Edessa

Vil du være med til at støtte New Advent og få det fulde indhold af denne hjemmeside som en øjeblikkelig download. Inkluderer den katolske encyklopædi, kirkefædre, summa, bibel og meget mere, alt sammen for kun 19,99 kr….

En titulær ærkebispesæde i den del af Mesopotamien, der tidligere var kendt som Osrhoene.

Det navn, under hvilket Edessa optræder i kileskriftindskrifter, er ukendt; det oprindelige navn var Osroe, efter en lokal satrap, dette var den armenske form for Chosroes; det blev på syrisk Ourhoï, på armensk Ourhaï på arabisk Er Roha, almindeligvis Orfa eller Urfa, dets nuværende navn. Seleucus Nicator, da han genopbyggede byen 303 f.Kr., kaldte den Edessa til minde om Makedoniens gamle hovedstad af samme navn (nu Vodena). Under Antiochus IV (175-164 f.Kr.) blev byen kaldt Antiochia af kolonister fra Antiochia, som havde slået sig ned der.

Da kongeriget Osrhoene blev grundlagt, blev Edessa hovedstad under Abgar-dynastiet. Dette kongerige blev grundlagt af nabatæiske eller arabiske stammer fra Nordarabien og varede næsten fire århundreder (132 f.Kr. til 244 e.Kr.) under fireogtredive konger. Det var først mere eller mindre under parthiernes protektorat, derefter under romernes; sidstnævnte besatte endda Edessa fra 115 til 118 under Trajan og fra 216 til 244, hvor kongeriget definitivt blev undertrykt for at danne en romersk provins. Det litterære sprog hos de stammer, som havde grundlagt dette kongerige, var aramæisk, hvorfra det syriske kom.

Den nøjagtige dato for indførelsen af kristendommen i Edessa kendes ikke. Det er dog sikkert, at det kristne samfund i begyndelsen blev sammensat af byens jødiske befolkning. Ifølge en gammel legende blev kong Abgar V, Ushana, omvendt af Addai, som var en af de tooghalvfjerdsindstyve disciple. (For en fuldstændig beretning se ABGAR.) I virkeligheden var den første konge af Edessa, der omfavnede den kristne tro, imidlertid Abgar IX (ca. 206). Under ham blev kristendommen den officielle religion i kongeriget. Hvad angår Addai, var han hverken en af de tooghalvfjerdsindstyve disciple, som legenden hævder, eller apostelen Thaddeus, som Eusebius siger (Kirkehistorie IV.13), men en missionær fra Palæstina, som evangeliserede Mesopotamien omkring midten af det andet århundrede og blev den første biskop i Edessa. (Se ADDAI’s DOKTRINE.) Han blev efterfulgt af Aggai, derefter af Palout (Palut), som blev ordineret omkring år 200 af Seraphion af Antiokia. Fra da af var kirken i Edessa, som indtil da var underlagt kirken i Jerusalem, underlagt metropolitten i Syrien. De førnævnte forbindelser med Jerusalem og Antiokia forårsagede en vigtig syrisk litterær bevægelse i Edessa, som byen længe forblev centrum for. Herfra kom i det andet århundrede den berømte Peshitto eller syriske oversættelse af Det Gamle Testamente til os; også Tatians Diatessaron, som blev udarbejdet omkring 172 og var i almindelig brug, indtil den hellige Rabbula (Rabulas), biskop af Edessa (412-35), forbød brugen heraf. Blandt de berømte disciple af skolen i Edessa skal særligt nævnes Bardesanes (154-222), en skolekammerat af Abgar IX, ophavsmand til den kristne religiøse poesi, hvis undervisning blev videreført af hans søn Harmonius og hans disciple. (Se BARDESANES OG BARDESANITES.)

Der blev afholdt et kristent koncil i Edessa så tidligt som i 197 (Eusebius, Church History V.23). I 201 blev byen hærget af en stor oversvømmelse, og den kristne kirke blev ødelagt (“Chronicon Edessenum”, ad. an. 201). I 232 blev apostlen Sankt Thomas’ relikvier bragt fra Indien, og ved denne lejlighed blev hans syriske Apostelakter skrevet. Under romersk herredømme led mange martyrer i Edessa: de hellige Scharbîl og Barsamya under Decius; de hellige Gûrja, Schâmôna, Habib og andre under Diocletian. I mellemtiden havde kristne præster fra Edessa evangeliseret det østlige Mesopotamien og Persien og grundlagt de første kirker i sassanidernes rige. Atillâtiâ, biskop af Edessa, assisterede på koncilet i Nikæa (325). “Peregrinatio Silviæ” (eller Etheriæ) (ed. Gamurrini, Rom, 1887, 62 sqq.) giver en beretning om de mange helligdomme i Edessa omkring 388.

