Autenticitet (filosofi)

Autenticitet er et filosofisk begreb, der betegner den ægte, oprindelige, sande tilstand i den menneskelige eksistens. Begrebet er opstået ud fra den indsigt, at mennesker generelt lever eller eksisterer på en uautentisk måde, og at den ægte selvfølelse og dens forhold til andre (herunder Gud og/eller andre mennesker), er gået tabt. Det autentiske liv beskrives ofte som et liv med frihed, glæde, mening, værdi og lykke.

Religiøse traditioner indarbejder generelt sådanne indsigter i deres lære, som ofte lægger vægt på genoprettelsen af et autentisk selv og samfund. Inden for filosofien er begrebet også blevet diskuteret af mange tænkere. Ifølge eksistentialisterne, som formelt tematiserede begrebet autenticitet, konstruerer sociale relationer, kulturelle værdier og normer et inautentisk selv; genoprettelsen af det autentiske selv kræver en radikal revurdering af kulturelle sammenhænge, vanemæssige livsformer og måder at tænke på.

Generelle karakteristika

Hvis autenticitet kun kan beskrives i meget abstrakte termer eller som det negative af inautenticitet, hvad kan man så sige direkte om det? Alle forfattere er generelt enige om, at autenticitet er:

• Det er noget, der skal tilstræbes som et mål, der er indbygget i “det gode liv.”
• Intrinsisk vanskeligt, dels på grund af det sociale pres for at leve inautentisk, dels på grund af en persons egen karakter.
• En åbenbaringstilstand, hvor man opfatter sig selv, andre mennesker og nogle gange endda ting på en radikalt ny måde.

Man kan tilføje, at mange, men ikke alle, forfattere er enige om, at autenticitet også:

• Kræver selvindsigt.
• Har en radikal betydning for ens forhold til andre (Gud og/eller mennesker).
• Bærer sit eget sæt af moralske forpligtelser med sig.

Begrebet autenticitet passer også ind i utopiske idéer, for så vidt som mange mener, at en utopi:

• Kræver autenticitet blandt sine borgere for at eksistere, eller
• Vil fjerne fysiske og økonomiske barrierer for at forfølge autenticitet.

Religiøst perspektiv

Religiøse traditioner indeholder generelt begrebet autenticitet. Med udgangspunkt i den indsigt, at mennesker er sårbare over for forskellige fristelser, tilbyder religionerne lærdom, praktiske metoder, ritualer, træning, institutionaliseret mekanisme og andre måder at give mennesker mulighed for at genfinde et autentisk selv og liv på. For eksempel bygger begrebet frelse på den idé, at der findes en eller anden autentisk tilstand.

Begrebet autenticitet kan anvendes på næsten alle nøglebegreber i religiøse lærdomme. Det fungerer til at skelne religiøse idealer fra sekulære forestillinger. F.eks. skelner religiøs lære ofte mellem ægte lykke, som er bygget på åndelig opvågnen eller enhed med det guddommelige eller et andet åndeligt element, og verdslig lykke, som udelukkende er bygget på materiel rigdom og verdslige værdier. Ægte glæde adskilles også fra hedonistisk nydelse i en nedværdigende betydning. Selv ægte kærlighed adskiller sig fra en verdslig opfattelse af kærlighed. Autenticitet adskiller og etablerer det religiøse rige eller det hellige rige i skarp kontrast til det verdslige eller verdslige rige. Således er religiøs lære på en vis måde et forsøg på at præsentere en autentisk livsstil for verden. Religiøs lære udfordrer mennesker, som ellers ville fortsætte med at leve, som de er, til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, de lever på.

Filosofiske perspektiver

Begrebet autenticitet er blevet diskuteret på forskellig vis gennem den filosofiske historie. F.eks. kan Sokrates’ diktater som “Det uudforskede liv er ikke værd at leve” eller “Kend dig selv” ses som hans forsøg på at føre andre til opdagelsen af det autentiske selv og den autentiske måde at leve på. Kierkegaard undersøgte tabet af det ægte selv i massen, i samfundet, og forsøgte at præsentere processen med at genfinde det ægte selv inden for en teistisk kontekst. Andre eksistentielle tænkere som Nietzsche, Pascal, Heidegger, Karl Jaspers og Sartre diskuterede ligeledes spørgsmålet om autenticitet og udviklede forskellige måder at håndtere spørgsmålet på.

Udtrykket eigentlich (autentisk) på tysk indeholder elementet eigen (“sit eget”). Autenticitet indeholder således elementet “ens eget unikke selv”. Følgelig indebærer genvinding af autenticitet, i det mindste på tysk, genvinding af ens egen unikke identitet. Når eksistentielle tænkere taler om autenticitet, inkluderer de ofte dette element og sætter det unikke selv i modsætning til begrebet masse, hvor individet ikke er andet end et nummer.

