Child Family Community Australia

Programvurderinger hjælper organisationer med at planlægge, udvikle og forbedre deres programmer med det formål at forbedre resultaterne for klienterne (Alston & Bowles, 2003).

Dette øjebliksbillede af participatory action research er en af en række CFCA-ressourcer om evaluering. For yderligere oplysninger om andre evalueringstilgange og evaluering i almindelighed, se CFCA’s ressourcer om forskning og evaluering.

Hvad er participatory action research?

Participatory action research (PAR) er en tilgang til forskning snarere end en forskningsmetode (Pain, Whitman, Milledge, & Lune Rivers Trust, 2011). Tilgangen søger at placere magten i forskningsprocessen hos dem, der er mest berørt af et program, i forskningsprocessen. Hensigten er, at deltageren er en ligeværdig partner med forskeren (Boyle, 2012; Patton, 2008).

Den deltagende karakter af PAR henviser til den aktive inddragelse af programklienter, praktikere og medlemmer af lokalsamfundet – plus alle andre, der har en interesse i programmet, herunder finansiærer, forskere og programledere.

Et centralt element i denne inddragelse er en proces af kollektiv, selvreflekterende undersøgelse, som interessenterne foretager i et forsøg på at forstå og forbedre den praksis, som de deltager i, og de situationer, som de er involveret i. Denne proces er knyttet til handling, som ideelt set fører til, at de mennesker eller samfund, der er berørt, får øget kontrol over deres liv (Baum, MacDougall, & Smith, 2006).

Termer og evalueringstilgange, der er tæt forbundet med PAR, er skitseret i boks 1.

For programudbydere og evaluatorer fokuserer PAR-tilgangen på at levere ydelser af høj kvalitet og lydhørhed. Figur 1 viser, hvordan aktionsforskning understreger vigtigheden af at bruge god information til at træffe beslutninger, der vil forbedre praksis og processer med henblik på at levere responsive tjenester af høj kvalitet, der fører til bedre resultater for klienterne.

Figur 1: Forsknings- og aktionselementer i PAR

Kilde: Department of Health and Human Services (DHHS), 2012, s. 7.

Den PAR-tilgang

Et særskilt træk ved deltagelsesbaserede forskningsmodeller er skiftet væk fra traditionelle forskningsmetoder, der ofte er kendetegnet ved et ulige forhold mellem forskere og deltagere (Baum et al., 2006).

PAR er en “principiel” tilgang til forskning (se boks 2). Hvis disse principper følges, er de en effektiv måde at opnå bedre resultater for klienterne og deres samfund på. PAR-principperne kan også vejlede forskerne i at vælge forskningsteknikker og -værktøjer, der passer til klienternes, organisationernes og andre interessenters kollektive behov.

PAR bruges til at hjælpe med at forstå, hvordan individer er forbundet med deres sociale miljøer. Dette gør det muligt at anvende tilgangen både på programleveringsniveauet og på samfunds-/samfundsniveau.

Den forskel, der er mellem empowerment-evalueringer og PAR-tilgange, er, i hvor høj grad processen ejes af deltagerne. Grundlæggende ligger forskellen i den grad, i hvilken tilgangen flytter magtbalancen fra forskerne til de undersøgte. Det vil sige, at PAR søger primært at inddrage interessenterne, mens empowerment-evaluering har til formål at skabe en følelse af ejerskab (Campbell et al., 2004; Secret, Jordan, & Ford, 1999).

Ejerskab, engagement og ansvar gennem deltagelse

Som partnere i PAR-processen er forskningsdeltagerne ansvarlige for at beslutte, hvilke dele af programmet der skal undersøges, hvordan dataene skal indsamles, og hvad der skal ske med resultaterne (Baum et al., 2006, 2006; Greene, 2006). Målet med dette er en øget ansvarsfølelse, der følger med aktiv deltagelse, hvilket kan give større muligheder for at fremme selvbestemmelse og styrke klienternes og/eller samfundets kapacitet (Baum et al., 2006; Owen, 2006; Schwandt & Burgon, 2006).

Ved at deltage i alle faser af forskningsprocessen er der større sandsynlighed for, at både deltagere og programmedarbejdere føler ejerskab til og engagement i programmet (Patton, 2008. Den aktive inddragelse af programudøvere og -medarbejdere i PAR-tilgangen kan også føre til mere langsigtede og bæredygtige forbedringer i programudførelsen på længere sigt (Mulroy & Lauber, 2004; Patton, 2008). Dette kan bidrage til at skabe en organisatorisk forsknings- og evalueringskultur.

