Da Alejandro DeTomaso trak sig tilbage fra racerkørsel, gik han over til bilproduktion, og i slutningen af 1960’erne havde han givet verden den insektlignende 4-cylindrede Vallelunga og den radikale V8 Mangusta coupé – æstetisk interessante og kompetente biler.
I mellemtiden havde Ford søgt at opkøbe et firma inden for eksotiske biler, og de landede på DeTomasos dørtrin. Den radikale Mangusta var interessant i konceptet, men ikke helt egnet til det amerikanske marked, men den bil, som DeTomaso havde i støbeskeen, var Panteraen. Der blev indgået en aftale.
Bilen debuterede på New York Auto Show i 1970, og med Fords opbakning var planen at importere 10.000 biler, som skulle sælges hos Lincoln-Mercury-forhandlere rundt om i landet.
Styling af Pantera’en blev udført af den unge Tom Tjaarda hos Ghia, og de skarpe linjer og den lange snude sad på et chassis af presset stål, mens den standardiserede 351-ci “Cleveland”-V8’er med 310 hk og 351-ci “Cleveland”-V8’eren var placeret midtskibs og parret med en 5-trins ZF-transaksel med 5 gear. Vægtfordelingen var som forventet fordelt bagud, 150 mph var ikke udelukket, og bilen var udstyret med bekvemmeligheder som aircondition, hvilket amerikanske købere krævede.
De tidlige produktionsproblemer plagede den 10.000 dollars dyre Pantera, hvor pasform og finish lod meget tilbage at ønske. Motoren havde en tendens til at overophede, og det samme havde kabinen. Og selv om de amerikanske versioner af bilen manglede noget af kraften fra deres søstre med euro-specifikationer, skinnede Pantera’en, når de ikke var ved at gå i stå, når de ikke var ved at gå i stå. Car & Driver sagde i august 1971: “Når du skøjter hen over asfalten i Pantera’en, kan du ikke undgå at føle dig selvglad. Du hører motoren rumle med fra sin station bag ved dine skulderblade – et mekanisk arrangement, som selv nybegyndere af bilvisioner vil genkende som et lille stykke af morgendagen i dag. Og udseendet. Åh wow – som noget, der lige er rullet ud fra Torino-showet.”
En luksusmodel, Pantera L (for Lusso), kom i 1972 med unikke kofangere, et panel med finner over brændstofpåfyldningen og flere andre kosmetiske opgraderinger. Kvalitetskontrollen blev forbedret, selv om V8’eren blev revideret forud for modelåret 1973 med et kraftnedsættende lavere kompressionsforhold med det formål at opfylde emissionsnormerne. Der kom også spidse sorte kofangere. DeTomaso byggede også en Euro-spec GTS-model i 1973, som havde en særlig badging og en V8 med høj kompression, der havde 350 hk og en topfart på over 170 mph.
Ford trak stikket ud af programmet efter 1974, da der var solgt færre end 6.000 Pantera’er. DeTomaso fortsatte med at producere bilen i Europa frem til 1991, selv om bilerne fra Ford-årene generelt er de mest eftertragtede.