Oh, så meget had og snask og misinformation.
Nej, hr. Bochenek, Datsun/Nissan brugte ikke “rustet genbrugsstål” i deres produktion (genbrugsprocessen fjerner alligevel oxidationen; tjek det, før dine fingre løber fra din hjerne).
Og hr.s Norris og Hollier: bare fordi I ikke kan lide det, ja… Hvem har gjort jer til smagsdommere for hobbyen?
Min far tilbragte hele sit arbejdsliv på Delco-Remy-fabrikken i Anderson, IN, og var en Impala SS-fyr fra den første i ’61 ’til sin død i ’93 (han havde en rippin’ ’69 427/4spd da han døde, i en hæslig kedelig fad tan med en sort vinyl top & interiør. Brrr!). Mig? Jeg er min fars GM-søn, men jeg er en seriel GTO-forbryder. Jeg vil eje mindst én, indtil jeg dør.
Men der er plads til alle i hobbyen. Og jeg kan huske disse, da de var nye. Jeg var en andenårsstuderende i HS, da en pige, som jeg nogensinde så gerne ville have – som (ahem) ikke følte det samme – fik en til at fejre sit kørekort. Det var præcis den præsenterede bil, bortset fra at hendes var en mærkelig nuance af blå/teal/turkis. “Enter”-ikonet på min Android-telefon har præcis den samme farve. En klassiker, og værdien af enhver bil (eller vare) bestemmes af de mennesker, som markedet er sammensat af. Ah, medmindre du er multimilliardær med dit eget medieimperium, vil du ikke kunne diktere, hvad der er eller ikke er “klassisk”, og markederne bestemmer priserne, ikke din foragt.
Jeg har altid syntes, at disse B210’ere var ret søde (de stramme Sergio Valente-jeans har måske noget med det at gøre), og jeg forstår bestemt, hvorfor dette eksempel er eftertragtet. Japanske biler er nu ved at blive den næste ting, efterhånden som de generationer, der voksede op med dem, når deres højeste indkomstår og midlife-nostalgi.
Jeg ville ønske, at tingene havde været anderledes, for så kunne jeg måske have nogle raske B210-historier; det skulle desværre ikke ske. Men bare introbilledet af butterscotch-versionen bragte nogle meget bittersøde minder tilbage.