Hvornår bør PAR anvendes?

PAR er primært beregnet til dem, der anses for at være sårbare eller oplever manglende kontrol over deres liv (Alston & Bowles, 2003; Fitzpatrick, Sanders, & Worthen, 2011). PAR er blevet vedtaget på tværs af en lang række kontekster, herunder sundhed, uddannelse, tidlig intervention og samfundsstyrkende sektorer (Baum et al, 2006; DHHS, 2012), hvor der har været behov for langsigtede ændringer for at opnå mere bæredygtige resultater for sårbare klientgrupper og samfund (Boyle, 2012; se også The Knowledge & Adoption Toolkit, Land and Water Australia, 2009).

PAR anses for at være særlig relevant for oprindelige samfund, hvor tilgangen kan bidrage til at reducere “koloniserende virkninger” (såsom udnyttelse, mangel på respekt, magtesløshed og misrepræsentation) på oprindelige folks samfund og kultur (Baum et al., 2006). PAR’s evne til at styrke kapaciteten hos kulturelt og sprogligt mangfoldige grupper (CALD) er også blevet bemærket (Alston & Bowles, 2003).

Ud over udsigten til at levere langsigtede resultater er der en række fordele ved PAR-tilgangen. Begrænsningerne ved tilgangen skal også tages i betragtning, når man planlægger en programevaluering. Tabel 1 giver et øjebliksbillede af fordelene, begrænsningerne og de sammenhænge, hvor PAR bør eller ikke bør anvendes.

Kilde: Tilpasset fra The Knowledge & Adoption Toolkit, Land and Water Australia, 2009; Greene, 2006.

The PAR process

Der findes ressourcer til at hjælpe programplanlæggere og -agenturer gennem PAR-processen (se yderligere oplysninger nedenfor). De valgte metoder vil i høj grad blive informeret af forskningsdeltagerne selv, som vil beslutte, hvilke elementer af programmet der skal undersøges, hvordan data skal indsamles, og hvad der skal ske med resultaterne (Baum et al., 2006; Greene, 2006). Dette kræver typisk en fælles indsats for at identificere problemer, indsamle beviser og drage konklusioner om, hvordan man bedst kan forbedre leveringen af tjenester (Alston & Bowles, 2003; Owen, 2006).

Evaluatorens rolle

Evaluatorens rolle er at hjælpe med at guide deltagerne gennem PAR-processen og sikre, at deltagerne er klar til at deltage i alle faser af evalueringen (Schwandt & Burgon, 2006).

Der vil sandsynligvis være en række forskellige synspunkter og prioriteter inden for og på tværs af de deltagende grupper. Det er her, evaluatorer kan arbejde tæt sammen med deltagerne for at hjælpe med at finde en balance mellem konkurrerende prioriteter og fremme fordelene ved evalueringen, for at sikre “buy-in” fra deltagerne og for at skabe de nødvendige betingelser, der kræves for PAR-tilgangen (se boks 3).

Hvordan udføres PAR?

Den PAR-cyklus kredser almindeligvis om fire enkle trin: planlægge, handle, observere og reflektere (DHHS, 2012; Kindon, Pain, & Kesby, 2007). Figur 2 viser, hvordan disse trin udgør en kontinuerlig kvalitetsforbedringsproces.

Figur 2: PAR-forskningscyklus

Kilde: DHHS, 2012, s.8.

Figur 3 viser, hvordan disse cyklusser gentages for at muliggøre trinvise ændringer af et program over tid. Den stigende størrelse af cyklusserne afspejler en stigning i fokus, magt og effekt og de spørgsmål, der driver dem; hver cyklus giver mulighed for at trække flere interessenter ind i processen (DHHS, 2012).

Figur 3: Bygger på PAR-forskningscyklusser

Kilde: Crane & Richardson, 2000, som citeret af DHHS, 2012, s.10.

Selv om dette forklarer processen, er der ikke én bestemt forskningsmetode til at gennemføre PAR. Der kan anvendes mange forskellige metoder, og hvad der er hensigtsmæssigt, afhænger af evalueringskonteksten og af klienternes behov, det bredere samfund og de specifikke forhold, som programmerne leveres under (Kindon et al., 2007). Beslutninger vedrørende hvilke forskningsværktøjer der skal anvendes (f.eks. undersøgelser, interviews, fokusgrupper) træffes i samråd med deltagerne (Kindon et al., 2007).

