Kristendommen i Eritrea, som ligger langs det Røde Havs sydvestlige kyst, går tilbage til mindst det 4. århundrede, da det gamle kristne kongerige Aksum blomstrede i det, der nu er Eritrea og Etiopien. Riget begyndte at gå tilbage i det 7. århundrede i kølvandet på muslimske invasioner, men en del af den eritreiske befolkning er altid forblevet kristen. Efterfølgende blev kystområderne domineret af forskellige regionale magter og faldt under osmannisk styre i det 16. århundrede. Eritrea var en italiensk koloni fra 1890 til 1941, hvor det blev erobret af briterne. Det indgik en føderation med Etiopien i 1952 og blev annekteret som en etiopisk provins i 1962. En langvarig kamp for selvstyre kulminerede med landets uafhængighedserklæring den 24. maj 1993. På det tidspunkt dannede landets ortodokse befolkning et enkelt bispedømme inden for den etiopisk-ortodokse kirke.
I juli 1993 appellerede de eritreisk-ortodokse med støtte fra regeringen til pave Shenouda III fra den koptisk-ortodokse kirke om adskillelse fra den etiopisk-ortodokse kirke og om autokefalsk status. I begyndelsen af september 1993 godkendte den etiopiske patriark Paulos og ærkebiskop Philippos af Asmara i fællesskab adskillelsen af deres kirker, men erklærede samtidig, at de ønskede at arbejde tæt sammen. Den 28. september 1993 reagerede den koptiske hellige synode positivt på Eritreas anmodning og gav tilladelse til uddannelse i koptiske klostre af op til ti fremtidige biskopper til den eritreiske kirke. I februar 1994 underskrev den etiopiske og den eritreiske kirke en aftale i Addis Abeba, som bekræftede begge kirkers autokefale status og anerkendte den koptiske kirkes æresprioritet blandt de orientalsk-ortodokse kirker i Afrika. Den 19. juni 1994 ordinerede pave Shenouda fem nye eritreiske biskopper i Kairo.
Efter intensive drøftelser mellem regerings- og kirkeledere i april 1998 blev ærkebiskop Philippos af Asmara valgt som den første patriark for den eritreiske ortodokse kirke. Han blev indsat som patriark af pave Shenouda III i Cairo den 8. maj 1998. På samme tidspunkt blev der også undertegnet en protokol mellem de hellige synoder for den eritreiske og den koptiske kirke. Den indeholdt bestemmelser om et tæt samarbejde mellem de to kirker, herunder afholdelse af en fælles generalsynode mindst hvert tredje år, minde om de to kirkers overhoveder i alle liturgier, dannelse af en fælles delegation i teologiske dialoger med andre kirker og oprettelse af et stående udvalg mellem de to synoder for at fremme samarbejdet på områder som teologisk uddannelse, sociale tjenester og udviklingsprojekter. På grund af krigen mellem Eritrea og Etiopien fra 1998 til 2000 og de fortsatte spændinger mellem dem har forbindelserne mellem kirkerne i disse to lande fortsat været vanskelige.
Patriark Philippos døde den 18. september 2002 i en alder af 101 år. Den 4. december 2002 valgte den hellige synode Abune Yacob som hans efterfølger. Han døde den 2. december 2003. Den hellige synode valgte derefter biskop Antonios af Hamasiye som patriark den 4. marts 2004. I august 2005 greb den eritreiske regering ind i kirkens anliggender ved at begrænse patriarkens beføjelser og udpege en lægmand, Yoftahe Dimetros, til at føre tilsyn med dem. Kort tid efter anklagede den hellige synode Antonios for kætteri og afsatte ham fra sit embede. Antonios blev derefter sat i husarrest. I januar 2006 sendte Antonios et brev til den hellige synode, hvori han benægtede anklagerne mod ham og ekskommunikerede flere synodemedlemmer samt Dimetros, idet han erklærede, at deres og regeringens handlinger var i strid med den eritreisk-ortodokse kirkes forfatning og vedtægter. Ikke desto mindre valgte den hellige synode den 19. april 2007 Abune Dioskoros som ny patriark. I juli 2019 anklagede den hellige synode under pres fra regeringen Antonios formelt igen for kætteri og ekskluderede ham. Patriark Dioskoros var død i 2015, og i 2020 var der ikke blevet udpeget nogen efterfølger. De andre orientalsk-ortodokse kirker samt den katolske kirke fortsatte med at anerkende Antonios som patriark, selv om han fortsat er i husarrest.
I december 2020 fik den eritreiske regerings fortsatte indblanding i religiøse anliggender det amerikanske udenrigsministerium til at inkludere Eritrea blandt lande med “særlig bekymring” med hensyn til religionsfrihed. Det har det gjort det gentagne gange siden 2004. Udpegelsen blev udstedt i henhold til den internationale lov om religionsfrihed fra 1998 “for at engagere sig i eller tolerere systematiske, vedvarende, uhyrlige krænkelser af religionsfriheden.”
De ortodokse udgør omkring halvdelen af Eritreas seks millioner indbyggere. Ingen andre kristne trosretninger udgør mere end fem procent af befolkningen; resten er sunni-muslimer. De fleste ortodokse tilhører den etniske Tigrinya-gruppe, der er centreret i det centrale og nordlige højland. I dag har den eritreisk-ortodokse kirke ca. 1.500 kirker, 22 klostre og 15.000 præster.
Hans nåde biskop Makarios er leder af det eritreisk-ortodokse ærkebispedømme i Nordamerika. Han er bosat på 5 Woodstone Drive i Cedar Grove, New Jersey 07009. De eritreisk-ortodokse troende i Storbritannien er under biskop Markos’ pastorale omsorg. Michael’s Eritreansk-ortodokse kirke, 78 Edmund St, London, SE5 7NR. Det blev den første eritreisk-ortodokse kirke i Europa, da den blev indviet i 1997.
Location: Beliggenhed: Eritrea
Overhoved: Patriark Antonios I (født 1927, valgt i 2004)
Titel: Patriark for den eritreisk-ortodokse Tewahdo-kirke
Bopæl: Eritrea: født i november 2004 (valgt i 2004)
Patriark: Bopæl: Asmara, Eritrea
Medlemskab:: Asmara, Eritrea
Medlemskab: 3,030,000
Website: https://www.lisantewahdo.org/
Sidste ændring: https://www.lisantewahdo.org/
14. december 2020