UDGANGSPUNKT:
Den bredere sammenhæng: Tjenersangene
Kapitel 42-53 i Esajas’ bog indeholder fire Tjenersangene. Tjeneren er Guds agent til at udføre Guds arbejde i verden.
– Den første sang (42:1-4) fortæller om Tjenerens kald til at “bringe retfærdighed til folkeslagene” (42:1).
– Denne sang, den anden sang (49:1-6), definerer yderligere Tjenerens mission. Tjeneren skal “oprejse Jakobs stammer og genoprette Israels bevarede” (49:6a). Desuden siger Gud: “Jeg vil også give dig til et lys for folkene, for at du skal være min frelse til jordens ende” (49:6b).
– Den tredje sang (50:4-9) bruger ikke ordet “tjener”, men beskriver ikke desto mindre Tjenerens arbejde og ihærdige tro. Gud har givet Tjeneren en tunge til at undervise og opmuntre folket (50:4). Gud har givet tjeneren et øre til at høre Gud og til at høre folket (50:5). Selv om Tjeneren oplever voldsom modstand, “vil Herren Jahve hjælpe mig” (50:7, 9), så Tjeneren sætter sit ansigt som flint (50:7) og er fuldt ud overbevist om, at han vil sejre over sine modstandere (50:8-9).
– Den fjerde sang (52:13-53:12) – den lidende Tjeners sang – fortæller om en Tjener, der lider på folkets vegne for at forløse dem fra deres synder og deres lidelser. Denne Tjener “blev gennemboret for vore overtrædelser”, og “ved hans sår er vi helbredt” (53:5). “Han blev undertrykt, men da han blev trængt, åbnede han ikke sin mund, da han var trængt. Som et lam, der føres til slagtning …, åbnede han ikke sin mund” (53,7). “De lagde hans grav sammen med de ugudelige” (53,9), men “Min retfærdige tjener skal retfærdiggøre mange ved at kende sig selv, og han skal bære deres misgerninger” (53,11).”
I Esajas’ bog synes ordet tjener “ikke sjældent at være afledt af hofstilen, hvor kongens embedsmand var kendt som hans tjener” (Muilenburg, 464). En sådan embedsmand ville udøve betydelig magt på kongens vegne. På samme måde vil tjeneren udøve betydelig magt over for Jahves autoritet.
Den identitet, som tjeneren, der nogle steder synes at være en enkeltperson og andre steder en gruppe, har været genstand for videnskabelig debat – med ringe enighed. Jødiske folk har en tendens til at tænke på, at tjeneren er Israel, og der er en række henvisninger i denne bog til Jahves tjener som Israel (41:8; 49:3), Moses (63:11), David (37:35), Jakob (44:1, 21; 45:4; 48:20; 49:5) og Jakobs efterkommere (65:9).
Det er dog muligt, at profeten har en enkeltperson i tankerne – såsom Ezekias, som nævnes positivt i kapitel 36-39, eller Kyros, som Jahve valgte til at befri Israel fra trældom (44:28; 45:1, 13) (se Blenkinsopp, 210, 212; Watts, 660).
Kapitel 54 og 55 fortsætter med at uddybe Tjenerens arbejde. De opfordrer folket til at glæde sig, fordi “Israels Hellige er jeres Genløser” (54:5). De lover, at Guds “kærlige godhed ikke skal vige fra jer” (54:10). De inviterer dem, der tørster: “Ja, kom, kom og køb vin og mælk uden penge og uden pris” (55,1). De råder: “Søg Jahve, mens han kan findes” (55:6). De lover: “Thi I skal gå ud med glæde og føres ud med fred” (55:12).
DET NÆRMESTE KONTEKST:
“49:1-6 er et vigtigt vendepunkt…. Indtil videre har adressaten været Jakob-Israel. Fremover vil det være Jerusalem-Zion. Indtil nu har Jahves løfte således handlet om Babylons fald og afslutningen på judæernes tvungne ophold der. Fremover vil det vedrøre genoprettelsen af den by, som stort set ingen af de landflygtige nogensinde har set” (Goldingay, 280).” (Goldingay, 280).
Disse vers fokuserer på tjenerens kald og mission. Derefter følger Jahves løfte om at bringe sine børn hjem (49:8-50:3).
