Få spændende lang læsning og must-have livsstilstips i din indbakke hver søndag morgen – dejligt med kaffe!
Når du holder din frokostpause i dag i Center City, så gå over til Front og Market, hvor det historiske London Coffee House engang stod, og fejr den institution, der gjorde USA til et af de rigeste og mest magtfulde lande i verden, den institution, der blev født for præcis 393 år siden den 20. august 1619: slaveriinstitutionen. Det var faktisk på dette sted i Philadelphias centrum, at sorte mænd, kvinder og børn blev købt og solgt som kvæg og redskaber.
På denne skæbnesvangre dato for næsten fire århundreder siden, som den engelske nybygger John Rolfe, en velhavende tobaksplanter og Pocahontas’ såkaldte ægtemand, bemærkede, ” … kom der en hollandsk krigsmand, som solgte os tyve og en ulige negere” i Virginia-kolonien ved Old Point Comfort (nu Fort Comfort i Hampton). De var de første sorte slaver i et land, der skulle blive til Amerikas Forenede Stater.
I forlængelse af portugisiske togter i det sydlige Afrika, der begyndte i 1617, invaderede Luis Mendes de Vasconcellos landsbyen Ndongo i Luanda, Angola, i 1619 og lastede 60 fanger om bord på slaveskibet Sao Joao Bautista og beordrede det sendt til Vera Cruz i Mexico. Skibene White Lion – med kaptajn John Jope (også kendt som “Den flyvende hollænder”) ved roret sammen med sin assistent, den engelske pilot Marmaduke Rayner – og Skatmesteren slog sig sammen, da de stødte på Sao Joao Bautista i de vestindiske farvande, angreb det og frarøvede det hele dets last, herunder afrikanerne – og placerede dem på White Lion, som ankom til Old Point Comfort den 20. august 1619 med 20 af de 60. Da Skatmesteren ankom ca. fire dage senere og forsøgte at bytte de 40 afrikanske fanger om bord for forsyninger, blev de afvist. Så de tog deres fordømte menneskelige last ikke til Bermudas solrige strande, men til de djævelske plantager, hvor man aldrig hørte fra dem igen. Prisen for disse mennesker?
Af de 20 tilfangetagne angolanere, der blev efterladt i Old Point Comfort, blev to, nemlig Antonio og Isabella (hvis spanske kristennavne blev påtvunget dem, ligesom vi navngiver vores kæledyr i dag), byttet til kaptajn William Tucker for “hårdt tiltrængte forsyninger”. I øvrigt blev Antonio og Isabella fire år senere forældre til det første sorte barn, hvis fødsel blev officielt dokumenteret i kolonitidens Amerika. Og det navn, han fik pålagt, var William Tucker – også navnet på den mand, der gjorde hans forældre til slaver. En tredje identificeret person, som fik navnet Pedro, og de resterende 17 blev handlet for yderligere produkter til guvernør George Yeardley og Abraham Piersey, som tvang dem til at arbejde på plantager langs den nærliggende James River i det, der skulle blive Charles City.
Men en sådan handel og salg og tvangsarbejde var ikke enestående for Charles City eller James River-plantager eller Old Point Comfort eller Virginia eller endog Sydstaterne. Det skete lige her i Philadelphia, nærmere bestemt i centrum af Philly. På det sydvestlige hjørne af Front og High-now Market-streets stod London Coffee House, som åbnede i 1754 med midler fra mere end 200 købmænd fra Philadelphia. Det var her, hvor købmænd, shippingfolk, forretningsmænd og lokale embedsmænd, herunder guvernøren, mødtes, drak kaffe og alkohol og spiste i private båse, mens de indgik aftaler. Det var her, på High Street-siden, der blev afholdt auktioner over vogne, fødevarer og heste – og i øvrigt også mennesker, nærmere bestemt afrikanske mennesker, der netop var blevet losset fra skibe, der lagde til kaj lige overfor på Delaware-floden.
