B. F. Skinner, den dominerende adfærdspsykolog i det 20. århundrede, bidrog i løbet af sin karriere med mange indsigter til forståelsen af dyrs og menneskers adfærd. Men ét “eksperiment”, der tilskrives ham, er blandt de mest kontroversielle af alle hans værker. Det involverede hans anden datter Deborah, som han blev beskyldt for at have brugt til et af sine psykologiske eksperimenter. I løbet af Skinners liv blev han rutinemæssigt anklaget for denne hændelse og gjorde mange forsøg på at få rettet op på tingene. Her er den virkelige historie.
Skinner begyndte sin karriere i 1930’erne og er bedst kendt for det operante kammer, mere almindeligt omtalt som “Skinner-boxen”. Det var et lille laboratorieapparat, der blev brugt til at udføre og registrere resultaterne af operant-konditioneringsforsøg med dyr. Disse eksperimenter krævede typisk, at et dyr skulle manipulere et objekt som f.eks. en håndtag for at opnå en belønning.
Da Skinners anden datter, Deborah, blev født i 1944, konstruerede Skinner (som dengang boede i Minnesota) en alternativ type vuggestue til hende, der var noget i retning af en stor udgave af en kuvøse på et hospital. Det var en høj kasse med en dør i bunden og et glasvindue foran. Dette “babytilbud”, som Skinner kaldte det, gav Deborah et sted at sove og holde sig behageligt varm i de strenge vintre i Minnesota uden at skulle være indhyllet i mange lag tøj og tæpper. Deborah sov i sin nye krybbe, indtil hun var to og et halvt år gammel, og efter alt at dømme voksede hun op som et lykkeligt, sundt og velfungerende barn.
Skinner opfandt babytenderen ikke som et eksperiment i et laboratorium, men som en arbejdsbesparende anordning. Fordi den var udstyret med filtreret og befugtet luft, gjorde den det muligt for Deborah at have mindre risiko for luftbårne infektioner. De lydisolerede vægge sørgede for en roligere søvn, og den varme luft, der hele tiden cirkulerede gennem krybben, gjorde det muligt for barnet kun at have ble på i sengen. Der var også en skygge, der kunne trækkes for at holde lyset ude af krybben, mens barnet sov.
Skinner hævdede, at hans opfindelse blev brugt på samme måde, som en traditionel krybbe ville blive brugt.
Deborah blev taget ud af krybben i korte perioder i løbet af dagen, så hun kunne spise og interagere med sin storesøster, Julie, og sine forældre. Venner og nabobørn, der besøgte huset, kunne se det lille barn i sin lukkede krybbe, samtidig med at hun blev holdt i et bakteriefrit miljø.
Problemerne begyndte i oktober 1945, da Skinner indsendte en artikel om babytenderen til det populære magasin Ladies Home Journal. Artiklen indeholdt et billede af Deborah i en bærbar (og derfor mindre) udgave af kassen, med hænderne presset mod glasset, og overskriften lød: “Baby i en æske”. Folk, der ikke læste artiklen omhyggeligt, eller som blot kastede et blik på billedet eller hørte om artiklen fra en anden, havde en tendens til at forveksle babytenderen med en Skinner-boks, selv om artiklen klart forklarede, at babytenderen var noget helt andet.
Nuanceret set var der mange, der drog den konklusion, at Skinner opdragede sin datter i en trang boks udstyret med klokker og madbakker. Det blev af mange set som endnu et af Skinners psykologiske eksperimenter, der målte forstærkning af belønning og straf. Forargede læsere af bladet skrev breve, der protesterede mod en sådan opførsel, og det startede en jordskreds af rygter, som Skinner aldrig helt var i stand til at få til at hvile i løbet af sit liv.
Igennem årene forsvandt detaljerne om Skinners babytender, der uden held blev markedsført under navnet “Aircrib”, en smule. Men i midten af 1960’erne, omkring det tidspunkt, hvor Deborah blev 21 år, dukkede rygtet op igen, denne gang om, at Deborah var blevet psykotisk og var ved at sagsøge sin far. Nogle rapporter sagde, at hun havde begået selvmord.
Sandheden i denne historie er, at Deborah Skinner (nu Deborah Skinner Buzan) voksede op med et meget normalt liv og forblev tæt knyttet til sin far, mens han var i live. Hun har boet og arbejdet i London som kunstner siden midten af 1970’erne. Hun er ikke psykologisk mærket som følge af sin brug af babytenderen. Hun hævder, at de fleste af kritikpunkterne af kassen kommer fra folk, der ikke forstår, hvad det var.
når de når deres målvægt. Således er hver indbetaling af penge en positiv forstærker til at fortsætte adfærden.
Systematisk de-sensibilisering Operant-konditioneringsteknikker er også i brug for at hjælpe personer med betydelig frygt og angst med at lære at leve mere effektivt. En proces, der kaldes systematisk desensibilisering, bruges til at overvinde den frygt eller angst, der er forbundet med en bestemt stimulus. Præmissen bag systematisk desensibilisering er, at hvis en frygt er indlært eller konditioneret, kan den derefter aflæres ved hjælp af udslettelse eller ved ikke at forstærke adfærden. Den person, der gennemgår denne behandling, bliver bedt om enten at forestille sig den angstfremkaldende situation eller konfrontere den virkelige situation gradvist, mens der gives positiv forstærkning for at hjælpe med at etablere en opfattelse af kontrol over stimulus. Lejlighedsvis ledsages brugen af systematisk desensibilisering af afslapningstræning, når de angstfremkaldende stimuli er til stede. Det er med til at øge sandsynligheden for en afslappet reaktion på den frygtede stimulus. Denne adfærdsmodifikationsbehandling har haft stor succes med at slukke den stimulus, der udløser frygten eller angsten.
Andre anvendelser Adfærdsmodifikationsteknikker anvendes også til at hjælpe mennesker med en lang række adfærdsproblemer i hverdagen, herunder bl.a. med vanedannende adfærd, aggression, opmærksomhedsforstyrrelser, teenagerkriminalitet og indlæringsvanskeligheder. Disse metoder er blevet anvendt med succes i skolesystemer, fængsler, psykiatriske institutioner, på arbejdspladsen og i mange andre miljøer. Adfærdsmodifikation er blevet så populær, fordi den har vist sig at være yderst effektiv i forskellige situationer, og fordi den giver den person, der bruger teknikkerne, mulighed for at ændre uønsket adfærd. Selv om Skinner ville tilskrive adfærdsændringer til miljømæssige forstærkninger i ens liv, som en person kun har begrænset kontrol over, indgyder moderne tilpasninger af adfærdsmodifikation opfattelsen af kontrol hos den person, der forsøger at foretage adfærdsændringen.