UDGANGSLISTE:
ISAJA 2:1-5.KONTEKSTEN
Kapitel 1-5 fungerer som et forord til Esajas’ bog og introducerer de vigtigste temaer i bogen.
Kapitel 1 introducerede profeten og hans virksomhed (1:1) og talte derefter udførligt om Judas ugudelighed i resten af kapitlet (1:2-31). Men i sin barmhjertighed lod Jahve en rest overleve (1:9) og vil “rense dit affald grundigt bort”, så Jerusalem kan blive kaldt “retfærdighedens by, en trofast by” (1:25-26). Han advarer: “Overtrædernes og syndernes ødelæggelse skal være samlet, og de, der forlader Jahve, skal fortæres” (1:28).
2:1 gentager indledningen fra 1:1 og holder derefter løftet om, at Jerusalem vil blive den hellige by for mange nationer (2:2-4). Profeten opfordrer Jakobs hus til at “vandre i Herrens lys” (2,5). Han taler om de mange måder, hvorpå de har været utro og har pådraget sig Jahves dom (2:6 – 4:1), men derefter giver han dem et glimt af den fremtidige herlighed, der venter dem (4:2-6).
Kapitel 5 indeholder sangen om den ufrugtbare vingård – den vingård, der kærligt var forberedt til at give druer, men som i stedet gav vilde druer (5:17). Profeten fordømmer uretfærdighed (5:8-23) og siger, at folket vil lide under en ødelæggende invasion som dom for deres synder (5:24-30).
Stemningen i disse kapitler svinger altså frem og tilbage mellem dom og håb. Det er stemningen hos en elsker (Jahve), der håbede så inderligt og blev skuffet så grusomt – men som nægter at opgive håbet og fortsætter med at love en herlig fremtid.
Mika 4:1-3 er næsten identisk med Esajas 2:2-4, hvilket får os til at spørge, om Mika har kopieret Esajas eller Esajas har kopieret Mika eller begge har kopieret en uafhængig kilde. Der findes ikke noget endegyldigt svar på dette spørgsmål, men poesiens kvalitet får os til at formode, at den er oprindelig fra Esajas.
ISAJA 2:1.HVAD ISAIAH, AMOZ’ SØN, SAV
1Dette er, hvad Esajas, Amoz’ søn, så om Juda og Jerusalem.
“Dette er, hvad Esajas, Amoz’ søn, så” (v. 1ab). Dette er en parallel til 1:1, bortset fra, at dette vers fortæller om det syn, som Esajas så, mens dette vers fortæller om det ord, som han så. Det virker mærkeligt at tale om at se frem for at høre et ord, men både synet og ordet antyder guddommelig åbenbaring.
Dette vers og 1:1 ligner hinanden så meget, at forskere har foreslået forskellige grunde til, at det bør medtages i 2:1. Nogle har foreslået, at bogen måske oprindeligt startede med kapitel to, og at kapitel et blev tilføjet senere – eller at kapitel 2-4 kunne have cirkuleret uafhængigt af hinanden i en periode (Motyer, 50) – eller at 2:1 skulle være det sidste vers i kapitel et snarere end det første vers i kapitel to, hvilket danner en inclusio med 1:1 (Goldingay, 41).
“Esajas, Amoz’ søn” (v. 1b). Vi ved kun lidt om Esajas ud over det, der er afsløret i denne bog. De fleste forskere mener, at denne Esajas skrev kapitel 1-39 af denne bog, og at en anden person eller andre personer tilføjede kapitel 40-66. Vi ved intet om Amoz, som ikke må forveksles med Amos, profeten.
“om Juda og Jerusalem”. (v. 1c). Juda og Jerusalem blev nævnt i 1:1, hvilket førte til en lang vurdering af Judas ugudelighed (1:2-20) og Jerusalems degeneration (1:21-31). “Byen Jerusalem var på Esajas’ tid en marginal og sårbar operation. Jerusalem levede og blomstrede, eller led, på de store magthaveres foranledning…. (Men) digteren forestiller sig en majestætisk fremtid for byen” (Brueggemann, Texts, 2). Denne majestætiske fremtid vil imidlertid ikke være med henblik på at forherlige Jerusalem, men med henblik på at forherlige Gud.
ISAJA 2:2.YAHWEHs HUS’ BJERG
2Det skal ske i de sidste dage, at YAHWEHs hus’ bjerg
skal grundlægges
på toppen af bjergene og hæve sig over bakkerne;
og alle folkeslag (hebraisk: go-yim’) skal strømme til det.
