Verses 1-24
1 Johannes 3:1. Se, hvilken kærlighed Faderen har skænket os, at vi skal kaldes Guds børn:
Se det, forundres over det, og ophører aldrig med at beundre det. Er det ikke et af de største undere, som selv Gud selv nogensinde har udrettet, at vi skal kaldes Guds børn?
1 Joh 3:1. Derfor kender verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham.
Den kender ikke Faderen, hvordan skulle den da kende børnene? Den kendte ikke den ældste Broder, – den førstefødte blandt mange brødre, – og da den ikke kendte ham, hvorledes skulle den da kende os?
1 Joh 3:2. Mine elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke vist, hvad vi skal være; men vi ved, at når han kommer til syne, skal vi være ham lig; thi vi skal se ham, som han er.
Og dette syn vil være forvandlende og forvandlende. De rene i hjertet ser Gud, og de er rene, fordi de ser Gud. Der er både handling og reaktion, når Gud har renset os, skal vi se Kristus, og når vi ser Kristus, som han er, vil vores renselse være fuldstændig. Hvornår vil den dag komme? Åh, for det velsignede syn! Lad os i mellemtiden være tilfredse med at se på ham i tro og blive stadig mere og mere forberedt på det lysere syn, som endnu skal blive vort.
1 Joh 3:3. Og enhver, der har dette håb i sig, renser sig selv, ligesom han er ren.
Det ligger i dette guddommelige håb – dette håb om at blive som Kristus – at det hjælper os til dag for dag at blive mere som ham; og således renser vi os selv, som Kristus er ren.
1 Joh 3:4. Den, der begår synd, overtræder også loven; for synd er lovbrud.
Og der vil aldrig findes en bedre definition af synd end denne. Uanset hvorledes mennesker filosofisk måtte forsøge at forvanske den, vil denne enkle erklæring være bedre end enhver anden, de kan give os: “Synd er overtrædelse af loven.”
1 Joh 3:5. Og I ved, at han blev åbenbaret for at borttage vore synder, og i ham er der ingen synd.”
Hvilken vidunderlig ting det var for Kristus at bære synden, som han gjorde, og alligevel ikke have nogen plet på sig eller i sig, der stammede fra den. Man skal gå ud i verden, og man siger: “Hvordan kan vi undgå at synde, når vi skal blande os med så meget ondt?” Herren Jesus Kristus var nødt til at blande sig med det onde mere, end du nogensinde vil være nødt til at gøre, for han levede ikke blot i denne syndige verden, men hans folks overtrædelse blev faktisk lagt på ham, så han kom i meget tæt kontakt med synden: “Han blev åbenbaret for at tage vore synder bort, og i ham er der ingen synd.”
1 Joh 3:6. Den, der bliver i ham, synder ikke; den, der synder, har ikke set ham og har ikke kendt ham.”
Hvis denne erklæring vedrørte en enkelt syndshandling, kunne ingen af os nogensinde sige, at vi har set eller kendt ham, men den vedrører syndens vane, – hvis vi elsker synden og lever i synd, hvis hovedforløbet i vores liv er syndigt, så har vi “ikke set ham og har ikke kendt ham.”
1 Joh 3:7. Mine børn, lad ingen forføre jer; den, der gør retfærdighed, er retfærdig, ligesom han selv er retfærdig.”
Man skal dømme et træ efter dets frugt; bærer det god frugt, er det et godt træ, og bærer det ond frugt, er det et ondt træ. Lad jer ikke narre i den sag, for der har været nogle, som har drømt om at være retfærdige og om at være Guds børn, men som alligevel har levet i synd, som andre gør. De er blevet vildledt af sig selv; det har været en ren drøm, som de har stolet på. Praktisk gudsfrygt er absolut nødvendig for en sand kristen karakter, og et menneske er ikke retfærdigt, hvis det ikke gør det, som er retfærdigt.
1 Joh 3:8. Den, der begår synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra begyndelsen.
Siden han er blevet djævel, har han fortsat med at synde. Det var synden, der forvandlede englen til en djævel, og en synder er han altid forblevet.
1 Joh 3:8-9. Til det formål blev Guds søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre djævelens gerninger. Den, der er født af Gud, begår ikke synd;
Det vil sige, at dette ikke er hans livsbane, hans vane og hans livsform; der er synd i meget af det, han gør, men han hader den, væmmes ved den og flygter fra den.
1 Joh 3:9-11. Thi hans sæd forbliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Heri viser sig Guds børn og Djævelens børn: Den, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, og den, som ikke elsker sin broder, er heller ikke af Gud. For dette er det budskab, som I hørte fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.
Kærlighed er det væsentlige kendetegn på det sande Guds barn. “Gud er kærlighed”, og derfor må den, der er født af Gud, elske. Had, misundelse, ondskabsfuldhed, ubarmhjertighed – det er ikke de ting, der skal findes hos Guds børn; hvis de findes hos dig, er du ikke et af hans børn.
1 Joh 3:12. Ikke som Kain, der var af den onde, og som slog sin bror ihjel. Og hvorfor slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde og hans brors retfærdige.