ISAIAH 49:1-4. JAHVEH HAR KALDET MIG FRA KVINDERNE
1Hør mig, øer, lyt til mig, og lyt, I folkeslag, fra det fjerne:
Jahva har kaldt mig fra moderlivet,
fra min moders indre har han omtalt mit navn:
2og han har gjort min mund som et skarpt sværd; i skyggen af sin hånd har han
skjult mig, og han har gjort mig til et poleret skaft, i sit kogger har han holdt mig tæt:
3og han sagde til mig: “Du er min tjener, Israel, i hvem jeg vil forherliges.”
4Men jeg sagde: “Jeg har arbejdet forgæves, jeg har brugt mine kræfter til ingenting og forfængelighed;
men sandelig er den retfærdighed (hebraisk: mispat), der tilkommer mig, hos Herren, og min
belønning hos min Gud.”
“Hør på mig, øer, og hør på mig, I folkeslag, fra det fjerne” (v. 1a). Det første spørgsmål drejer sig om identiteten af den, der taler. Versene 1b-3 gør det klart, at det er tjeneren. Men som nævnt ovenfor har tjeneren mange identiteter. Hvem er denne tjener? Det kan vi ikke afgøre med præcision, men se nedenfor om vers 3.
Den traditionelle fortolkning af “øer” er hedninger – “Jerusalems umiddelbare naboer, som vil blive mest berørt af YHWH’s beslutning om at genoprette byen” (Watts, 660). Efter at have set, at deres afguder er magtesløse (41:21-29), er de åbne for at modtage Yahwehs tora. De vil tage imod Jahves undervisning. Brueggemann siger imidlertid, at “øerne” også kunne henvise til den jødiske diaspora – jøder, der lever uden for Israel (Brueggemann, WBC, 43).
Disse to sætninger, “lyt, øer, til mig” og “lyt, I folkeslag, fra det fjerne”, udtrykker den samme tanke med forskellige ord. Denne form for parallelstruktur er almindelig i hebraisk poesi. Kommentarer kalder ofte denne form for parallelstruktur for “apposition”. Det er let at huske, hvad det betyder, for APosition er det modsatte af OPosition. APosition styrker eller forstærker ved gentagelse. OPosition ville modsætte den oprindelige tanke med en modsatrettet tanke.
“Jahve har kaldt mig fra livmoderen; fra min moders indre har han nævnt mit navn” (v. 1b). Disse to sætninger er endnu et eksempel på apposition i hebraisk digtning (se bemærkningerne til v. 1a).
Det er på Jahves initiativ, at tjeneren tjener. Tjeneren vidste sikkert intet om kaldet, da han stadig var i livmoderen, men han forstår nu, at hans kald er en del af Jahves plan fra begyndelsen af hans liv.
“og han har gjort min mund som et skarpt sværd; i skyggen af sin hånd har han skjult mig, og han har gjort mig til et poleret skaft, i sit kogger har han holdt mig tæt” (v. 2). Disse to sætninger er endnu et eksempel på apposition i hebraisk poesi (se bemærkningerne til v. 1a).
Det er tjenerens mund – hans ord – hans stemme – som Jahweh vil bruge til sine formål. Det første kapitel i 1. Mosebog afslørede, at Guds ord har stor magt. “Gud sagde: “Der skal være lys!”, og der blev lys” (1. Mosebog 1:3). “Gud sagde: ‘Vandet under himlen skal samles på ét sted, og det tørre land skal komme til syne’. Og sådan skete det” (1. Mosebog 1:9). Nu vælger Jahve at tale gennem en tjeners stemme, og kraften i Guds ord mindskes ikke af denne proces. Gud gør profetens mund “som et skarpt sværd” og gør profeten til “et slebet skaft” (nogle oversættelser siger “slebet pil”) – våben, der er i stand til at udøve dødbringende kraft. Det er Guds hensigt at bruge profeten til at frelse i stedet for at ødelægge. Imidlertid advarer profetiske stemmer ofte om de dødelige konsekvenser af ulydighed (kapitel 57-59), samtidig med at de taler gode nyheder (kapitel 60-64).
“et poleret skaft” (v. 2). Ufuldkommenheder i en pil ville reducere dens flyvehastighed og ville endda påvirke dens kurs. En poleret pil ville flyve hurtigt og rigtigt. Tjeneren er “en poleret pil” i den forstand, at Jahve har forberedt ham til at overbringe Jahves ord effektivt og virkningsfuldt.
