Lad os gøre endnu et forsøg på at løse en kode.
Sidst fandt vi ud af, hvad initialerne og spørgsmålstegnet betyder på kortet lige under en profeti, “S.P.T. til A.P.W.B.D. Mørkets Herre og (?) Harry Potter.”
Denne gang skal vi løse en gåde, der er i Harry Potter-serien!
Og nej, vi taler ikke om Tom Riddle, selv om han selvfølgelig er den gåde, som Dumbledore og Harry bruger hele serien på at løse.
Nej, det er tid til at løse sfinksens gåde, der fungerer som den tredje prøve i Troldmandsturneringen i Ildbægeret.
Først og fremmest skal vi huske den historiske brug af sfinksen.
“Sfinksen er et væsen fra den egyptiske mytologi. Den enorme stenskulptur af den store sfinx i den egyptiske ørken ved Giza, der blev bygget omkring 2500 f.Kr., er et bevis på væsenets gamle oprindelse og betydning. . . . I de tusind år efter at den store sfinx blev bygget, flyttede legenderne om væsenet til Grækenland. Her blev det beskrevet som havende en kvindekrop og vinger. Den sfinx, som Harry møder, er den græske version.”
David Colbert, The Magical Worlds of Harry Potter, s. 221 (rev. ed. 2004).
Sfinksen fandt forståeligt nok vej ind i den tidligste litteratur, bl.a. i skuespillet Ødipus af Sofokles, hvor følgende gåde blev givet til Ødipus af sfinksen i Theben, da han forsøgte at komme forbi sfinksen:
Hvilket dyr går på fire fødder om morgenen,
To ved middagstid,
Og tre om aftenen? (Colbert 222)
Oedipus svarer korrekt på spørgsmålet: “Mennesket kryber på hænder og knæ i barndommen, går oprejst i voksenalderen og bruger en stok i alderdommen” (Colbert 223).
Sfinxens gåde i Ildbægeret 629-30
Her er altså den gåde, som J. K. Rowling giver os i Ildbægeret, sammen med svaret!
Sfinksen satte sig på sine bagben, lige midt på stien, og reciterede:
“Tænk først på den person, der lever i forklædning,
som handler med hemmeligheder og kun fortæller løgne.
Næst, fortæl mig, hvad der altid er det sidste, der skal repareres,
Midten af midten og enden af enden?
Og giv mig endelig den lyd, der ofte høres
under søgningen efter et svært -at-finde-ord.
Sæt dem nu sammen, og svar mig på dette:
Hvilket væsen ville du ikke være villig til at kysse?”
. .
“En person i forklædning,” mumlede Harry og stirrede på hende, “som lyver . . . . øh . . . . det ville være en – en bedrager. Nej, det er ikke mit gæt! En – en spion? Det vender jeg tilbage til . . . . vil du være sød at give mig det næste spor igen?”
Hun gentog de næste linjer i digtet.
“‘Den sidste ting, der skal repareres’,” gentog Harry. “Øh . . . . ingen anelse . . . ‘midt i midten af midten’ . . . . kan jeg få det sidste igen?”
Hun gav ham de sidste fire linjer.
“‘Den lyd, der ofte høres, når man leder efter et ord, der er svært at finde,'” sagde Harry. “Øh . . . . det ville være . . . . øh . . . vent lige lidt – ‘øh’! Er er en lyd!”
Sfinksen smilede til ham.
“Spion . . . øh . . . . spion . . . øh . . . .” sagde Harry og gik op og ned. “Et væsen, som jeg ikke ville kysse … en edderkop!”
Sfinksen smilede endnu bredere. Hun rejste sig op, strækkede sine forben og rykkede sig til side, så han kunne passere.
“Tak!” sagde Harry, og forbløffet over sin egen genialitet styrtede han fremad.