Chateau d’If var et fængsel bygget på en lille ø i Marseille-bugten ud for den franske kyst. Stedet blev oprindeligt brugt som en militær fæstning, men havde mange funktioner, der gjorde det til et ideelt fængsel.
Flygtninge fra Château d’If er praktisk talt umulige. Vandet omkring den lille ø er meget farligt med hurtige strømme, der let kan trække selv en stærk svømmer med sig i døden. En række forskellige fanger led inden for fængselsvæsenets mure; det holdt farlige forbrydere, tyveknægte, religiøse straffefanger og politiske gidsler i mange år. Disse indsatte levede under barske forhold, og det blev kendt som et af de værste fængsler, der findes.
Mens Château d’If fik stor berømmelse i sig selv, begyndte det at få verdensomspændende opmærksomhed efter trykningen af Alexandre Dumas’ roman, Greven af Monte Cristo, i 1844. Det er fortællingen om en mand, der tilbragte 14 år fængslet på øen, før han til sidst lykkedes med en vovet flugt. Historien blev en god fiktionslæsning og spredte slottets berygtede ry.
I virkeligheden vides det ikke, at nogen nogensinde er undsluppet fra Château d’If. Fanger, der sad der, blev spærret inde i mange år, ofte på livstid. Hver enkelt indsat fik en behandling, der i høj grad var baseret på deres rigdom og sociale status, så fattige fanger havde det meget sværere end rige fanger. Velhavende fanger kunne købe en celle af højere klasse med vinduer og endda en pejs. Fattige personer blev anbragt i mørke, underjordiske fangehuller og tvunget til at leve under beskidte, overfyldte forhold. Mange af fangerne blev lænket til væggene under deres ophold, mens andre blev slået, tvunget til at arbejde eller endda dræbt.
I dag er slottet stadig i drift, men kun som en turistattraktion. Folk fra hele verden besøger og udforsker det berømte fængsel, der tjente som ramme for et elsket fiktionsværk og tusindvis af uheldige fanger.