James Joyce skrev engang til en ven, at tanken i Ulysses er enkel; det er kun metoden, der er kompleks. Meget af det samme kunne man sige om David Mitchells ekstraordinære roman Cloud Atlas), som låner fra Joyce metaforer om reinkarnation og et dybt engagement i ideen om, at sproglig stil er en måde at forestille sig og forstå verden på. Og ligesom Joyces mesterværk har Mitchells bog i sin kerne en enkel og ligefrem idé: en beklagelse af den lidelse, vi påfører hinanden, især når vi påfører den i navnet på en social identitet, der adskiller os fra andre, som vi placerer lavere i den store kæde af væren. Sunt lacrimae rerum, skriver en af personerne i Cloud Atlas i slutningen af sit liv, idet han låner fra Vergil: sunt lacrimae rerum et mentem mortalia tangunt, “They weep here / For how the world goes, and our life that passes / Touches their hearts” (Robert Fitzgeralds frie, men elegante version). Trods alle hans metafiktive spilleglæde forsøger Mitchell, tror jeg, at producere et par af disse tårer.
For at være sikker er Mitchells bog langt mere tilgængelig end Joyces: han væver flere fortællinger sammen, hver med sin egen karakteristiske stil, men hver fortælling er eminent læsbar, og de små knuder, der forbinder dem, er snedigt bundet. Nogen sagde engang om Tom Stoppards skuespil, og det var ikke en kompliment, at de får seeren til at føle sig mere intelligent, og det gør Cloud Atlas måske også: Der er mange øjeblikke, hvor jeg følte en pludselig bølge af glæde, når jeg lavede en forbindelse mellem historierne. Men hvad er der galt i at føle en pludselig bølge af glæde ved en æstetisk opdagelse? Og glæden ved at finde og optrævle knuderne kan faktisk gøre læserens hjerte lidt mere sårbart over for de patosagtige øjeblikke. Og det med rette.
Og jeg spekulerer dog på, om Cloud Atlas i sidste ende måske (som Joyce sagde om Ulysses) “lider af et overskud af design”. Alt passer så pænt sammen, og selv om der er stor glæde ved at bemærke det pæne væv, tror jeg, at det kan være rigtigt, at de bøger, der bliver mest dybtgående hos os, er dem, der har noget af den grovkornethed og ufuldstændige udførelse af vores egne bedst udtænkte planer. Bøger, der er lige så fejlbehæftede som os selv, bøger, hvis rækkevidde er større end deres rækkevidde. Det bliver interessant at finde ud af, om fem eller ti år, hvilken bog der er stærkere i min hukommelse, Cloud Atlas eller Infinite Jest.
(I øvrigt er den bedste anmeldelse, jeg har læst af Cloud Atlas, skrevet af A. S. Byatt; og jeg vil anbefale alle, der er interesserede i bogen, at læse Mitchells eget korte essay om den.)
Tekstmønstre