Dikaryondannelsen sker via aktiviteterne af celletypespecifikke homeodomænetransskriptionsfaktorer (parringstypefaktorerne), som danner regulerende komplekser for at etablere den dikaryotiske tilstand. Mange års klassiske genetiske undersøgelser med Coprinopsis- og Schizophyllum-svampe har skabt grundlaget for vores forståelse af, hvordan parringstypefaktorerne fungerer. Basidiomycota omfatter også mange patogene svampe, herunder majspatogenet Ustilago maydis og den globalt udbredte humanpatogene Cryptococcus neoformans, der er en af de vigtigste årsager til svampehindebetændelse. Disse to har været genstand for nyere molekylære undersøgelser, som har afsløret nye reguleringsmekanismer, der fungerer nedstrøms de klassiske homeodomænekomplekser for at sikre, at dikaryoner etableres og formeres (Kruzel & Hull, 2010). For eksempel styres dikaryondannelsen i Ustilago maydis af en DNA-skadesresponskaskade, der omfatter to konserverede DNA-skadeskontrolpunktkinaser, kaldet Chk1 og Atr1 (Pérez-Martín & de Sena-Tomás, 2011).
Opdateret juli, 2019