Anmeldelse: Grotrian Pianos

Som klassisk uddannet jazzpianist, der har optrådt i USA og i udlandet, har jeg spillet på en lang række forskellige klaverer. Men indtil januar 2015, da jeg deltog i NAMM Show – verdens største musikmesse, der sponsoreres af National Association of Music Merchants (NAMM) – havde jeg aldrig spillet på et klaver fremstillet af Grotrian, det prestigefyldte tyske firma, der blev grundlagt i 1835 og nu ledes af den sjette generation af Grotrian-familien. Efter en dag med prøvesmagning af klaverer fra Hailun til Fazioli og det specialfremstillede Ravenscroft-flygel så jeg to af Grotrians større flygelmodeller i en travl korridor. Jeg spillede på dem begge i et par minutter, og selv om mit spil blev overdøvet af larmen fra udstillingen, gik jeg ikke desto mindre derfra med et positivt første indtryk.

Jeg mødte Grotrian næste gang med henblik på denne anmeldelse: et besøg hos pianoforhandleren R. Kassman i Berkeley, Californien (www.rkassman.com), som har det største lager af Grotrian-pianoer i USA. Ejeren Russell Kassman gav mig en vertikal og to flygelmodeller, som jeg kunne bruge et par timer med i løbet af en eftermiddag.

Cabinet Grand

Med en højde på 6′ 3″/192 cm., Cabinet (et Piano Buyer “Staff Pick”), er det næstmindste flygel, som Grotrian fremstiller. På det eksemplar, som jeg prøvede, gjorde den fugleøjeformede ahornfiner på faldbrættet og indersiden af kanten (en specialbestilt version af den standardpolerede ibenholtkasse) et øjeblikkeligt udtryk af elegance. De detaljer i færdiggørelsen, der var fælles for alle de klaverer, jeg prøvede, omfattede et aftageligt sølvfarvet Grotrian-stempel på hyndeboksen lige bag tastaturet og det matgrå Grotrian-logo, der også er på hyndeboksen.

Kabinetflygelen er et eksempel på Grotrians fremstillingskvalitet: Klaveret producerede en fuld lyd og projicerede langt bedre, end dets størrelse kunne antyde, samtidig med at det udviste en fin, gennemsigtig klarhed i næsten alle registre – træk, som jeg skulle finde karakteristiske for Grotrians lyd. Rachmaninoffs præludium i gis-mol, op.32 nr. 12, som kræver, at spilleren og klaveret producerer en bred vifte af toner, var velegnet til at vise kabinettets evne til klart at artikulere alt, hvad jeg spillede i de midterste og øverste registre, selv om tonen i disse registre vaklede på kanten af overlysning, hvis tonerne blev angrebet skarpt. Selv om Kabinettet er meget mindre end et koncertflygel, kunne det uden tvivl fylde mindre spillesteder på grund af sin betydelige projektion og meget “levende” lyd. Dette var ikke et afdæmpet klaver, der krævede en indsats for at afsløre sin underliggende personlighed; det belønnede nemt både spilleren og lytteren. Den samme klarhed i tonen var en stor hjælp i Schuberts Impromptu i As-dur, D.899/Op.90 nr.4, da den forstærkede den luntede melodi og hædrede nogle af de mere grublende dele.

Derpå spillede jeg kærlighedsduetten “I Loves You Porgy” fra Gershwins’ Porgy and Bess ved hjælp af “drop”-akkordforbindelser – en nyskabelse fra Bill Evans, hvor en tone tages ud af en akkordforbindelse og spilles af venstre hånd. Kabinettet sang med en vemodig, æterisk kvalitet, hvilket gav et bevægende medium for sangens følelsesmæssige indhold, et resultat, der kun er muligt med et instrument med stor følsomhed. Den kraftfulde tredje sats af Beethovens Sonate i cis-mol, Op.27 nr. 2, “Moonlight”, talte med autoritet, mens jeg arpeggierede hurtigt op og ned ad klaviaturet. Ved at sænke låget til den halve stangposition blev instrumentets projektion som forventet reduceret, men uden at klaverets evne til at inspirere mig blev reduceret i samme grad. Una corda-pedalen gav en blødere lyd og en mere afdæmpet klangfarve.

