red Sox lukkede utaknemmeligt paraden med Pumpsie Green i 1959, langt over et årti efter Jackie Robinsons debut i 1947. Hvis der findes en beretning, der er indbegrebet af AL-fansenes frustration, er det The Year the Yankees Lost the Pennant, som blev til hitmusicalen Damn Yankees.

Den mest berømte begivenhed i dette årti fandt ikke overraskende sted i New York: Bobby Thomson slog “Shot Heard ‘Round the World” mod Ralph Branca for at afslutte trekampen i slutspillet mellem Giants og Dodgers den 3. oktober 1951. Årtiets bedste hold var dog ikke fra New York: Cleveland Indians fra 1954 satte en rekord i American League (som siden er blevet slået) ved at vinde 111 kampe i den regulære sæson. De havde en af de bedste startopstillinger nogensinde med Bob Lemon, Early Wynn, Mike Garcia, Bob Feller og Art Houtteman, men blev alligevel slået i den efterfølgende World Series af Giants. I dette årti vandt Dodgers også deres eneste World Series i Brooklyn, over Yankees i 1956, og deres første sejr som hold på vestkysten i 1959.

De store stjerner i dette årti var de tre New York-centerfieldere – Willie Mays, Mickey Mantle og Duke Snider – hvis evner senere blev indfanget i sangen “Talking Baseball (Willie, Mickey and the Duke)” af Terry Cashman, men også medlemmerne af den første generation af afroamerikanske Hall of Famers, der spillede Major League Baseball i Jackie Robinsons fodspor, såsom Hank Aaron, Ernie Banks, Roy Campanella, Larry Doby og Frank Robinson, der satte rookierekord for homeruns i 1956. Andre store stjerner var Ted Williams, Stan Musial og Al Kaline. Det var en æra, hvor der blev slået mange homers, men der var stadig en tendens til at beundre nogle “small-ball”-spillere, som blev store stjerner, fordi de slog mange singler og nogle gange stjal baser på et tidspunkt, hvor kun få spillere gjorde det: Phil Rizzuto, Nellie Fox og Luis Aparicio var i den kategori, mens en anden spiller, Richie Ashburn, som var en bedre spiller end disse tre, kun blev virkelig værdsat i eftertiden, fordi han ikke svarede til det mentale billede, som fans havde af outfielders på det tidspunkt. Der var færre stjernekastere, og de bedste var Warren Spahn, Whitey Ford, Robin Roberts, Bob Lemon og Early Wynn. Mange af de bedste pitchersæsoner kom fra pitchere, hvis succes var relativt kort af forskellige årsager: Don Newcombe, Herb Score, Bob Turley eller Bobby Shantz… Det var stadig en tid, hvor hitters satte en ære i ikke at slå ud, og derfor var det almindeligt, at selv succesfulde pitchere gav flere walks, end de havde strikeouts. Udviklingen af førsteklasses relievere var stadig i sin vorden, men Elroy Face dukkede op mod slutningen af årtiet som en af de første store flerårige relievere, mens Jim Konstanty vandt en MVP Award i denne rolle. Men som et tegn på, hvad managere mente om afløsere, blev Konstanty, selv efter at have været MVP i den regulære sæson, brugt som startende pitcher i World Series 1950, da det stadig var den generelle opfattelse, at ens bedste pitchere skulle starte, når det var muligt.

Kulturelt set blev baseball bredt tilgængeligt på tv i løbet af 1950’erne, med udviklingen af ugens spil, der blev vist på forskellige netværk. Et andet fænomen var den hurtige udvikling af Little League Baseball, hvor børnene fra babyboomet udgjorde et stort bassin af unge spillere, der var ivrige efter at efterligne deres idoler. Disse idoler kom tættere på børnene med den nye udvikling af baseballkortindustrien, hvor Topps-sættet fra 1952 betragtes som faderen til de moderne baseballkort. I modsætning til tidligere varianter, som ofte blev solgt sammen med cigarer eller cigaretter, blev disse kort solgt sammen med tyggegummi og var klart rettet mod et børnemarked. De ville hurtigt blive enormt populære og en uundgåelig kulturel berøringssten for en generation af børn.

