Historie
Det blev grundlagt i 1971 af en hårdtslående fraktion af UUP og deltog i sit første valg i 1973, hvor det fik ca. 4 procent af stemmerne ved lokalrådsvalget og 11 procent af stemmerne ved valget til den nye nordirske forsamling. Partiet fordømte kraftigt forslaget om at danne et udøvende organ til deling af magten, Northern Ireland Executive, ud fra medlemmer af forsamlingen. Det var også imod Sunningdale-aftalen fra 1973, som foreslog oprettelsen af et grænseoverskridende “Council of Ireland”, der skulle føre tilsyn med en begrænset række økonomiske og kulturelle anliggender i Nordirland og den irske republik. Aftalen førte til en lammende generalstrejke blandt protestantiske fagforeningsfolk i 1974 – som DUP støttede – og til sidst til den udøvende regerings afgang og Storbritanniens tilbagevenden til direkte styre.
I 1975 deltog DUP i valget som en del af alliancen United Ulster Unionist Council (UUUC), som afviste tanken om at dele magten med det nationalistiske (og stort set romersk-katolske) Social Democratic and Labour Party (SDLP). UUUC opløstes på grund af kontroverser omkring en mislykket generalstrejke i 1977, og DUP opererede uafhængigt indtil 1986, hvor det begyndte at samarbejde med UUP for at modsætte sig den anglo-irske aftale fra det foregående år. Paisley arbejdede tæt sammen med UUP-lederen James Molyneaux under de forhandlinger, der blev afholdt i 1991-92 mellem Nordirlands store partier og de britiske og irske regeringer. UUP og DUP indtog stadig mere divergerende holdninger i flerpartisamtalerne i midten af 1990’erne, og DUP boykottede forhandlingerne, da Sinn Féin blev optaget i 1997. Resultatet af forhandlingerne, Langfredagsaftalen (Belfast-aftalen) fra 1998 om skridt, der skulle føre til en ny regering med magtdeling i Nordirland, blev afvist af DUP, som fordømte den nye nordirske forsamling som en udvanding af den britiske suverænitet og gjorde indsigelse mod Sinn Féins inddragelse i forsamlingen og det nye udøvende organ (Northern Ireland Executive Committee) samt mod løsladelsen af paramilitære fanger. Ikke desto mindre deltog DUP i valget til forsamlingen i juni 1998 og vandt 20 pladser (18,5 % af stemmerne). Som forsamlingens tredjestørste parti fik DUP to ministerpladser i den udøvende magt og ledede 2 ud af 10 regeringsafdelinger, selv om det afviste at deltage fuldt ud i udøvende anliggender og undlod at deltage i kabinettsmøder i den udøvende magt.
DUP fik sin største andel af stemmerne (næsten 34 procent) i 1984, da Paisley blev genvalgt som medlem af Europa-Parlamentet. På lokalt plan faldt partiets støtte gradvist fra sit højdepunkt på næsten 27 procent ved kommunalvalget i 1981. I 1997 fik partiet omkring 14 procent af stemmerne ved parlamentsvalg og 16 procent ved lokalvalg.
Da modstanden mod Langfredagsaftalen voksede blandt protestanterne i slutningen af 1990’erne, udfordrede DUP UUP om dominansen blandt de nordirske unionistiske vælgere og vandt mere end 22 procent af stemmerne i Nordirland ved valget til Underhuset i 2001. Ved valget til den nordirske forsamling i 2003 overhalede DUP UUP som Nordirlands største unionistparti og ved det britiske parlamentsvalg i 2005 vandt DUP ni mandater mod UUP’s ene. DUP’s succes fortsatte ved valget til den nordirske forsamling i 2007, hvor partiet fik 30 procent af stemmerne og dobbelt så mange mandater (36 mod 18) som UUP; Sinn Féin endte på andenpladsen med 28 mandater. DUP og Sinn Féin blev enige om at danne en regering med magtdeling, hvor Paisley og Sinn Féins Martin McGuinness fungerede som henholdsvis premierminister og vicepremierminister.
Paisley trådte tilbage som premierminister og som leder af DUP i juni 2008, hvor han overlod magten til sin mangeårige stedfortræder, Peter Robinson. Robinson trådte kortvarigt tilbage i januar 2010 som reaktion på afsløringer om hans kones uretmæssige brug af et lån, og ved det britiske parlamentsvalg i maj 2010 mistede han sin plads i parlamentet, men han beholdt dog fortsat sin plads i den nordirske forsamling. På trods af Robinsons tab fik DUP otte mandater ved valget, et mindre end i 2005. Robinsons greb om førsteministerposten og ledelsen af partiet var fortsat sikker efter valget til forsamlingen i 2011, hvor DUP øgede sin repræsentation til 38 pladser. Ved det britiske parlamentsvalg i 2015 genvandt DUP det sæde i East Belfast, som Robinson tabte i 2010, men afgav South Antrim-valgkredsen til et genopstået UUP, hvilket efterlod DUP med otte sæder i Underhuset. I januar 2016 trådte Robinson tilbage som partileder og premierminister. Hans afløser, Arlene Foster, førte partiet til endnu en sejr ved valget til forsamlingen i maj 2016, hvor DUP beholdt alle sine 38 pladser. Foster forblev førsteminister i en anden regering med magtens deling med Sinn Féin.
Mindre end et år senere blev Foster imidlertid indblandet i en skandale i forbindelse med den påståede dårlige forvaltning af et regeringsprogram til fremme af brugen af vedvarende varmekilder. Da hun nægtede at træde tilbage som premierminister under en undersøgelse af skandalen, trådte vicepremierminister Martin McGuinness fra Sinn Féin tilbage, hvilket fremtvang et hurtigt valg i marts 2017. Endnu en gang vandt DUP de fleste pladser i forsamlingen. Denne gang lukkede Sinn Féin dog kløften mellem sig og sin partner til deling af magten og fik kun et enkelt mandat mindre end DUP.
I det ekstraordinære valg til det britiske underhus, som den konservative premierminister Theresa May udskrev i juni 2017, tilføjede DUP to mandater for at bringe sin repræsentation i Westminster op på 10 mandater. Meget mere end det, men partiet befandt sig pludselig i rollen som kongemager. May havde udskrevet valget i forventning om, at de konservative ville udvide deres lovgivningsmæssige flertal. I stedet mistede de det og faldt til ca. 318 mandater. May bejlede derefter til DUP’s støtte, så hun kunne danne en mindretalsregering ved at stole på DUP’s 10 stemmer i afgørende spørgsmål for at skubbe sit parti over grænsen på 326 stemmer for et flertal. Efter at have sikret sig løftet om en milliard pund i ekstra midler til Nordirland i løbet af de næste to år indvilligede DUP den 26. juni 2017 i at yde “confidence and supply”-støtte til Mays regering. Ved det ekstraordinære valg i december 2019, der blev udskrevet af Mays efterfølger, premierminister Boris Johnson, skrumpede både DUP’s tilstedeværelse i Westminster (faldet fra 10 til 8 pladser) og dets indflydelse i kølvandet på, at de konservative sikrede sig et overvældende flertal.