Den Bipolar Spectrum Diagnostic Scale (BSDS) blev skabt af Ronald Pies i ånden af en beskrivende historie, der indfanger subtile træk ved bipolære spektrumforstyrrelser. Den er usædvanlig, da den er en beskrivende historie om ens liv, og den blev designet til at være særlig følsom over for de mildere varianter af bipolar lidelse hos ambulante patienter. To af de andre forfattere reviderede den efterfølgende, hvilket resulterede i, at den blev delt op i to dele. Den første del er et afsnit med 19 sætninger med positiv valens, der beskriver mange af symptomerne på bipolar lidelse. Den anden del af BSDS er et enkelt multiple choice-spørgsmål, hvor patienterne bliver bedt om at vurdere, hvor godt historien beskriver deres samlede oplevelse.
I den indledende valideringsundersøgelse af BSDS var skalaens sensitivitet omtrent lige stor for bipolar I-forstyrrelse (75 %) og bipolar II ⁄ NOS (79 %). Den samlede sensitivitet for bipolære typer I, II, NOS: 76 % og en samlet specificitet på 85 %. I en stor stikprøve af psykiatriske ambulante patienter fandt vi, at BSDS kunne opnå tilstrækkelig følsomhed som screeningsinstrument (dvs. 90%), når tærsklen blev sænket til en grænseværdi på 8, selv om skalaens specificitet ved denne grænseværdi kun var 51% og den positive prædiktive værdi kun 16%.
Skalaen er ideel til screening, men ikke til diagnosticering, da den ikke i sig selv opfylder alle kriterierne for en DSM V Bipolar og relaterede lidelser. Der er begrænset dokumentation for, at den kan bruges til at overvåge behandlingsforløb. Flere undersøgelser har identificeret forskellige cutoff-scoringer med klinisk nyttige sensitivitets- og specificitetsværdier over flere undersøgelser i forskellige lande. Generelt er den god til at udelukke en diagnose af bipolar lidelse; nogle undersøgelser har dog vist en lav positiv prædiktiv værdi, hvilket indikerer, at den ikke er god til at udelukke diagnosen.