Nærmere oplysninger om PAR-processen

Nærmere oplysninger, forslag og PAR-værktøjssæt er tilgængelige på følgende websteder:

• Research for Organizing: A toolkit for Participatory Action Research from the Community Development Project
• Incite indeholder links til værktøjskasser
• The Knowledge & Adoption Toolkit
• The Action Research and Learning Toolkit (PDF 951 KB)

• Alston, M., & Bowles, W. (2003). Forskning for socialarbejdere (2. udgave). Crows Nest, NSW: Allen & Unwin.
• Appel, K., Buckingham, E., Jodoin, K., & Roth D. (2012). Værktøjskasse til deltagerbaseret læring og handling: Til anvendelse i BSR’s globale programmer. Hentet fra <herproject.org/downloads/curriculum-resources/herproject-pla-toolkit.pdf>
• Baum, F., MacDougall, C., & Smith, D. (2006). Deltagerbaseret aktionsforskning. Journal of Epidemiology and Community Health, 60,854-857.
• Bergold, J., & Thomas, S. (2012). Deltagerorienterede forskningsmetoder: En metodologisk tilgang i bevægelse. Forum: Qualitative Social Research, 13(1).
• Boyle, M. (2012). Forskning i aktion: A guide to Participatory Action Research (Forskningsrapport). Canberra: Ministeriet for sociale ydelser. Hentet fra <www.dss.gov.au/sites/default/files/documents/06_2012/research_in_action.pdf>
• Campell, R., Dorey, H., Naegeli, M., Grubstein, L. K., Bennett, K. K., Bonter, F., Smith, P. K. et al. (2004). En evalueringsmodel til evaluering af programmer for seksuelle overgreb: Empirisk dokumentation for effektivitet. American Journal of Community Psychology, 34(3/4), 251-262.
• Crane, P., & Richardson, L. (2000). Reconnect action research kit. Canberra: Department of Family and Community Services.
• Department of Health and Human Services. (2012). Værktøjskassen til aktionsforskning og læring. Hobart: Department of Health and Human Services Tasmania.
• Fitzpatrick, J. L., Sanders, J. R., & Worthen, B. R. (2011). Programevaluering: Alternative tilgange og praktiske retningslinjer (4th ed.). New Jersey, USA: Pearson Education.
• Greene, J. C. (2006). Evaluation, democracy and social change, In I. F. Shaw, J. C. Greene, & M. M. Mark,(Eds), The SAGE handbook of evaluation(Chapter 5).London: SAGE.
• Kemmis, S., & McTaggart, R. (2007). Deltagerbaseret aktionsforskning: Communicative action and the public sphere. I N. K. Denzin, & Y. S. Lincoln (Eds), The SAGE handbook of qualitative research. Thousand Oaks, CA: SAGE.
• Kindon, S., Pain, R., & Kesby, M. (Eds). (2007) Participatory action research approaches and methods: Connecting people, participation and place. London: Routledge
• Land and Water Australia. (2009). The knowledge & adoption toolkit. Hentet fra <katoolkit.lwa.gov.au/node/29>
• Mulroy, E. A., & Lauber, H. (2004). En brugervenlig tilgang til programevaluering og effektive fællesskabsinterventioner for familier i risiko for hjemløshed. Social Work, 49(4), 573-586.
• Owen, J. M. (2006). Programevaluering: Forms and approaches (3rd ed.).Crows Nest, NSW: Allen & Unwin.
• Pain, R., Whitman, G., Milledge, D., & Lune Rivers Trust. (2011). Værktøjskasse til participatorisk aktionsforskning: En introduktion til brug af PAR som en tilgang til læring, forskning og handling. Durham: Durham University.
• Patton, M. Q. (2008). Udnyttelsesfokuseret evaluering (4. udgave). London: SAGE.
• Schwandt, T. A., & Burgon, H. (2006). Evaluering og undersøgelse af levede erfaringer,InI. F. Shaw, J. C. Greene, & M. M. Mark,(Eds), The SAGE handbook of evaluation (Chapter 4).London: SAGE.
• Secret, M., Jordan, A., & Ford, J. (1999). Empowerment-evaluering som en strategi for socialt arbejde. Health and Social Work, 24(2), 120-127.