“Kontrasten mellem sværdet til nærkamp og pilen til fjernangreb indebærer, at tjeneren er udstyret til enhver kamp.” (Motyer, 309).
“i sit kogger har han holdt mig tæt på” (v. 2). De, der har våben, svinger dem ikke altid. Jahve har kaldt tjeneren og udstyret ham med magt, men han beholder ham “i sin kogger” – klar til brug efter behov.
“og han sagde til mig: “Du er min tjener, Israel, i hvem jeg vil blive herliggjort” (v. 3). Som nævnt ovenfor i “Konteksten” identificeres tjeneren ofte som Israel i denne bog. Imidlertid:
– “Det er vigtigt at erkende den eskatologiske dimension i denne metafor. Tjeneren er både et trofast individ og et lydigt fællesskab i den æra, hvor Guds plan begynder at udfolde sig blandt dem, der identificerer sig fuldstændigt med Guds vilje.” (Hanson, 128) (Hanson, 128).
– Oswalt mener, at tjeneren er et individ, og siger: “Israel bruges ikke så meget som et navn, som det er en parallelbetegnelse til tjener. Det er, som om Herren havde sagt: ‘Du er mit Israel, i hvem jeg vil blive herliggjort’. Det er således Israels funktion og ikke dets identitet, der understreges. Denne Tjener kommer til at fungere som Israel.” Han siger derefter, at dette udelukker profeten som tjener i dette tilfælde, for “Ingen profet har nogensinde tænkt på sig selv som det ideelle Israel (Oswalt, 291).”
– Blenkinsopp forstår tjeneren som “et unavngivet individ” (Blenkinsopp, 299).”
– Young siger, at konteksten, som skildrer tjenerens individualistiske karakter og Israels syndige karakter, viser, at tjeneren ikke kan være nationen Israel. Han forstår Israel som “en betegnelse for Guds sande folk, hele legemet af de genløste som medlemmer under hovedet, Messias” (Young 270).
– Brueggemann bemærker, at tjeneren identificeres som Israel (v. 3), men at tjeneren har en mission til Israel (v. 6). Han siger derefter: “Det kan være, at digtet bevidst undgår en specifik identitet og dermed tillader os stor frihed i vores hørelse. Det er karakteristisk, at kirken udnytter sin fortolkningsfrihed i lytningen for i digtet at høre tjeneren Jesus” (Brueggemann, Texts for Preaching, 101).”
“Men jeg sagde: ‘Jeg har arbejdet forgæves, jeg har brugt mine kræfter til ingenting og forfængelighed'”. (v. 4a). Dette vers taler imod, at der er tale om en kaldshistorie, som ville pege på fremtidigt snarere end fortidigt arbejde. Denne tjener har arbejdet for Gud, men har oplevet frustration snarere end triumf. Men tjeneren har nærmet sig sin opgave nænsomt snarere end aggressivt (42:2-3), og frugterne af hans arbejde har ikke været umiddelbart synlige. Det kan enhver Guds tjener forholde sig til. Vi prædiker og underviser og rådgiver og beder, men det virker ofte, som om der ikke sker noget.
“men sandelig, den retfærdighed, der tilkommer mig (mispat), er hos Jahve, og min løn hos min Gud” (v. 4b). Det afgørende ord i dette vers er “dog”. “JEN, men den retfærdighed, der tilkommer mig, er hos Jahve”. Tjeneren har allieret sig med Jahve, og han lever forventningsfuldt og venter på en guddommelig belønning, selv om hans tidligere erfaringer har været skuffende. “Troen er en forsikring om det, man håber på, et bevis på det, man ikke har set” (Hebræerne 11:1). Denne tjener vandrer i tro.
Det hebraiske ord mispat bliver normalt oversat med “retfærdighed” eller “dom”. Hvis tjeneren tænker på mispat som “retfærdighed”, vil det betyde, at han endnu ikke har oplevet retfærdighed, men at han ikke er i tvivl om, at Jahve vil rette op på denne uretfærdighed – vil skabe mispat – vil gøre uretfærdige ting rigtige – vil belønne trofast tjeneste – vil gøre tjenestens tjeneste frugtbar. Hvis tjeneren tænker på mispat som “dom”, vil det betyde, at tjenerens dom er i Jahves hænder – og at han forventer, at Jahve vil dømme ham nådigt.