Kabinettets flygel krævede en god anslagskontrol for at frembringe de nuancer i klangfarven, som instrumentet var i stand til at frembringe, men denne model kunne også nydes af amatører. Selv om den ikke er så let i anslaget som f.eks. de fleste af nutidens Yamaha-flygler, som jeg har oplevet, spillede Grotrians Cabinet-flygel med lethed, og dens Renner-action havde god respons på anslaget.

De eneste action-komponenter, som jeg ikke brød mig specielt om, var tangentpladerne, som er lavet af Ivoplast, en mineralbaseret elfenbenserstatning, der findes på Grotrians keyboards, som er lavet af Kluge. Selv om tangentpladens overflader ikke manglede greb, føltes de meget plastikagtige – og mere på netop dette instrument end på de andre Grotrians, jeg prøvede, selv om alle tre brugte det samme tangentplademateriale. Det tog et stykke tid at vænne sig til tangentpladernes fornemmelse og de firkantede kanter.

For sin evne til at projicere stærke basfundamentaler og sin overordnede afbalancerede lyd er Grotrian kabinetflygel et overbevisende valg. I disse henseender, såvel som i sin raffinement og den præcise gnist i diskanten, lignede den Grotrians Concert Royal 9′ 1″ flygelmodel, som jeg også kunne spille på, men som jeg ikke anmelder her. Kabinettet formåede at have en lyd, der var ren og klar uden at være steril, og som dermed bevarede sin musikalitet – noget, som mange andre flygel med en ren lyd ikke formår.

Concertino Vertical

Med en højde på 52″/132 cm. er Concertino Grotrians største vertikale klaver. Den mest bemærkelsesværdige fysiske egenskab ved det instrument, jeg undersøgte, var den unikke polerede Makassar-ebony-finish med forkromet hardware (en finish og stil, der fås på specialbestilling). Finishen var et fashion statement med sin midtbrune farve, højglans og mørkebrune horisontale kornlinjer, hvilket resulterede i en flot teksturel kontrast, der skilte sig ud uden at virke prangende.

Som kabinetflygelet projicerede Concertino vertikalt med resonansen fra et meget større instrument. Dette blev bedst demonstreret under en stride-piano version af Vincent Youmans og Irving Caesars “Tea for Two”, der blev spillet uden dæmperpedal for at teste sustain, tone og generel farve. Lyden var til den tørre side, med begrænset sustain fra individuelle toner og akkorder i alle undtagen den øverste oktav, men med stærk projektion og sonoritet fra bassen, hvilket var særligt imponerende for en vertikal.

For at teste klaverets fulde end-to-end-ydelse spillede jeg udvidede rubato-versioner af George og Ira Gershwins “Someone to Watch Over Me” og Billy Strayhorns “Lush Life”. Jeg gjorde rigelig brug af dæmperpedalen sammen med hurtige løb, arpeggioer og mange teksturer for at afsløre klaverets sande personlighed og dets evne til at skinne igennem næsten alle de udfordringer, jeg kastede på det. Concertino’s klangfarve var ret lys, og når jeg spillede hurtige, høje angreb, kunne de mellemste og øverste registre blive messingagtige, men aldrig skingre. En klokkeagtig kvalitet optrådte dog kun i den øverste oktav, og så lidt pludseligt – en overgang, der sandsynligvis kunne stemme mere smidigt af en klavertekniker, ligesom et par toner i området omkring det midterste C, der ikke var helt konsistente i tonen fra tone til tone. Bass/tenor-brydningen var jævn, og venstrehåndsakkorder kom klart, velafgrænset og uden mudrethed igennem, undtagen ved de højeste lydstyrker eller ved store, tætte akkorder. Concertino fandt en fin balance mellem den overdrevne basprojektion og de lysere diskantregistre, som skar igennem de lavere toner uden at lyde tynde. Overordnet set var instrumentets lyd behagelig, men ikke hvad jeg ville kalde “varm.”

