Opstand
I slutningen af januar 2011 – efter at en folkelig opstand i Tunesien, kendt som Jasminrevolutionen, havde tvunget præsident Zine al-Abidine Ben Ali fra magten og inspireret lignende protester i Egypten – samledes tusindvis af demonstranter i Sanaa og flere andre yemenitiske byer for at opfordre Saleh til at træde tilbage som præsident. Demonstranterne råbte prodemokratiske slogans og fordømte fattigdom og officiel korruption. I modsætning til de egyptiske og tunesiske protester, som tilsyneladende ikke havde nogen central ledelse, så protesterne i Yemen ud til at være blevet organiseret og ledet af en koalition af yemenitiske oppositionsgrupper. De yemenitiske demonstrationer forløb med lidt vold mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Som reaktion på demonstrationerne gav Saleh flere økonomiske indrømmelser, herunder en nedsættelse af indkomstskatterne og en forhøjelse af lønningerne til de offentligt ansatte. I februar lovede han, at han ikke ville stille op til genvalg, når hans nuværende mandatperiode udløb i 2013, og han lovede, at hans søn ikke ville efterfølge ham på posten. Dette skridt formåede ikke at berolige demonstranterne, som bemærkede, at Saleh havde brudt et tidligere løfte om ikke at søge genvalg i 2006.
Da demonstranterne afviste Salehs indrømmelser, afholdt de daglige demonstrationer og stødte ofte sammen med Saleh-tilhængere, som angreb med sten, pinde og lejlighedsvis skydevåben. Den 20. februar afholdt tusindvis af yemenitiske universitetsstuderende og nyuddannede en sit-in på Sanaa-universitetets campus, hvor de lovede ikke at stoppe deres protest, før Saleh trådte tilbage som præsident. Saleh modstod opfordringer til at afsætte sig og sagde, at hans tidlige afgang ville skabe kaos i landet.
Sammenstød mellem demonstranter og politiet fortsatte i marts og førte til flere nye dødsfald. Den 10. marts forsøgte Saleh endnu en gang at berolige demonstranterne ved at love at udarbejde en ny forfatning, der ville styrke parlamentet og retsvæsenet. Han sagde, at forfatningsudkastet ville blive sendt til folkeafstemning inden årets udgang. Oppositionen afviste straks initiativet og fortsatte med at kræve Salehs øjeblikkelige afgang.
Den stadig mere voldelige taktik, som sikkerhedsstyrkerne anvendte over for demonstranterne, udhulede støtten til Saleh inden for den yemenitiske regering og svækkede hans greb om magten. Den 18. marts åbnede Saleh-loyalister i civilt tøj ild mod demonstranter i Sanaa, hvorved mindst 50 mennesker blev dræbt. Episoden fik snesevis af yemenitiske embedsmænd, herunder diplomater, ministre og parlamentsmedlemmer, til at træde tilbage i protest. Den 20. marts meddelte generalmajor Ali Mohsen al-Ahmar, chef for hærens 1. pansrede division, sin støtte til oppositionen og lovede at bruge sine tropper til at beskytte demonstranterne. Al-Ahmars afhopning, der anses for at være den mest magtfulde militærofficer i Yemen, blev hurtigt fulgt op af lignende meddelelser fra flere andre højtstående officerer. Afhoppene øgede yderligere spændingerne i Sanaa, hvor både de afhoppede militærenheder og de enheder, der stadig var under Salehs kontrol, indsatte kampvogne og pansrede køretøjer på centrale steder omkring byen.
Den 22. marts nægtede Saleh igen at træde tilbage med det samme og tilbød i stedet at forlade posten i januar 2012, efter parlamentsvalget. Hans tilbud blev afvist af oppositionen. Da presset for at træde tilbage steg, indledte Saleh forhandlinger med militære officerer, politiske ledere og stammeforeninger for at fastlægge betingelserne for hans afgang. Den 26. marts var der rapporter om, at en aftale var nært forestående, og Saleh selv forstærkede opfattelsen af, at han forberedte sig på at træde tilbage, idet han i en tale sagde, at han kun ville overdrage magten til “sikre hænder” for at forhindre, at landet glider ud i kaos. Men den 28. marts, midt i rapporter om, at forhandlingerne var gået i stå, viste Saleh sig endnu en gang trodsig og sagde, at han ikke længere ville gøre indrømmelser til oppositionen.