“Det skal ske i de sidste dage” (v. 2a). Kapitel 1 talte om Judas synd og om den dom, som dets folk kunne forvente. Men som nævnt ovenfor giver kapitel 1 også korte glimt af håb – af Jahves varige kærlighed. Denne sætning, “i de sidste dage”, peger på fremtiden, men giver ikke noget fingerpeg om, hvor langt ude i fremtiden dette kan ligge. Det, der står klart, er, at det ved Jahves nåde vil være en herlig fremtid.
Det Nye Testamente bruger udtrykkene “de sidste dage” eller “tidens ende” i en eskatologisk (tidens ende) betydning (ApG 2:17; 2 Tim 3:1; Hebr 1:2; Jakob 5:3; 1 Peter 1:5, 20; 2 Peter 3:3). Den vision, som Esajas deler i disse vers, er “en erklæring om den vished, at historien vil nå sit mål, sin kulmination. Dette mål er Guds herredømme, som vil indebære en fuldstændig forandring af de eksisterende forhold, fra nationalisme og konflikt til enhed og fred” (Tucker, Preaching, 5). Selv om opfyldelsen af visionen ikke vil være fuldstændig før det andet komme, “begyndte den delvise opfyldelse ved pinsen” (Oswalt, 117).
“at Herrens hus’ bjerg skal grundlægges på toppen af bjergene”, (v. 2b). I datidens kultur (og i Bibelen generelt) var bjerge steder, hvor mennesker mødte Gud. Moses mødte Gud på Sinaibjerget.
Templet var placeret på Zions bjerg. Udtrykket “Herrens hus” får os til at tænke på templet, og “Herrens hus’ bjerg” får os til at tænke på Zions bjerg. Zions bjerg er imidlertid ikke det højeste af alle bjerge – heller ikke i nærheden af Jerusalem. Oliebjerget, der ligger lige uden for byen, er 800 meter højt, mens Morija-bjerget, hvor templet lå, kun er 740 meter højt. Der er mindst to andre steder i Jerusalems umiddelbare nærhed, der er højere end tempelstedet – et (2526 fod – 770 meter) lige uden for Herodes’ port nord for byen og det andet (2493 fod – 760 meter) på den anden side af Hinnom-dalen syd for byen (Pfeiffer, 190. Andre atlas giver lidt andre aflæsninger, men bestrider ikke, at andre steder i nærheden er højere end tempelstedet).
Den kendsgerning, at Jahves hus vil blive etableret som det højeste af bjergene, er symbolsk for den fremtrædende status, som Jahve vil nyde “i de kommende dage”. “Selv Sinai, lovens bjerg, vil træde i baggrunden, for den nye pagt er højere end den gamle” (Young, 100).”
“og skal hæve sig over bjergene” (v. 2c). Dette gentager tanken i vers 2b med andre ord, en slags parallelisme, der er almindelig i bibelsk poesi.
“og alle folkeslagene (go-yim’) skal strømme til det” (v. 2d). Go-yim’ er ikke-jøder, der af datidens jøder blev betragtet som hedninge. Men disse go-yim’ vil strømme til Guds høje bjerg. Vi tænker på vandløb, der strømmer ned ad bjerge, men disse go-yim’ vil strømme op ad Guds bjerg.
Dette er ikke det første tegn, vi finder i skriften på, at Gud elsker hedninge såvel som jøder. Gud afsluttede den oprindelige pagt med Abram med disse ord: “og i dig skal alle jordens slægter velsignes” (1. Mosebog 12:3). Vi finder opfyldelsen af denne profeti i Jesus Kristus, som nedbrød skillevæggen mellem jøder og ikke-jøder (Efeserne 2:14). Faktisk byder Kristus folk fra alle nationer velkommen til Guds nærvær, og folk fra alle nationer tilbeder Kristus.
ISAJA 2:3.MANGE FOLKER SKAL GÅ
3Mange folk skal gå hen og sige,
“Kom, lad os gå op til Herrens bjerg,
til Jakobs Guds hus;
og han vil lære os om sine veje,
og vi vil vandre på hans stier.”
Thi fra Zion skal loven gå ud (hebraisk: to-ra(h)-lov),
og Herrens ord fra Jerusalem.”
“Mange folkeslag skal gå hen og sige: “Kom, lad os gå op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus!” (v. 3a). Dette er parallelt med vers 2, der viser, at “alle folkeslagene” strømmer op på Guds høje bjerg – de foretager deres pilgrimsrejse for at sidde ved Jahves fødder. Det understreger på ny, at Guds kærlighed omfatter hedninger såvel som jøder. Dette finder sin første opfyldelse i etableringen af kirken. Selv om jødedommen tiltrækker nogle proselytter, er de få i antal. Selv efter kirkens oprettelse i pinsen vil der ikke være nogen stor tilstrømning af ikke-jøder til kirken. Først efter Peters syn på taget (ApG 10) vil kirken åbne sine døre bredt for ikke-jøder.