I 1991 blev der opsat en historisk markør på hjørnet af Front og Market, og der står: “London Coffee House … var et centrum for politisk og kommerciel aktivitet i kolonitiden og fungerede som et sted, hvor man kunne inspicere sorte slaver, der lige var ankommet fra Afrika, og byde på dem på offentlige auktioner.” Det står der virkelig. Og det skete virkelig der. Faktisk her. I Center City.
Og det skete på denne måde. De tilfangetagne sorte mænd, kvinder og børn, som regel omkring fem eller seks ad gangen, blev placeret på et tykt træbræt, ca. tre fod bredt og otte fod langt, der var placeret på toppen af to tunge tønder i hver ende. Disse piskede og lænkede mennesker blev fremvist på brædderne, tvunget til langsomt at vende sig om og bøje sig forover, inspiceret ved at få deres mund tvunget op, deres kønsorganer grebet og deres lemmuskler bøjet, og så blev de bortauktioneret til den højestbydende. Umiddelbart derefter blev de solgt fra hinanden, mor fra datter, far fra søn, bror fra søster, mand fra kone. Efter disse tvangsadskillelser blev de spredt ud over hele landet. Og de ville aldrig røre eller endda se hinanden igen.
Jeg føler mig nødsaget til at bemærke, at på trods af mit tapre forsøg på at skrive dette som en professionel journalist burde, så græder jeg faktisk lige nu. Tårer af smerte og vrede løber bogstaveligt talt ned ad mit ansigt og tvinger mig til at stoppe op et øjeblik og tænke over den brutale hjerteløshed i disse onde auktioner og disse onde adskillelser. Stop det, du laver, i et par sekunder og forestil dig, at det sker i dag for dig, dine børn, dine forældre og dine søskende. Værsgo og prøv.
Denne hjerteskærende umenneskelighed var så oprørende for Founding Father Thomas Paine, der tilbragte tid som pensionist over for London Coffee House, at blandt hans første artikler var essays, der skarpt fordømte slavehandelen.
Slaveriet var en væsentlig del af dagligdagen i Pennsylvania generelt og i Philadelphia specifikt. I 1760’erne arbejdede næsten 4.500 slavebundne sorte i kolonien. Omkring en ud af hver sjette hvide husstand i byen havde mindst én sort person i trældom. Denne grusomme institution begyndte i denne koloni i 1684, da slaveskibet Isabella fra Bristol, England, ankrede op i Philadelphia med 150 tilfangetagne afrikanere. Et år senere havde William Penn selv tre sorte mennesker i trældom på sit gods i Pennsbury, ca. 30 km nord for Philadelphia.
Selv George Washington, den store patriot, den store general og den store præsident, havde sorte som slaver, 316 for at være præcis. Og han holdt ulovligt – ja, ulovligt – ni af dem lige her i City of Brotherly Love i USA’s første “Hvide Hus”, som officielt var kendt som præsidentens hus på Sixth og Market (dengang High) gaderne. Faktisk var det netop på dette sted, hvor han i 1793 underskrev den berygtede Fugitive Slave Act, en lov, der kastede flygtede sorte mænd, kvinder og børn tilbage i slaveri.
Du vil måske sige, at alt dette slaveri skete for længe siden, at det sluttede for 147 år siden i 1865, og at jeg derfor bør “komme mig over det”. Men slaveriet og dets direkte virkning sluttede ikke rigtig dengang. Efter vedtagelsen af den 13. forfatningsændring var der sharecropping, dernæst lejemål for straffefanger, dernæst de jure Jim Crow-love og dernæst de facto Jim Crow-praksis. Faktisk var det først med vedtagelsen af Civil Rights Act of 1964 – for blot 48 år siden – at lige rettigheder begyndte at blive i det mindste nogenlunde en praktisk realitet. Og hvis du ikke er enig, så svar på dette: Hvis du, dine forældre, dine bedsteforældre, dine oldeforældre osv. kunne få den oplevelse i Amerika, som de sorte havde, eller som de hvide havde, hvad ville du så vælge? Jeg ved, hvad de 20 mennesker i Old Point Comfort for 393 år siden fra denne dag ville have valgt.