Begreberne “funktionalistisk” og “struktur-funktionalistisk” og deres tilsvarende “ismer” er nu ret stabile i deres betydninger. Dette har dog ikke altid været tilfældet. Før vi ser på teorierne, er det på sin plads med en kort rundtur i begrebernes skiftende nuancer.
‘Funktionalisme’ er et bredt begreb. I sin bredeste betydning omfatter det både funktionalisme (snævert defineret) og struktur-funktionalisme. Jeg bruger det hovedsageligt i den snævrere betydning, dvs. til at henvise til ideer, der er forbundet med Bronislaw Malinowski og hans tilhængere, især Sir Raymond Firth. Det er det perspektiv, der beskæftiger sig med handlinger mellem individer, de begrænsninger, som de sociale institutioner pålægger individer, og forholdet mellem individets behov og tilfredsstillelsen af disse behov gennem kulturelle og sociale rammer. Strukturel funktionalisme” har en tendens til at beskæftige sig mindre med individuelle handlinger eller behov og mere med individets plads i den sociale orden eller endog med selve opbygningen af den sociale orden. Sidstnævnte betegnelse identificerer typisk A. R. Radcliffe-Browns og hans tilhængeres arbejde. I Storbritannien omfattede disse E. E. Evans-Pritchard (i hans tidlige arbejde), Isaac Schapera, Meyer Fortes og Jack Goody, blandt mange andre.
Men grænsen mellem struktur-funktionalisme og funktionalisme har aldrig været stiv. Nogle af Radcliffe-Browns tilhængere havde ikke noget imod betegnelsen ‘funktionalist’; andre tog imod betegnelserne ‘struktur-funktionalist’ eller ‘strukturalist’ (for at skelne deres arbejde fra Malinowskis arbejde). Desuden hørte man i 1950’erne udtrykket ‘britisk strukturalist’ for at skelne Radcliffe-Brownianismen fra Lévi-Straussanismen eller den ‘franske strukturalisme’ (beskrevet i kapitel 8).