Da Nisibis blev afstået til perserne i 363, forlod den hellige Efraim sin fødeby til Edessa, hvor han grundlagde den berømte Perserskole. Denne skole, som i høj grad blev besøgt af den kristne ungdom i Persien, og som blev nøje overvåget af St. Cyril af Alexandria, på grund af dens nestorianske tendenser, nåede sin højeste udvikling under biskop Ibas, berømt gennem kontroversen om de tre kapitler, blev midlertidigt lukket i 457 og endelig i 489 på ordre af kejser Zeno og biskop Cyrus, hvor lærerne og eleverne fra skolen i Edessa rejste tilbage til Nisibis og blev grundlæggerne og hovedskriverne af den nestorianske kirke i Persien (Labourt, Le christianisme dans l’empire perse, Paris, 1904, 130-141). Monofysitismen blomstrede i Edessa, selv efter den arabiske erobring.

Det er nok at nævne her blandt de senere berømtheder fra Edessa Jakob Baradeus, den egentlige leder af de syriske monofysioter, kendt efter ham som jakobitter; Stefan Bar Sudaïli, munk og pantheist, som i Palæstina skyldtes origenismens sidste krise i det sjette århundrede; Jakob, biskop af Edessa, en frugtbar forfatter (død. 708); Theophilus maronitten, en astronom, der oversatte Homers Iliaden og Odysseen til syrisk vers; den anonyme forfatter af “Chronicon Edessenum” (krøniken fra Edessa), der blev udarbejdet i 540; forfatteren af historien om “The Man of God” i det femte århundrede, som gav anledning til legenden om den hellige Alexius. De ældste kendte daterede syriske manuskripter (411 og 462 e.Kr.), der indeholder græske patristiske tekster, stammer fra Edessa.

Opført af kejser Justin og opkaldt efter ham Justinopolis (Evagrius, Hist. Eccl., IV, viii), blev Edessa i 609 indtaget af perserne, snart tilbageerobret af Herakleios, men igen erobret af araberne i 640. Under byzantinsk styre havde den, som metropol i Osrhoene, elleve suffragan-sæder (Echos d’Orient, 1907, 145). Lequien (Oriens christ., II, 953 sqq.) nævner 35 biskopper fra Edessa, men hans liste er ufuldstændig. Det græske hierarki synes at være forsvundet efter det ellevte århundrede. Af dets jakobitiske biskopper nævnes niogtyve af Lequien (II, 1429 sqq.), mange andre i “Revue de l’Orient chrétien” (VI, 195), nogle i “Zeitschrift der deutschen morgenländischen Gesellschaft” (1899), 261 sqq. Desuden siges nestorianske biskopper at have opholdt sig i Edessa så tidligt som i det sjette århundrede. Byzantinerne forsøgte ofte at generobre Edessa, især under Romanus Lacapenus, som af indbyggerne fik det “hellige Mandylion”, eller det gamle portræt af Kristus, og overførte det højtideligt til Konstantinopel den 16. august 944 (Rambaud, Constantin Porphyrogénète, Paris, 1870, 105 sqq.). For en redegørelse for dette ærværdige og berømte billede, som helt sikkert var i Edessa i 544, og som der findes en gammel kopi af i Vatikanbiblioteket, bragt til Vesten af venetianerne i 1207, se Weisliebersdorf, “Christus und Apostelbilder” (Freiburg, 1902), og Dobschütz, “Christusbilder” (Leipzig, 1899). I 1031 blev Edessa overgivet til grækerne af dens arabiske guvernør. Den blev tilbageerobret af araberne og derefter successivt holdt af grækerne, de seljukiske tyrkere (1087), korsfarerne (1099), som etablerede “grevskabet” Edessa og beholdt byen indtil 1144, hvor den igen blev erobret af tyrkeren Zengui, og de fleste af dens indbyggere blev slagtet sammen med den latinske ærkebiskop. Disse begivenheder er os hovedsagelig kendt gennem den armenske historiker Matthæus, som var født i Edessa. Siden det 12. århundrede har byen successivt tilhørt sultanerne af Aleppo, mongolerne, mamelukerne og endelig (siden 1517) Osmanlis.

Orfa er i dag hovedbyen i et sanjak i Aleppos vilayet og har en handel med bomuldsstoffer, læder og smykker. Ruinerne af dens mure og af en arabisk borg er stadig synlige. En af dens kuriositeter er Abrahams moské, idet denne patriark ifølge en mussulmansk legende blev dræbt i Orfa. Indbyggertallet er ca. 55.000, hvoraf 15.000 er kristne (kun 800 katolikker). Der er 3 katolske sogne, syriske, armenske og latinske; den latinske sogn ledes af kapucinerne, som også har en skole. Franciskanernonnerne leder en pigeskole. Denne mission er afhængig af den apostolske mission i Mardin. Der er også i Orfa en jakobitisk og en gregoriansk armensk biskop.