I 1990 identificerede forskerne det første HIV bNAb, som var langt mere effektivt end noget antistof, der var set før. De beskrev den nøjagtige virale komponent, eller epitop, der udløste antistoffet. Seks aminosyrer i spidsen af HIV’s overfladeprotein, gp120, var ansvarlige. Det første bNAb viste sig at være klinisk irrelevant, men i 1994 isolerede et andet hold et bNAb, som virkede på celler taget fra patienter. Dette antistof knyttede sig til en “bevaret” del af gp120, som overlever mange af dens mutationer og påvirker 17/24 testede stammer ved lave doser. Der blev opdaget et andet bNAb, som virkede på proteinet gp41 på tværs af mange stammer. Antistoffer kræver antigener for at udløse dem, og disse blev ikke oprindeligt identificeret.
Med tiden blev flere bNAbs isoleret, mens kloning af enkeltcellede antistoffer gjorde det muligt at fremstille store mængder af antistofferne til undersøgelse. Der findes nu lave niveauer af bNAbs hos op til 25 % af hiv-patienterne. bNAbs udvikler sig over årene og akkumulerer omkring tre gange så mange mutationer som andre antistoffer.
I 2006 havde forskerne identificeret nogle få såkaldte “bredt neutraliserende antistoffer” (bNAbs), der virkede på flere hiv-stammer. De analyserede 1800 blodprøver fra HIV-inficerede personer fra Afrika, Sydasien og den engelsktalende verden. De undersøgte individuelt 30.000 af en kvindes antistofproducerende B-celler og isolerede to, som var i stand til at stoppe mere end 70 % af 162 divergerende hiv-stammer i at etablere en infektion. Siden 2009 har forskerne identificeret mere end 50 HIV bNAbs. Der er for nylig blevet introduceret en integreret webressource BNAber, der fokuserer på bredt neutraliserende HIV-1-antistoffer.
I 2006 deltog en mand fra Malawi i en undersøgelse få uger efter at være blevet smittet. I løbet af et år donerede han gentagne gange blod, som forskerne brugte til at skabe en tidslinje over ændringer i hans virus’ gp120, hans antistofrespons og den endelige fremkomst af et bNAb. Forskerne ønsker at styre denne udvikling i andre forsøgspersoner for at opnå lignende resultater. En screening af massive gp120-biblioteker førte til et, der binder stærkt til både et oprindeligt antistof og det modne bNAb, der udviklede sig fra det. Hvis man giver patienterne en modificeret gp120, der kun indeholder lidt mere end den epitop, som begge antistoffer er rettet mod, kan det virke som en “prime” for immunsystemet, efterfulgt af en booster, der indeholder trimer-spidser i den mest naturlige konfiguration muligt. Det undersøges dog stadig, om bNAbs kan forhindre hiv-infektion.
I 2009 isolerede og karakteriserede forskere de første hiv-bNAbs, der er set i et årti. De to bredeste neutralisatorer var PGT151 og PGT152. De kunne blokere omkring to tredjedele af et stort panel af hiv-stammer. I modsætning til de fleste andre bNAbs binder disse antistoffer ikke til kendte epitoper, hverken på Env eller på Env’s underenheder (gp120 eller gp41). I stedet binder de sig til dele af begge dele. Gp120 og gp41 samles som en trimer. Det bNAbs-bindingssted findes kun på trimer-strukturen, den form af Env, der invaderer værtsceller.
I de seneste år er der sket en stigning i opdagelsen af bNAbs til HIV-1.