For at blive klassificeret som en “blyslæde” blev køretøjet udsat for de fleste, hvis ikke alle, af følgende ændringer af karrosseristilen:
- Skåret: Taget blev skåret af, søjlerne blev forkortet og taget blev svejset tilbage på karrosseriet
- Kanaliseret: Skæring af karrosseriets underside for at sænke hele karrosseriet på rammen
- Sektioneret: Skæring af et vandret stykke, der er skåret ud af karrosseriet i længderetningen, for at reducere bæltehøjden
- Fransk: Indbygning af forlygter, baglygter, nummerplader og radioantenner i karrosseriet for at give et eksotisk udseende.
- Fjernelse af emblemer: Alle originale emblemer fra producenten blev fjernet, da de blev anset for at forringe bilens udseende. Tanken var “alt, der giver et hikke, en udbuling eller rager ud af karrosseriet, er ikke aerodynamisk og forringer køretøjets glatte udseende”. Bygherrens mål er at gøre karrosseriet så glat, slankt og sexet som muligt.
- Dechromeret: Alle fabriksindretninger blev fjernet, da disse forklædninger fordrejede bilens linjer.
- Fjernelse af drypskinner: Regndrypskinner blev fjernet fra taget, da de fordrejede bilens glathed.
- Barberet: Dørhåndtag og låse blev fjernet, da de fordrejede bilens glathed. Elektriske solenoider og kontakter blev installeret på diskrete steder, typisk under svajpaneler eller sidespejle, for at give alternative muligheder for at åbne dørene.
Hele processen med at fjerne badges, trim og dørhåndtag blev omtalt som “shaving”.
Grillmodifikationer: Den originale grill blev kraftigt modificeret eller erstattet med grillen fra en bil af et helt andet mærke, model og årgang.
I slutningen af 1940’erne og 1950’erne fandtes der ikke karrosserifyld af plastik og glasfiber. I stedet blev der brugt blystænger som karrosserifyldstof. En ægte håndværker trak og skubbede buler ud med karrosseriskeer, hammere og dollies, indtil pladen var så lige, som de kunne få den. Hvis der stadig var en smule bølget metalplade, opvarmede karrosserimanden blystænger og smurte blyet på karrosseriet med en ilt-acetylenbrænder i lighed med en tinsmeds arbejde. Blystængerne var det, vi i dag kalder “lodde”, men de var ikke det trådmateriale, som vi kender i dag, og som typisk sælges til reparation af el- eller vvs-installationer. Blystængerne eller -strimlerne var fra en kvart tomme til en tomme i bredden og flere tommer i længden.
Blodhåndværkere kalder processen med at smelte blyet for “at køre bly”, og det er et højt specialiseret gammelt håndværk, der går fra en mester til en lærling. En karrosserilærling fjerner typisk karrosseridelen fra bilen og placerer den på en bænk, så der er en forholdsvis flad overflade til at lade blyet flyde vandret på karrosseriet. I modsætning hertil kunne håndværksmesteren kontrollere varmen af blyet i en lodret position uden at skulle fjerne karrosseridelen og dermed spare tid ved udførelsen af reparationen.
En karrosserilærling ville højst sandsynligt skulle slibe og file blyet i hånden til en glat overflade med henblik på nymaling. Håndværksmesteren derimod behøvede ikke at slibe og skulle kun file i hånden, hvis han overhovedet skulle foretage nogen form for glatning. Den sande håndværker kontrollerede strømmen af bly med sin fakkel og kunne oftest opnå en satinfinish uden at file.
“Bly” henviser til det anvendte karosserimateriale og den ekstra vægt, der tilføjes af reparationsmaterialet. “Sled” henviser til den sænkning af køretøjet, som gav disse køretøjer det udseende, at de “gled” ned ad motorvejen.
Med tiden blev der introduceret plast som “Bondo” på markedet. Disse plastfyldningsmidler er lettere at arbejde med og erstattede efterhånden brugen af bly ved karrosserireparationer.
Nogle almindelige sene modeller af blyslæder er 1949 Mercury, 1949 Ford og 1959 Cadillac.