Fjernsynets udvikling blev i vid udstrækning givet skylden for nedgangen i de mindre ligaer, som havde haft et boom i slutningen af 1940’erne, men som nu var begyndt at skrumpe meget hurtigt. Periodens mest berømte minor league-spiller var Joe Bauman, der slog en rekord på 72 homers i Longhorn League i 1954. Typisk nok lukkede denne liga dog efter 1955-sæsonen.

International baseball var stadig i sin vorden i 1950’erne. Cuba opstod som en vigtig kilde til major league-spillere takket være den banebrydende indsats fra spejdere som Joe Cambria, og de første spillere fra Den Dominikanske Republik nåede de store ligaer i slutningen af årtiet. Der var dog kun få konkurrencer med deltagelse af landshold.

Se Major League-spillere, der spillede i 1950’erne.

Yderligere læsning

• Gene Fehler: Tales From Baseball’s Golden Age, Sports Publishing LLC, Champaign, IL, 2000. ISBN 978-1582612478
• Gene Fehler: When Baseball Was Still King: Major League Players Remember the 1950s, McFarland, Jefferson, NC, 2012. ISBN 978-0-7864-7065-5
• Daniel A. Gilbert: Expanding the Strike Zone: Baseball in the Age of Free Agency, University of Massachusetts Press, Amherst, MA, 2013. ISBN 978-1-55849-997-3
• Lou Hernández: Memories of Winter Ball: Interviews with Players in the Latin American Winter Leagues of the 1950s, McFarland, Jefferson, NC, 2013. ISBN 978-0-7864-7141-6
• Donald Honig: Baseball Between the Lines: Baseball in the ’40s and ’50s as Told by the Men Who Played It, University of Nebraska Press, Lincoln, NE, 1993 (oprindeligt udgivet i 1976). ISBN 0803272685
• Donald Honig: Baseball in the ’50s: A Decade of Transition, Random House, New York, NY, 1987. ISBN 051756565781
• Bill James: “The 1950s”, i The New Bill James Historical Baseball Abstract, The Free Press, New York, NY, 2001, s. 220-248.
• Andy Jurinko og Christopher Jennison: The New Bill James Historical Baseball Abstract, The Free Press, New York, NY, 2001, s. 220-248.
• Andy Jurinko og Christopher Jennison: Golden Boys: Baseball Portraits, 1946-1960, Skyhorse Publishing, New York, NY, 2012. ISBN 978-1616084509
• Roger Kahn: The Era, 1947-1957: When the Yankees, the Giants, and the Dodgers Ruled the World, Bison Books, University of Nebraska Press, Lincoln, NE, 2002 (oprindeligt udgivet i 1993). ISBN 0803278055
• Rich Marazzi og Len Fiorito: Rich Marazzi og Len Fiorito: Aaron to Zuverink: A Nostalgic Look at the Baseball Players of the Fifties, Stein & Day Publishers, New York, NY, 1982. ISBN 978-0812827750
• Lincoln A. Mitchell: Baseball Goes West: The Dodgers, the Giants, and the Shaping of the Major Leagues, Kent State University Press, Kent, OH, 2018. ISBN 978-1-60635-359-2
• Marc Okkonen: Baseball Memories 1950-1959: An Illustrated Scrapbook of Baseball’s Fabulous 50’s, Sterling Publishing Company, New York, NY, 1993. ISBN 978-0806904276
• Bryan Soderholm-Difatte: The Golden Era of Major League Baseball: The Golden Era of Major League Baseball: A Time of Transition and Integration, Rowman & Littlefield Publishing Group, Lanham, MD, 2015. ISBN 978-1-4422-5221-9
• Rick Swaine: The Black Stars Who Made Baseball Whole: The Jackie Robinson Generation in the Major Leagues, 1947-1959, McFarland, Jefferson, NC, 2006. ISBN 978-0-7864-2316-3

Relaterede websteder

• Artikel, der undersøger de mange ændringer, der fandt sted i baseball i 1950’erne i The Hardball Times.

>