ISAJA 49:5-6. Jeg vil også give dig til et lys for folkeslagene
5Nu siger Herren, som dannede mig fra moderlivet til at være hans tjener for at bringe Jakob tilbage til ham og samle Israel til ham (for jeg er ærefuld (hebraisk: kabod) i Herrens øjne, og min Gud er blevet min styrke); 6ja, han siger: “Det er for let, at du skal være min tjener for at rejse Jakobs stammer og genoprette Israels bevarede: Jeg vil også give dig til et lys for folkene (hebraisk-goyim), for at du skal være min frelse til jordens ende.”
“Og det siger Herren, som dannede mig i moderlivet til at være sin tjener, for at Jakob skal vende tilbage til ham, og Israel skal samles til ham” (v. 5a). Disse to sætninger (“at bringe Jakob tilbage til ham” og “at Israel samles til ham” er endnu et eksempel på apposition i hebraisk digtning (se bemærkningerne til v. 1a)
Nu opsummerer tjeneren den mission, som Jahve havde planlagt for ham fra før hans fødsel. Ordene “Jakob” og “Israel” er her synonyme. Jakob var det navn, som Isak og Rebekka gav deres yngste søn (1. Mosebog 25:26), men Jahve gav ham senere et nyt navn, nemlig Israel (1. Mosebog 32:28). Israel blev derefter navnet på den nation, der voksede ud af Jakob/Israels efterkommere.
Tjenestens opgave er altså at bringe nationen Israel, Guds folk, tilbage til Gud. Nogle har fortolket dette vers således, at tjenerens opgave er at bringe Israel tilbage til Jerusalem fra Babylonien, men “Israels virkelige problem var ikke fangenskabet i Babylon; det var fremmedgørelsen fra Gud” (Oswalt, 293).”
“thi jeg er ærefuld (kabod) i Jahves øjne, og min Gud er blevet min styrke” (v. 5b). Disse to sætninger er endnu et eksempel på apposition i hebraisk poesi (se bemærkningerne til v. 1a).
Kabod er et ord, der mere almindeligt oversættes med “ære” (KJV oversætter denne sætning således: “endnu skal jeg være herlig i Herrens øjne”). Tjeneren anerkender her den ære, som han føler ved at være udvalgt af Jahve til denne mission (at bringe Israel, Guds folk, tilbage til Gud). Jahve har forherliget tjeneren ved at vælge ham til en så stor opgave, og han er sikker på, at Jahve vil give ham styrke til at udføre opgaven.
“ja, siger han: ‘Det er for let, at du skal være min tjener til at rejse Jakobs stammer og genoprette Israels bevarede'” (v. 6a). Disse to sætninger (“at rejse Jakobs stammer” og “at genoprette de bevarede i Israel”) er endnu et eksempel på en apposition i hebraisk digtning (se bemærkningerne til v. 1a).
Men Jahve siger, at denne store mission (at bringe Israel, Guds folk, tilbage til Gud) slet ikke er så stor – eller i hvert fald ikke nær så stor som den større mission, som Jahve har i tankerne for tjeneren.
“Jeg vil også give dig til et lys for folkene (gojim), for at du kan være min frelse til jordens ende” (v. 6b). Disse to sætninger er endnu et eksempel på apposition i hebraisk poesi (se bemærkningerne til v. 1a).
Jahweh har udpeget tjeneren til at være frelsens agent, ikke kun for Israel, men også for goyim – nationerne – hedningerne – resten af jordens folkeslag (11:10-11; 12:4; 42:6; 43:6-7; 55:4-5; 60:3; se også Mattæus 24:14; 28:19; Lukas 24:47; ApG 10; 13:47; Åbenbaringen 14:6-7).
ISAJA 49:7. JAHVEH, SOM ER TROfast, HAR UDVALGT DIG
7Sådan siger HERREN, Israels Genløser og hans Hellige, til den, som menneskene foragter, til den, som folket afskyr, til en herskeres tjener: “Konger skal se og rejse sig, fyrster skal tilbede, og de skal tilbede, på grund af Herren, som er trofast, Israels Hellige, som har udvalgt dig.”
