Iván Zamorano var en af de bedste sydamerikanske angribere i historien. For ham var det altid let at score mål, hvad enten det var med fødderne eller hovedet, og derfor blev han et idol overalt, hvor han kom. Chileneren afsluttede sin lange europæiske karriere med et skifte til Milano. I Inter fik “Bam Bam” med mål, karisma og en afgørende titel en fast plads i Inters hjerter. Faktisk blev det mærkelige kælenavn givet af journalisten Juan Spinosa Cataldo i et forsøg på at give angriberens navn en mere klangfuld klang. Zamorano blev spurgt, før han fik sit øgenavn, og han godkendte straks det øgenavn, som skulle følge ham gennem hele hans karriere. Zamorano blev født ind i en meget fattig familie og mistede alligevel sin far som 13-årig, hvilket gjorde hans rejse endnu vanskeligere. Men selv efter sin store mentors død forsvandt hans drøm om at blive fodboldspiller aldrig. Mens han stadig var barn, begyndte han at spille i Benito Juárez, hvor han tog sine første skridt som forsvarsspiller, men begyndte snart at udmærke sig ved sit målmandsinstinkt og blev angriber.
I en alder af 16 år fik Cobresal, en klub fra en minelejr i Atacama-ørkenen, kontrakt med spilleren, som skulle spille for 10 dollars om måneden. Enkelheden betød, at angriberen med sin første løn kunne købe Ellus-jeans på kredit – en drøm, som han længe havde drømt om. Men Zamorano viste tegn på, at han ville blive en stjerne, da han blev udlånt til Cobreandino, hvor han spillede i den chilenske anden division og scorede 27 mål i 29 kampe, hvilket var afgørende for holdets titel. Angriberen vendte tilbage til et styrket Cobresal og var med til at skabe den største succes i klubbens historie, nemlig den chilenske pokal i 1987. “Bam Bam” scorede 13 mål i 15 kampe, og i finalen mod Colo-Colo scorede han det første mål i en 2-0 sejr.
Et år efter titlen kom Bologna efter ham, men chileneren spillede aldrig for det italienske hold. Han var til prøvetræning i Emilia-Romagna sammen med sin landsmand Hugo Rubio, men Gigi Maifredis hold foretrak at satse på den mere erfarne angriber, som ikke har haft succes i sin tid i Italien. Zamorano blev til sidst overført til St Gallen. I Schweiz scorede han på to år 37 mål og formåede at tage endnu et skridt fremad i sin karriere. Chilenske Vicente Cantatore, der var træner for Sevilla, bad om at få sin landsmand på kontrakt. Klubben fortryder ikke købet, da Zamorano scorede 21 gange i 59 kampe for rojiblancos og efter to sæsoner endte han med at blive solgt til Real Madrid for mere end 5 millioner dollars – på det tidspunkt en meget høj værdi.
Om overførslen er der en meget mærkelig historie. Familien var samlet til Iváns søsters borgerlige bryllup, og telefonen i huset ringede. Angriberen svarede, og i den anden ende af linjen var hans repræsentant med nyheden: “Du er nu en Real Madrid-spiller”. Fra da af holdt gaverne op med at være til det nye par og, ja, til det nye madridista-våben.
Zamorano havde stor harmoni med Djorkaeff (File/Inter)
“Bam Bam” blev en verdensstjerne og vandt titler i den blanca-trøje. Chileneren startede med at vinde Copa del Rey 1992-93. I starten af den følgende sæson vandt han Supercopa over rivalerne fra Barcelona, og Zamorano scorede to mål, som bidrog til den samlede sejr på 4-2. Trods den gode start var året ikke godt, og Real Madrid vandt ikke endnu en pokal. Men den sæson, der står tilbage i chilenerens merengue-historie, var 1994-95. Zamorano førte Real Madrid til ligatitlen med 28 mål. Mod Barcelona på Santiago Bernabéu scorede “Bam Bam” tre gange og var også med til at score de to andre mål i den 5-0 sejr for de madridista. Ved afslutningen af turneringen modtog nummer ni prisen som Ligaens bedste udenlandske spiller og vandt også Pichichichi-trofæet, som gives til mesterskabets topscorer.
Efter endnu et år i Madrid kom Zamorano til Italien. Vant til altid at nette mange gange, på den blå og sorte side af Milano, var det ikke sådan. Men med sit særegne løb og sine mål i vigtige øjeblikke gjorde chileneren Massimo Moratti stolt over den investering, der blev foretaget. I sit første år var den nyindkøbte spiller dog en af hovedpersonerne i en stor nerazzurri-skuffelse. Takket være Maurizio Ganz’ mål nåede Inter frem til finalen i Uefa Cup’en, hvor de mødte Schalke 04. I den anden kamp scorede Zamorano til 1-0, hvilket sikrede, at titlen blev afgjort ved straffesparkskonkurrence. Chileneren var den første til at tage den for Inter og missede. Fejlen var afgørende for tyskernes sejr.
