Fra 1945 til 1952 boede mere end 250.000 jødiske fordrevne personer (DPs) i lejre og bycentre i Tyskland, Østrig og Italien. Disse faciliteter blev administreret af de allierede myndigheder og United Nations Relief and Rehabilitation Administration (UNRRA).
I årene efter Holocaust var problemerne med dagliglivet i lejrene for fordrevne personer, zionismen og emigrationen blandt de bekymringer, som disse jødiske DP’er stod over for.
Dagligt liv
Snart efter befrielsen begyndte de overlevende at lede efter deres familier. UNRRA oprettede det centrale sporingsbureau for at hjælpe de overlevende med at finde frem til slægtninge, der havde overlevet koncentrationslejrene. Offentlige radioudsendelser og aviser indeholdt lister over overlevende og deres opholdssted. Forsøget på at genforene familier gik hånd i hånd med oprettelsen af nye familier; der var mange bryllupper og mange fødsler i DP-lejrene.
Snart blev der oprettet skoler, og der kom lærere fra Israel og USA for at undervise børnene i DP-lejrene. Den ortodokse jødedom begyndte også sin genfødsel, da der blev oprettet yeshivot (religiøse skoler) i flere lejre, bl.a. Bergen-Belsen, Foehrenwald og Feldafing. Religiøse helligdage blev vigtige lejligheder til sammenkomster og festligheder. Jødiske frivillige organisationer leverede religiøse artikler til hverdags- og helligdagsbrug.
De DP’er omdannede også lejrene til aktive kulturelle og sociale centre. På trods af de ofte dystre forhold – mange af lejrene var tidligere koncentrationslejre og tyske militærlejre – var der snart et væld af sociale og erhvervsmæssige organisationer. Journalistikken kom til live med mere end 170 publikationer. Talrige teater- og musiktrupper turnerede i lejrene. Idrætsklubber fra forskellige DP-centre udfordrede hinanden.
Zionisme
Zionismen (bevægelsen for at vende tilbage til det jødiske hjemland i det daværende britisk-kontrollerede Palæstina) var måske det mest opildnende spørgsmål i den jødiske DP-æra. I stigende antal fra 1945-48 valgte de jødiske overlevende, hvis nationalisme blev forstærket af den manglende autonomi i lejrene og de få mulige destinationer, det britisk kontrollerede Palæstina som deres mest ønskede destination. De DP’er blev en indflydelsesrig kraft i den zionistiske sag og i den politiske debat om oprettelsen af en jødisk stat. De fordømte de britiske hindringer for åben indvandring til Palæstina.
Landbrugsuddannelsesgårde og kommuner, der forberedte DP’erne på pionerlivet, blev grundlagt i mange DP-lejre. Zionistiske ungdomsgrupper indgød et tilhørsforhold til Israel blandt de unge. David Ben-Gurion, leder af det jødiske samfund i Palæstina, besøgte DP-lejrene flere gange i 1945 og 1946. Hans besøg løftede DP’ernes moral og samlede dem til støtte for en jødisk stat. Jewish Agency (den de facto jødiske myndighed i Palæstina) og jødiske soldater fra den britiske hærs jødiske brigade konsoliderede yderligere alliancen mellem DP’erne og zionisterne, idet de ofte hjalp ulovlige indvandringsforsøg. Masseprotester mod den britiske politik blev almindelige begivenheder i DP-lejrene.
Emigration
Efter befrielsen var de allierede parat til at hjemsende jødiske fordrevne personer til deres hjem, men mange DP’er nægtede eller følte sig ude af stand til at vende tilbage. De allierede overvejede og udsatte det i årevis, før de løste emigrationskrisen, selv om nogle allierede embedsmænd havde foreslået løsninger blot måneder efter befrielsen. Earl Harrison anbefalede i sin rapport til præsident Truman i august 1945 en masseflytning af befolkningen fra Europa og genbosættelse i det britisk kontrollerede Palæstina eller i USA. Rapporten fik præsident Truman til at beordre, at DP’er, især enker og forældreløse børn, skulle have fortrinsret i de amerikanske indvandringskvoter. Storbritannien hævdede imidlertid, at USA ikke havde ret til at diktere den britiske politik, hvad angår adgangen for jøder til Palæstina.
Truman kunne ikke alene få indført restriktive amerikanske og britiske indvandringskvoter, men det lykkedes ham at presse Storbritannien til at sponsorere den anglo-amerikanske undersøgelseskommission. Denne binationale delegations forslag omfattede optagelse af 100.000 jødiske DP’er i Palæstina. Storbritanniens afvisning af rapporten styrkede mange jøders beslutsomhed om at nå Palæstina, og fra 1945-48 flyttede organisationen Brihah (“flugt”) mere end 100.000 jøder forbi britiske patruljer og illegalt ind i Palæstina.
Britiske søfolk kaprede mange af de skibe, der blev brugt i operationerne, og internerede passagererne i lejre på Cypern. Det britiske angreb på et af disse skibe, Exodus 1947, tiltrak sig verdensomspændende omtale og styrkede støtten til de DP’ers kamp for at emigrere.
Den 14. maj 1948 anerkendte USA og Sovjetunionen staten Israel. Kongressen vedtog også Displaced Persons Act i 1948, som gav 200.000 DP’er tilladelse til at rejse ind i USA. Lovens bestemmelser gjorde den i første omgang ugunstig for de jødiske DP’er, men kongressen ændrede loven med DP Act of 1950. I 1952 var over 80.000 jødiske DP’er emigreret til USA i henhold til DP-loven og med hjælp fra jødiske organisationer.
Med over 80.000 jødiske DP’er i USA, omkring 136.000 i Israel og yderligere 20.000 i andre nationer, herunder Canada og Sydafrika, var DP-udvandringskrisen slut. Næsten alle DP-lejre var lukket i 1952. De jødiske fordrevne personer begyndte et nyt liv i deres nye hjemlande rundt om i verden.