David Witko siger, at han isolerede sig selv for at klare at blive fremstillet som en skurk i The Bachelorette

“Jeg havde bogstavelig talt så meget angst, at jeg ikke kunne gå ind i menneskemængder.”

Han blev fremstillet som en skurk i australsk reality-tv. Men da kameraerne stoppede med at rulle, udholdt David Witko fra Sam Frosts 2015-sæson af The Bachelorette misbrug på sociale medier og lammende social angst, der på et tidspunkt gjorde, at han ikke kunne forlade huset.

Som en del af ABC Everydays serie om social isolation talte vi med David om hans livslange kamp med angst, og hvordan han er blevet en fortaler for psykisk sygdom og initiativer mod mobning.

Jeg følte ikke, at jeg passede ind, da jeg først ankom til Australien

Jeg kom til Australien, da jeg var fire år gammel.

Både mine forældre kunne ikke arbejde inden for deres egne områder, fordi deres papirarbejde ikke kom igennem; min mor arbejdede som plejer på plejehjem og gjorde lidt rengøring ved siden af, og min far endte med at arbejde som automekaniker.

Der var mange udfordringer fra min første ankomst til Australien. For mig, der var fire år gammel og kun talte flydende polsk, var det svært at gå i skole. Jeg kan huske, at min mor lærte mig at sige: “Jeg skal på toilettet”, og det var stort set alt, hvad jeg kunne i forberedelserne.

Jeg forstod ikke sproget og vittighederne og humoren før måske midtvejs i high school.

Jeg tror, at østeuropæere virker lidt mere seriøse; vi har lidt mere af et ‘hvilende kællingeansigt’.

Jeg har altid følt, at australierne havde en meget grov humor, og at de elskede at give hinanden lort i røven, og det forstod jeg ikke. Jeg har altid fundet ud af, at jeg kom meget bedre ud af det med indvandrere og asiatiske elever.

Fragt for min fysiske sikkerhed gav mig angst

Jeg havde meget angst gennem hele gymnasiet, fordi jeg endte med at blive mobbet.

Jeg kom hjem og havde stort set ikke lyst til at leve videre.

Jeg blev kaldt en masse navne – egentlig racisme. Jeg plejede at tage forskellige ruter hjem fra toget, fordi jeg vidste, at de ventede i grupper og ventede på at tæve mig.

Jeg var altid ret motiveret til at opnå det bedste, jeg kunne, uden at have en direkte vej. Jeg havde altid mottoet i mit hoved: “Hvis du ikke kan komme ind ad hoveddøren, så klem dig ind gennem vinduet”. Det var noget, min mor plejede at sige.

Den succes, jeg fik i modelbranchen, styrkede min selvtillid

Jeg var virkelig trist efter gymnasiet.

Jeg kom ind på Swinburne, og så lykkedes det mig at snige mig ind på en dobbeltgrad på Deakin University.

I den periode blev jeg scoutet til at lave noget modelarbejde, og allerede i den første uge fik jeg et job. Jeg var 19.

Jeg fik 800 dollars for en dag, og jeg var studerende, så de ekstra penge kom mig til gode.

Jeg blev ved med at booke jobs og endte med at få så travlt, at jeg udsatte mine kurser. fortalte mig, at jeg på et tidspunkt i min karriere var en af de fem bedste mandlige modeller; det hjalp mig med at opbygge min selvtillid igen.

At stå foran reality-tv-kameraet kom ikke naturligt

The Bachelorette dukkede op, da jeg var i LA.

Jeg meldte mig tilfældigt til det, egentlig som en joke.

Jeg var single, men jeg ledte ikke rigtig efter kærlighed, og jeg var ret realistisk omkring situationen; jeg ville aldrig kysse en pige i en klubsituation, efter at hun havde kysset 15 fyre før mig, så det virkede lidt konstrueret.

Hvor jeg gik ind i showet var jeg ret stiv og prøvede at være bevidst om, at der var kameraer på mig. Og det var der, mit ‘hvilende kællingeansigt’ kom ind, for jeg prøvede ikke at være den sjove fyr.

Min angst kom til udtryk på tv, og jeg fik masser af kritik

De fik mig virkelig til at virke som en dårlig person.

Efter udsendelsen blev sendt, kom min angst fra fortiden faktisk meget frem.

Der var en masse mobning og modreaktioner i forhold til den måde, jeg blev portrætteret på i udsendelsen.

På gaden var de fleste mennesker faktisk meget søde, men der var et par situationer, hvor de var søde over for mig, men så tog de en selfie og lagde noget negativt ud på nettet.

Da jeg blev fremstillet som skurken i showet, droppede alle de store navne, jeg arbejdede sammen med, mig – for hvorfor skulle man have en skurk til at portrættere et sundt brand?

Mobningen på de sociale medier var et kæmpe chok.

Jeg kendte ikke omfanget af de sociale medier. Jeg fik dødstrusler, og folk virkede absolut krænkende.

Det satte mig i en lidt depressiv tilstand. Jeg arbejdede ikke i omkring seks måneder og måtte leve af mit kreditkort og lave småjobs.

Jeg undgik folkemængder, og jeg var for ængstelig til at tale

Jeg måtte isolere mig fra verden i et lille stykke tid der.

Jeg havde bogstaveligt talt så slem angst, at jeg ikke kunne gå ind i menneskemængder.

Jeg kunne ikke tale, min hjerne ville bare ikke tillade mig at tale, og jeg følte mig så ængstelig, at jeg ikke kunne være i store menneskemængder. På mit værste punkt følte jeg næsten, at jeg ville bryde sammen og græde bare ved at tale med nogen, eller hvis nogen spurgte mig “hvordan var The Bachelorette?”

Jeg gik ud for at finde en psykolog og betalte ham selv. Han gav mig metoder til ligesom at hjælpe mig med at tilsidesætte mine tanker i forhold til, at folk dømmer mig på gaden.

Jeg havde mine seks måneder, hvor jeg væltede mig i mine egne sorger og fandt ud af, hvilken vej jeg ville gå næste gang.

Så tog jeg mig selv op igen og sagde: “Jeg er nødt til at komme over det her”, og kom videre.

Jeg kom til sidst til den erkendelse, at jeg ikke kunne stole på modeljobbet, og tænkte på en helt ny karriere. Jeg fik et job hos et uafhængigt skotsk whiskyfirma og har været der i over to år nu.

At få dette job var en velsignelse i forklædning, for man kan ikke være model for evigt.

Det hjælper at tage let på sig selv og få professionel støtte

Antimobning og anti-angst er noget, jeg altid vil brænde for.

Som polakker skjuler vi på en måde mange af de ting, vi går igennem. Vi er meget stoiske.

Jeg tror, at mange mennesker går igennem angst.

Det første råd, jeg vil give, er at gå til en psykolog; de vil vide, hvordan forskellige former for angst har indvirkning på forskellige mennesker. Og gå til en læge i første omgang også.

I sidste ende kom jeg igennem det hele, hvilket er noget, jeg er ret stolt af. Man kan give sig selv noget tid til at hvile sig og fortsætte sit liv på den måde, man vil, men jeg lod mig aldrig komme i en situation, hvor jeg aldrig ville komme ud af et hul igen.

Dette interview er redigeret for at gøre det kortfattet.