Et år efter ankomsten af “Bam Bam” skrev Inter kontrakt med en anden berømt centerforward fra spansk fodbold, nemlig den sydamerikanske Ronaldo, som også spillede for Barcelona. I den sydamerikanske duo’s første år i angrebet opnåede chileneren sin eneste titel i Italien med en forløsning. Uefa Cup’en 1997-98 blev spillet med Ronaldo i fokus, men i finalen mod Lazio scorede Zamorano et af sine to mål i konkurrencen. Duellen mellem italienerne endte med en 3-0 sejr til Inter, hvor brasilianeren og Zanetti også scorede.
Den følgende sæson hyrede Inter den italienske stjerne Roberto Baggio, så Ronaldo, som på det tidspunkt bar trøje nummer ti, gav nummeret videre til den nye nerazzurro-stjerne. Og i begyndelsen af kampene var det brasilianeren, der fandt på tallet ni, som normalt blev trykt på bagsiden af chileneren, der brugte det usædvanlige 1+8. Der var derfor mange spekulationer om, at der var krise mellem de sydamerikanske midtstoppere, men i et nyligt interview forklarede Zamorano sagen endnu en gang. “Ronaldo var gået glip af VM i 1998, og han var en meget god ven af mig, så da Baggio kom til, valgte jeg at give nieren til ham som en gestus af hengivenhed.”
Den 18/1+8 løsning fungerede godt, da trøjen solgte meget godt, og ifølge “Bam Bam” har ingen anden trøje i italiensk fodbold formået at overgå dens salg. Desuden var sæsonen 1998-99 den sæson, hvor Zamorano scorede flest mål for Inter: 14 i alt. I løbet af sin tid i Italien oplevede angriberen sine bedste øjeblikke med det chilenske landshold. Sammen med Marcelo Salas, der også spillede for Belpaese, Lazio og Juventus, dannede han det formidable Za-Sa angreb, der efter 18 års fravær fra slutrunderne førte Chile til slutrunden ved FIFA World Cup? i 1998, hvor de tabte til Brasilien i ottendedelsfinalen. Zamoranos sidste store nummer var ved OL i 2000, hvor han med seks mål blev topscorer og førte La Roja til bronzemedaljen.
Med et kuriøst nummer markerede Zamorano sin tid i Inter med mål, karisma og løb (imago/Alternate)
Efter det store år, mellem 1999 og 2001, var angriberens præstationer faldende, hvilket fik ham til at vælge at forlade klubben. Så efter 14 år med mange mål i Europa tog han til América de México, hvor han på to år scorede 36 mål, heraf ni i den utrolige mexicanske titel i 2002. Águilas kvalificerede sig som nummer otte til knockoutfasen og slog derfra bedre placerede modstandere ud for at vinde den niende titel i turneringen. Et år senere opfyldte Zamorano en af sin fars drømme og valgte at spille for Colo-Colo, farens og sønnens hjerteklub, og det endda uden at modtage løn.
For Chiles største mester gjorde “Bam Bam” det ikke særlig godt. Han scorede otte gange i 14 kampe og sluttede sin tid hos Cacique på grund af et disciplinært problem. I finalen i Apertura 2003 overfaldt Zamorano dommeren i kampen mod Cobreloa, efter at han havde dømt et mål klart offside. Colo-Colo tabte kampen, og angriberen, der var blevet suspenderet i 16 kampe, valgte at afslutte sin strålende karriere. Til dato er Zamorano med 327 officielle mål den anden chilener med flest mål i verdens fodboldhistorien, kun overgået af Osvaldo Castro.
Efter afslutningen af sin karriere er Zamorano fortsat tæt forbundet med fodbold, og ved VM i 2014 kom han til Brasilien for at optræde som kommentator på ESPN Brazil. I sit hjemland er den tidligere spiller desuden meget aktiv i sociale sager og er en af de vigtigste ambassadører for det chilenske Teletón.
Iván Zamorano
Født: 18. januar 1967 i Santiago, Chile
Position: angriber
Klubber: Cobresal (1983-88), Cobreandino (1985-86), St. Gallen (1988-90), Sevilla (1990-92), Real Madrid (1992-96), Internazionale (1996-01), América de México (2001-02) og Colo-Colo (2003).
Titler: Chile Segunda División (1985), Copa Chile (1987), Copa del Rey (1992-93), Spanish Super Cup (1993-94), Spanish League (1994-95), Uefa Cup (1997-98) og Mexicansk mesterskab (2002).
Chileansk landshold: 69 kampe og 34 mål