Eksistentielle filosoffer bygger elementet autenticitet ind i deres egen filosofiske tænkning og konfigurerer det i henhold til centrale temaer i deres værker. Følgelig er den måde, hvorpå de enkelte filosoffer forholder sig til autenticitet, forskellig, og udlægninger af deres syn på autenticitet er ikke ligetil. Kun nogle få introduceres nedenfor som eksempler.

Kierkegaard

Kierkegaard kritiserede de filosofiske systemer, der blev bragt på banen af filosoffer som Georg Wilhelm Friedrich Hegel før ham og de danske hegelianere, selv om Kierkegaard respekterede Immanuel Kants filosofi. Han målte sig selv med den model for filosofi, som han fandt hos Sokrates, der har til formål at henlede ens opmærksomhed ikke på forklaringssystemer, men snarere på spørgsmålet om, hvordan man er til.

Et af Kierkegaards gennemgående temaer er betydningen af subjektivitet, som har at gøre med den måde, hvorpå mennesker forholder sig til (objektive) sandheder. I Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift til Filosofiske Fragmenter argumenterer han for, at “subjektivitet er sandhed” og “sandhed er subjektivitet”. Det, han mener med dette, er, at sandhed i bund og grund ikke blot er et spørgsmål om at opdage objektive kendsgerninger. Selv om objektive kendsgerninger er vigtige, er der et andet og mere afgørende element i sandheden, som indebærer, hvordan man forholder sig til disse kendsgerninger. Da den måde, man handler på, ud fra et etisk perspektiv, er vigtigere end ethvert faktum, skal sandheden findes i subjektivitet snarere end i objektivitet.

Individualitet

For Kierkegaard kaldes sand individualitet for selvskab. At blive bevidst om det sande selv er den sande opgave og bestræbelse i livet – det er et etisk imperativ, såvel som en forberedelse til en sand religiøs forståelse. Individer kan eksistere på et niveau, der er mindre end det sande selvskab. Man kan f.eks. leve blot i form af fornøjelser – den umiddelbare tilfredsstillelse af begær, tilbøjeligheder eller distraktioner. På denne måde glider folk gennem livet uden retning eller formål. For at have en retning må man have et formål, der for en selv definerer meningen med sit liv.

Nærmere bestemt i Sygdom til døden beskæftiger Kierkegaard sig med selvet som et produkt af relationer. I denne forstand er et menneske et resultat af en relation mellem det Uendelige (Noumena, ånd, evigt) og det Endelige (Fænomener, krop, tidsmæssigt). Dette skaber ikke et sandt selv, da et menneske kan leve uden et “selv”, som han definerer det. I stedet opstår selvet eller evnen til at skabe selvet ud fra en relation til det Absolutte eller Gud (selvet kan kun realiseres gennem en relation til Gud) som en relation mellem relationen af det Endelige og det Uendelige, der relaterer sig tilbage til mennesket. Dette ville være en positiv relation.

Det enkelte menneske er for Kierkegaard et partikulært, som ingen abstrakt formel eller definition nogensinde kan indfange. At inkludere individet i “offentligheden” (eller “mængden” eller “flokken”) eller at subsumere et menneske som blot et medlem af en art er en reduktion af den sande mening med livet for den enkelte. Det, som filosofi og politik forsøger at gøre, er at kategorisere og indordne individer efter gruppekarakteristika i stedet for efter individuelle forskelle. For Kierkegaard er disse forskelle det, der gør mennesker til dem, de er.

Kierkegaards kritik af den moderne tidsalder handler derfor om tabet af, hvad det vil sige at være et individ. Det moderne samfund bidrager til denne opløsning af, hvad det vil sige at være et individ. Gennem sin produktion af “offentlighedens” falske idol afleder det opmærksomheden væk fra individerne til en masseoffentlighed, der mister sig selv i abstraktioner, fælles drømme og fantasier. Den hjælpes i denne opgave af medierne og masseproduktionen af produkter, der skal holde den distraheret. Selv om Kierkegaard angreb “offentligheden”, støtter han fællesskaber.

Sartre og andre

Sekulære og religiøse opfattelser af autenticitet har eksisteret side om side i århundreder under forskellige forklædninger. For disse forfattere ses det bevidste selv som værende i en materiel verden og i mødet med ydre kræfter og påvirkninger, der er meget forskellige fra det selv; autenticitet er en måde, hvorpå selvet handler og forandrer sig som reaktion på dette pres.