Det var den virkelige ondskab, der lå til grund for hans store forbrydelse; det var Kains ondskab i sin karakter, der fik ham til at hade det gode, der var i Abel, og derfor dræbte han efter nogen tid sin bror, “fordi hans egne gerninger var onde og hans brors retfærdige.”
1 Joh 3:13. Undrer jer ikke, mine brødre, hvis verden hader jer.
Dette had er for gammelt til, at I kan undre jer over det. Hvis det begyndte med det første menneske, der blev født i verden, ja med Kain, så undrer I jer ikke, hvis den bruger noget af sin vrede på jer.
1 Johannes 3:14-15. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene. Den, som ikke elsker sin broder, bliver i døden. Den, som hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv, som bliver i ham.
Hvor en advarsel er dette mod den onde ånd af had, hævn og alle den slags følelser! Disse ting er ikke forenelige med besiddelsen af Guds liv. Hvor hadet bor, er der ikke noget Guds liv i sjælen. Denne ondskab må skydes ind i hjertet med den almægtige nådes pile, ellers er vi ikke fri for Djævelens herredømme. Ethvert menneske, der hader en anden, har mordets gift i sine årer. Han tager måske aldrig de dødbringende våben i hånden og ødelægger livet; men hvis han ønsker, at hans bror var ude af vejen, hvis han ville være glad, hvis et sådant menneske ikke eksisterede, er denne følelse lig med mord i Guds dom. Det er ikke det at løfte dolken eller at blande giften, der er essensen af mordets skidt, det er hadet, der tilskynder til at begå den dødelige gerning; så selv om vi aldrig begår forbrydelsen, er vi, hvis hadet er i vort hjerte, skyldige i mord i Guds øjne, og det evige liv kan ikke blive i os.
1 Joh 3:16-17. Heraf fornemmer vi Guds kærlighed, fordi han har lagt sit liv for os, og vi bør lægge vort liv for brødrene. Men den, som har denne verdens gode, og som ser sin broder i nød og lukker sin barmhjertighed for ham, hvorledes bor Guds kærlighed i ham?
Der kan den jo slet ikke være der; han har sin egen kærlighed og ikke Guds kærlighed boende i sig.
1 Joh 3:18-19. Mine små børn, lad os ikke elske i ord og ikke i tunge, men i gerning og i sandhed. Og herved ved vi, at vi er af sandheden, og vi skal forsikre vore hjerter for ham.
Du lægger mærke til, hvordan apostlen hele tiden skriver om at vide. Tag din blyant og understreg ordet “vide” i Johannes’ breve, og du vil blive overrasket over at opdage, hvor ofte han bruger det. Han er ikke en af dem, der formoder, eller forestiller sig eller forestiller sig eller har dannet sig en bestemt hypotese; men han ved, og han fortæller os, hvad han ved, for at vi også skal vide det. Kærligheden har en kundskab, som er hendes egen, – en fuld sikkerhed, som ingen kan tage fra hende.
1 Joh 3,20. For hvis vort hjerte fordømmer os, er Gud større end vort hjerte og kender alle ting.
Hvis du med din snævre viden om rigtigt og forkert, – din ufuldkomne forståelse af dine egne motiver, – hvis du finder grund til at fordømme dig selv, hvad må så din stilling være foran den altseende, hjertelæsende Guds bar? Hvad betyder den lille flakkende følelse i dit bryst, min ven, den rysten, den uro, hvad betyder den? Er det ikke et forvarsel om den store retsopgørs basun, når du skal stå foran hele jordens dommer og stå til ansvar for dig selv over for ham? Det er let at bedrage dine medmennesker, men det er umuligt at bedrage din Gud.
1 Joh 3:21. Elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, så har vi tillid til Gud.
Andre mennesker kan fordømme os, men det gør ikke noget; de kan tillægge os forkerte motiver og fremstille os forkert, men det er ikke vores sag, så længe vi har tillid til Gud.
1 Joh 3:22. Og alt, hvad vi beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som er velbehageligt for ham.
Bemærk forbindelsen mellem tillid til vores retfærdighed og magt i bønnen. Når et barn har gjort noget forkert og er klar over det, kan det ikke løbe hen til sin far og bede om tjenester, som det plejede at gøre; det føler sig bange i sin fars nærvær på grund af følelsen af sin skyld. Men hvis du og jeg ved, at vi har bestræbt os på af hele vort hjerte at elske Herren og vore medmennesker og at handle retfærdigt i alle ting, har vi en frelst tillid, som gør os i stand til at tale med Gud, som et menneske taler med sin ven; og denne form for tillid elsker Gud højt, og han lytter til dem, der besidder den. Sådanne mennesker kan bede Gud om hvad de vil; de har lært at bringe deres sind i overensstemmelse med Guds vilje, så skal deres hjertes ønske blive opfyldt for dem.
1 Joh 3:23-24. Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden, således som han har givet os det bud. Og den, som holder hans bud, bliver i ham, og han bliver i ham. Og herved ved vi, at han bliver i os ved den Ånd, som han har givet os.
Oh, at være mere og mere under denne salige Ånds frelste indflydelse!