“og han vil lære os om sine veje, og vi vil vandre på hans stier”. (v. 3b). Folket vil gå op til Herrens bjerg med det formål at lære Guds veje og vandre på Guds stier. Undervisning er en af synagogens primære funktioner, og det gælder også for den kristne kirke. “Han vil lære os om sine veje, og vi skal vandre på hans stier” svarer til den kristne kirkes undervisning (“lære os hans veje”) og forkyndelse (“vandre på hans stier”). Undervisningstjenesten er af instruerende karakter (selv om den har til formål at ændre liv), mens forkyndelsestjenesten indebærer, at folk formanes til at vandre på Guds veje. Undervisning er altid nyttig for både kristne og ikke-kristne, for der er mere at vide om Gud, end nogen af os nogensinde vil lære. Forkyndelse er også til evig nytte, fordi ingen af os nogensinde i dette liv vil lykkes med at vandre perfekt på Guds veje. Vi har alle brug for fortsat undervisning og formaning.
Det indebærer et valg at vandre på Guds veje. Hvis vi vælger at vandre på Guds stier, betyder det, at vi vælger ikke at vandre på konkurrerende stier. At vælge Gud indebærer, at man accepterer visse begrænsninger, men det er et livgivende valg. Jesus siger: “Gå ind ad den snævre port, for porten er bred og vejen bred, som fører til ødelæggelse, og mange er dem, der går ind ad den. Hvor smal er porten, og hvor snæver er den vej, der fører til livet! Få er de, der finder den” (Matthæus 7:13-14).
“For fra Zion skal loven (to-ra(h)-loven) gå ud, og Herrens ord skal udgå fra Jerusalem.” (v. 3c). Jahve valgte Abraham og hans efterkommere til at være den kanal, gennem hvilken “alle jordens slægter skal velsignes” (1. Mosebog 12,3). Jerusalem, som ligger på Zions bjerg, tjener som symbol på disse efterkommere – det jødiske folk – Guds udvalgte folk. Jahve gav dem sit ord, og dette ord vil stråle ud fra Jerusalem til “hele Judæa og Samaria og til de yderste egne af jorden” (ApG 1:8).
ISAJA 2:4. DE SKAL SLÅ DERES Sværd TIL PLEJESKAR
4Han skal dømme mellem folkeslagene
og træffe afgørelse om mange folkeslag;
og de skal slå deres sværd til plovjern
og deres spyd til beskæresakse.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere lære at føre krig.
“Han vil dømme mellem folkeslagene og træffe afgørelse om mange folkeslag”
(v. 4a). Når folkene strømmer til Herrens hus for at få undervisning (v. 2-3), vil Jahve tjene som dommer og voldgiftsmand for at løse deres stridigheder. Dette er ikke noget, som Jahve vil påtvinge dem, for de vil være kommet frivilligt, endda med glæde, for at lære Jahves veje og vandre på Jahves stier. Selv om der fortsat vil være spændinger mellem nationer og folkeslag, vil de se til Jahve for at få vejledning i at løse disse spændinger, vel vidende, at Jahve vil løse dem retfærdigt og nådigt.
“og de skal slå deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæresakse.” (v. 4b). Det folk, der ser til Jahve for at løse deres konflikter, vil nyde godt af en fredsdividende. De vil ikke længere have brug for sværd og spyd, så de vil være i stand til at forvandle dødsredskaber (sværd og spyd) til livsredskaber (plovjern og knive, der bruges til at beskære vinstokke).”
“Den fred, der heri beskrives, er ikke en fred, der kan opnås ved … pacifisme, eller for den sags skyld ved nogen menneskelig indsats…. Kun Gud kan skabe fred” (Young, 108).
Hold op og tag et øjeblik og forestil dig alle de ting, som ikke længere vil være nødvendige, når nationerne kommer til Herrens bjerg for at lære hans veje og vandre på hans stier. Vi vil ikke længere have brug for hære, for vi vil ikke længere have brug for at føre krig. Vi vil ikke længere have brug for maskingeværer, kampvogne, hangarskibe og flyvemaskiner. Vi vil ikke længere have brug for fængsler og arresthuse. Vi vil ikke længere have brug for låse eller nøgler eller tyverialarmer. Vi vil ikke længere skulle bekymre os om et atomarbrag eller selvmordsbombere. Vi vil kunne lade vores børn gå rundt i mørke gader uden at skulle bekymre os om røvere eller voldtægtsforbrydere. Vi vil ikke have brug for beskyttelse mod computervirus eller spam. Cyberkriminalitet vil være noget, der hører fortiden til. De fleste tjenester, der i dag udføres af advokater, vil være overflødige. Ledere og medarbejdere vil arbejde i harmoni. Fagforeninger vil være forældede. Listen fortsætter og fortsætter. Hvad kan du tilføje?
“Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke længere lære at føre krig.” (v. 4c). Da der ikke længere vil være krig, vil der heller ikke længere være behov for at lære at konstruere og bruge krigsvåben. De skoler, der er afsat til at undervise i taktik og strategi, kan vende deres indsats mod mere produktive formål. Hvis vi fører dette billede til sin logiske konklusion, kan vi antage, at der ikke længere vil være konflikter baseret på race, socioøkonomisk status eller religion. Vi kan antage, at der også vil være fred mellem individer – at skilsmisse vil høre fortiden til.
Teksten til Esajas 2:4 er indgraveret på en væg i FN’s hovedkvarter i New York, og at en stor skulptur af en smed, der slår et sværd til en plovskær, pryder FN’s område. I Washington D.C. er der en stor skulptur af en plovskærs, hvorpå der er svejset tusindvis af invaliderede våben. På etiketten står der “Guns into Plowshares” (Guns into Plowshares) (Limburg, 295). Disse menneskelige bestræbelser på at skabe fred er ganske vist prisværdige, men de er i bedste fald forsøgsvis. Den vision, der formidles i disse vers, kan ikke opfyldes uden Guds nåde.
ISAJA 2:5. KOM, OG LAD OS VÆRE I JAHVEHs lys
5Hus Jakob, kom, lad os vandre i Jahves lys.
“Jakobs hus, kom, og lad os vandre i Jahves lys” (v. 5). Det er underforstået, at Jakobs hus endnu ikke vandrer i Herrens lys. Hvis Jahve virkelig har udvalgt Jakobs hus til at være dem, i hvem “alle jordens slægter skal velsignes” (1. Mosebog 12:3), er det indlysende, at Jakobs hus må få sit hus i orden, så det kan være et eksempel – så det kan blive et lys, der kan trække folkeslagene til Jahve.
SCRIPTURE QUOTATIONS er fra World English Bible (WEB), en public domain (ingen ophavsret) moderne engelsk oversættelse af den hellige Bibel. World English Bible er baseret på den amerikanske standardversion (ASV) af Bibelen, Biblia Hebraica Stutgartensa Old Testament og den græske Majority Text New Testament. ASV, som også er offentligt tilgængelig på grund af udløbne ophavsrettigheder, var en meget god oversættelse, men indeholdt mange arkaiske ord (hast, shineth osv.), som WEB har opdateret.
BIBLIOGRAFI:
Brueggemann, Walter; Cousar, Charles B.; Gaventa, Beverly R.; og Newsome, James D., Texts for Preaching: A Lectionary Commentary Based on the NRSV – Year A (Louisville: Westminster John Knox Press, 1995)
Brueggemann, Walter, Westminster Bible Companion: Isaiah 1-39 (Louisville: Westminster John Knox Press, 1998)
Goldingay, John, New International Biblical Commentary: Isaiah (Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, 2001)
Limburg, James, i Van Harn, Roger (red.), The Lectionary Commentary: Theological Exegesis for Sunday’s Text: Theological Exegesis for Sunday’s Text. The First Readings: The Old Testament and Acts (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Co., 2001)
Motyer, J. Alec, Tyndale Old Testament Commentaries: Isaiah, Vol. 18 (Downers Grove, Illinois: Inter-Varsity Press, 1999)
Oswalt, John N., The New International Commentary on the Old Testament: The Book of Isaiah, Chapters 1-39 (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Company, 1986)
Rawlinson, G., The Pulpit Commentary: The Pulpit Commentary: Isaiah, Vol. 10 (Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, ingen dato angivet)
Rasmussen, Carl G., Zondervan NIV Atlas of the Bible (Grand Rapids: Zondervan Publishing House, 1989)
Scott, R.B.Y. (exegese); Kilpatrick, G.G.D., (redegørelse), The Interpreter’s Bible: Ecclesiastes, Song of Songs, Isaiah, Jeremiah, Vol. 5 (Nashville: Abingdon Press, 1956)
Seitz, Christopher R., Interpretation Commentary: Isaiah 1-39, (Louisville: John Knox Press, 1993)
Tucker, Gene M. i Craddock, Fred B.; Hayes, John H.; Holladay, Carl R.; Tucker, Gene M., Preaching Through the Christian Year, A (Valley Forge: Trinity Press International, 1992)
Tucker, Gene M., The New Interpreters Bible: Isaiah, Vol.VI (Nashville: Abingdon Press, 2001)