Autenticitet er ofte “på sprogets grænser”; den beskrives som det negative rum omkring inautenticitet med henvisning til eksempler på inautentisk levevis. Sartres romaner er måske den letteste adgang til denne måde at beskrive autenticitet på: de indeholder ofte karakterer og antihelte, der baserer deres handlinger på ydre pres – presset til at fremstå som en bestemt slags person, presset til at antage en bestemt levevis, presset til at ignorere egne moralske og æstetiske indvendinger for at få en mere behagelig tilværelse. Hans værk omfatter også karakterer, der ikke forstår deres egne grunde til at handle, eller som ignorerer afgørende kendsgerninger om deres eget liv for at undgå ubehagelige sandheder; dette forbinder hans værk med den filosofiske tradition.

Sartre er også optaget af den “svimlende” oplevelse af den absolutte frihed. Ifølge Sartre kan denne oplevelse, der er nødvendig for tilstanden autenticitet, være så ubehagelig, at den fører folk til uautentiske måder at leve på.

Selv disse betragtninger til side, er det sådan, at autenticitet er blevet forbundet med forskellige kulturelle aktiviteter. For Sartre var jazzmusikken f.eks. en repræsentation af frihed; dette kan til dels skyldes, at jazzen var forbundet med den afroamerikanske kultur og dermed i opposition til den vestlige kultur generelt, som Sartre anså for håbløst uautentisk. Theodor Adorno, en anden forfatter og filosof, der beskæftigede sig med begrebet autenticitet, foragtede imidlertid jazzmusikken, fordi han så den som en falsk repræsentation, der kunne give indtryk af autenticitet, men som var lige så meget bundet af bekymringer om udseende og publikum som mange andre former for kunst. Heidegger forbandt senere i sit liv autenticitet med ikke-teknologiske eksistensmåder, idet han så teknologien som en forvrængning af et mere “autentisk” forhold til den naturlige verden.

De fleste forfattere om uautenticitet i det 20. århundrede anså de fremherskende kulturelle normer for at være uautentiske; ikke kun fordi de blev opfattet som påtvungne, men også fordi de i sig selv krævede, at folk skulle opføre sig uautentisk over for deres egne ønsker, idet de tilslørede de sande grunde til at handle. Reklamen var, for så vidt som den forsøgte at give folk en grund til at gøre noget, som de ikke allerede havde, et “skoleeksempel” på, hvordan den vestlige kultur fordrejede individet af ydre årsager. Raceforhold ses som en anden begrænsning af autenticiteten, da de kræver, at jeget indgår i et samarbejde med andre på grundlag af ydre egenskaber. Et tidligt eksempel på forbindelsen mellem uautenticitet og kapitalisme blev givet af Karl Marx, hvis begreb om “fremmedgørelse” kan forbindes med den senere diskurs om uautenticitetens natur.

Notes

• Anton, Corey. Selfhood and Authenticity. Albany, NY: State University of New York Press, 2001. ISBN 0791448991
• Chen, Xunwu. Being and Authenticity. Value inquiry book series, v. 149. Amsterdam: Rodopi, 2004. ISBN 9042008288
• Ferrara, Alessandro, Refleksiv autenticitet: Rethinking the Project of Modernity, London og New York, Routledge, 1998. ISBN 041513062X
• Golomb, Jacob. På jagt efter autenticitet fra Kierkegaard til Camus. Problems of Modern European Thought. London: Routledge, 1995. ISBN 0415119464
• Moore, Thomas. Original Self Living with Paradox and Authenticity. New York: HarperCollins, 2000. ISBN 0060195428
• Nehamas, Alexander. Virtues of Authenticity Essays on Plato and Socrates. Princeton, N.J.: Princeton University Press, 1999. ISBN 0691001774
• Taylor, Charles. The Ethics of Authenticity. Cambridge, Mass: Harvard University Press, 1992. ISBN 0674268636
• Trilling, Lionel. Oprigtighed og autenticitet. Cambridge, Mass: Harvard University Press, 1972. ISBN 0674808606
• Zimmerman, Michael E. Eclipse of the Self The Development of Heidegger’s Concept of Authenticity. Athens, Ohio: Ohio University Press, 1981. ISBN 0821405705

• For en nutidig læser, der også dækker samfundsvidenskaberne, se: Philip Vannini og J.Patrick Williams (red.), Authenticity in Culture, Self and Society, Farnham, Ashgate, 2009. ISBN 0754675165

Alle links er hentet den 6. december 2016.

• Martin Heideggers vision om at blive mere autentisk
• Becoming More Authentic: The Positive Side of Existentialism

Generelle filosofi-kilder

• Stanford Encyclopedia of Philosophy.
• The Internet Encyclopedia of Philosophy.
• Paideia Project Online.
• Project Gutenberg.