Et par yderligere egenskaber fangede min opmærksomhed. For det første projicerede Concertino ikke så godt som store flygel, men projicerede bedre end andre vertikale instrumenter af sin størrelse, som jeg har spillet. For det andet var der, som det er en tendens med vertikale instrumenter generelt, mærkbar tangent- og actionstøj hele vejen igennem, især når jeg spillede gentagne toner over hele det dynamiske område ved forskellige berøringsniveauer. Sidst bemærkede jeg, at afstanden fra toppen af tasterne til tangenterne var ret kort, selv om tangentens dip (tangentens rejseafstand) var normal. Dette krævede lidt tilvænning, da jeg spiller med en forholdsvis flad håndstilling på grund af det hyppige behov for at spille akkorder med langt mellemrum mellem noderne.

Samlet set kom Grotrian Concertino meget godt igennem og gjorde, til dels på grund af dens overlegne projektion, et godt argument for at købe en vertikal i stedet for et lille flygel.

Charis Grand

Den 6′ 10″/208 cm. store Charis, er det tredjestørste af Grotrians flygel og er en direkte konkurrent til Steinway B i pris og størrelse. Jeg forventede, at den ville spille som en forstærket kabinetflygel, men jeg fik mig en overraskelse. Måske på grund af dens nyere design (2006) adskilte Charis’ tonale kvaliteter sig fra de to andre klaverer, der blev gennemgået. Eller måske havde det noget at gøre med rummets akustik: Charis var placeret mod en væg, mens kabinettet sad midt i butikken, som har et betongulv og højt til loftet.

Spilning af nogle flere ballader rubato – Thad Jones’ “A Child Is Born”, Johnny Mandel og Johnny Mercers “Emily” og Larry Morey og Frank Churchills “Someday My Prince Will Come” – viste, at Charis var stemt med en yderst blød og varm tone i de lave og mellemste toner, dog med de samme lyse høje registre som Cabinet-flyglet og Concertino vertical. Basresonansen kunne langt overgå kabinetflyglet, men kun når der blev spillet seriøst.

Hvis jeg havde spillet på Charis med bind for øjnene, ville jeg måske have identificeret den som en Yamaha CF6 eller en Shigeru Kawai. Dette er ikke en kritik af Grotrian, da det var på grund af disse klanglige egenskaber, at Charis fremstod som den mest elegante og raffinerede, og uden noget af den lille hårdhed i diskanten, som de andre nævnte mærker kunne udvise, når de blev spillet ved høje lydstyrker. Jeg fandt det dog betydeligt sværere at projicere den samme lydmængde fra Charis som fra kabinetfløjten, især i bassen, og at kontrollere mit musikalske udtryk. Det var som om Charis tvang mig til på forhånd at vide præcis, hvad jeg ville sige, i stedet for blidt og intuitivt at lede mig derhen.

Som improviserende musiker anser jeg et godt klaver for at producere et moderat udvalg af klangfarver med en ensartet aktion og lyd på hele klaviaturet. Grotrian opnår en højere standard. Alle tre instrumenter var behagelige at spille på og producerede en række forskellige farver, men ud over det skubbede de mig til at søge nye ideer og til at blive en mere varieret improvisator. De gav mig mulighed for at flytte grænserne og eksperimentere med at præsentere et stykke musik på forskellige måder. Set fra en improvisators perspektiv er det kendetegnende for et godt klaver, og det er en følelse, som jeg kun har oplevet med en lille håndfuld andre high-end mærker. Grotrians kunne også producere den bredde i klangfarve, tone og udtryk, som klassiske værker kræver, og med en bemærkelsesværdig klarhed i tonen, som jeg kun har fundet i klaverer i Grotrians prisklasse. De, der leder efter et håndlavet klaver, der besidder alle disse kvaliteter, ville gøre klogt i at overveje et Grotrian seriøst og bevidst.

GROTRIAN MODELLER BEDØMMET

Priser for modeller i poleret ibenholt.

*Højeste foreslåede pris: De fleste salg finder sted med en beskeden rabat i forhold til denne pris. Se Vejledning om priser for akustiske klavermodeller & for nærmere oplysninger.

Bemærk, at modeller, priser og specifikationer kan have ændret sig siden denne artikel blev offentliggjort første gang. Se www.pianobuyer.com for aktuelle oplysninger.