“Således siger Herren, Israels Genløser og hans Hellige, til den, som menneskene foragter, til den, som folkene afskyr, til en herskeres tjener” (v. 7a). Her har vi tre store navne for Jahve og tre ydmyge navne for den tjener, som Jahve henvender sig til.
“Til ham, som menneskene foragter, til ham, som folkene afskyr, til en herskernes tjener” beskriver også nationen Israel. Det er en lille nation, der ofte er domineret af Egypten eller Assyrien eller Babylonien (og senere af Rom). Ingen egypter eller assyrer eller babylonier eller romer ville stræbe efter at blive israelit.
Men denne ydmyge tilstand er ikke den måde, historien vil ende på. Læs videre!
“Konger skal se og rejse sig, fyrster, og de skal tilbede” (v. 7b). Jahve lover den totale retfærdiggørelse af tjeneren (og Israel – og i forlængelse heraf til alle, som han har kaldet). De er blevet opfattet som ydmyge, men Gud vil åbenbare deres sande herlighed. Selv konger og fyrster – folk, som tænker på sig selv i glorværdige vendinger, og som er vant til at modtage snarere end at give hyldest – vil rejse sig op for at vise ære, når Guds tjener træder ind i rummet. De vil kaste sig ned for Guds tjener.
“på grund af Herren, som er trofast, Jahve, Israels Hellige, som har udvalgt dig” (v. 7c). Tjenerens forvandling fra ydmyghed til herlighed vil finde sted, fordi Jahve er trofast. Den, der har udstedt kaldet til et helligt kald, er selv hellig og vil ikke lade uretfærdighed bestå for evigt. Jahve har magten til at rette op på uretfærdigheder, og Jahves hellighed sikrer, at han vil gøre det.”
DET er citater fra World English Bible (WEB), en offentlig domæne (ingen ophavsret) moderne engelsk oversættelse af den hellige Bibel. Den engelske verdensbibel er baseret på den amerikanske standardversion (ASV) af Bibelen, Biblia Hebraica Stutgartensa Old Testament og den græske Majority Text New Testament. ASV, som også er offentligt tilgængelig på grund af udløbne ophavsrettigheder, var en meget god oversættelse, men indeholdt mange arkaiske ord (hast, shineth osv.), som WEB har opdateret.
BIBLIOGRAFI:
Bartelt, Andrew H., i Van Harn, Roger (red.), The Lectionary Commentary: Theological Exegesis for Sunday’s Text. The First Readings: The Old Testament and Acts (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Co., 2001)
Blenkinsopp, Joseph, The Anchor Bible: Isaiah 40-55, Vol. 19A (New York: Doubleday, 2002)
Brueggemann, Walter, Westminster Bible Companion: Isaiah 40-66 (Louisville: Westminster John Knox Press, 1998)
Brueggemann, Walter; Cousar, Charles B.; Gaventa, Beverly R.; og Newsome, James D., Texts for Preaching: A Lectionary Commentary Based on the NRSV-Year A (Louisville: Westminster John Knox Press, 1995)
Goldingay, John, New International Biblical Commentary: Isaiah (Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, 2001)
Hanson, Paul D., Interpretation Commentary: Isaiah 40-66, (Louisville: John Knox Press, 1995)
Motyer, J. Alec, Tyndale Old Testament Commentaries: Isaiah, Vol. 18 (Downers Grove, Illinois: Inter-Varsity Press, 1999)
Muilenburg, James (Introduction and Exegesis of Isaiah 40-66); og Coffin, Henry Sloane (Exposition of Isaiah 40-66), The Interpreter’s Bible: Ecclesiastes, Song of Songs, Isaiah, Jeremiah, Vol. 5 (Nashville: Abingdon Press, 1956)
Oswalt, John N., The New International Commentary on the Old Testament: The Book of Isaiah, Chapters 40-66 (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Company, 1998)
Seitz, Christopher R., The New Interpreters Bible: Isaiah, Vol. VI (Nashville: Abingdon Press, 2001)
Tucker, Gene M. i Craddock, Fred B.; Hayes, John H.; Holladay, Carl R.; Tucker, Gene M., Preaching Through the Christian Year, A (Valley Forge: Trinity Press International, 1992)