invasion og formering af mikroorganismer i kropsvæv, som ved en smitsom sygdom. Den infektiøse proces svarer til en cirkulær kæde, hvor hvert led repræsenterer en af de faktorer, der er involveret i processen. En smitsom sygdom opstår kun, hvis hvert led er til stede og i den rigtige rækkefølge. Disse led er (1) det sygdomsfremkaldende agens, som skal være tilstrækkeligt talrigt og virulent til at ødelægge normalt væv, (2) reservoirer, hvori organismen kan trives og reproducere sig, f.eks. kropsvæv og affald fra mennesker, dyr og insekter samt forurenet mad og vand; (3) en portal, hvorigennem patogenet kan forlade værten, f.eks. luftvejene eller tarmkanalen; (4) en overførselsmåde, f.eks. hænder, luftstrømme, vektorer, fomitter eller andre midler, hvorved patogenerne kan flyttes fra et sted eller en person til en anden; og (5) en indgangsportal, hvorigennem patogenerne kan trænge ind i kroppen hos (6) en modtagelig vært. Åbne sår og luftvejene, tarmkanalerne og reproduktionskanalerne er eksempler på indgangsportaler. Værten skal være modtagelig for sygdommen, dvs. ikke være immun over for den eller ikke have tilstrækkelig modstandsdygtighed til at overvinde patogenernes invasion. Kroppen reagerer på invasionen af de sygdomsfremkaldende organismer ved at danne antistoffer og ved en række fysiologiske ændringer, der kaldes inflammation.
Spektret af infektiøse agenser ændrer sig med tiden og med indførelsen af lægemidler og kemikalier, der er beregnet til at ødelægge dem. Indførelsen af antibiotika og den deraf følgende udvikling af resistente bakteriestammer har introduceret nye typer patogener, der er lidet kendte eller ikke tidligere blev anset for at være særligt farlige for mennesket. For nogle få årtier siden var grampositive organismer de mest almindelige smittefremkaldende agenser. I dag er de gramnegative mikroorganismer og Proteus, Pseudomonas og Serratia særligt problematiske, især i forbindelse med udviklingen af hospitalsinfektioner. Det forudses, at der i de kommende årtier vil dukke andre mindre kendte patogener og nye bakterie- og virusstammer op som almindelige årsager til infektioner.
Udviklingen af resistente stammer af patogener kan begrænses ved en fornuftig anvendelse af antibiotika. Dette kræver dyrkning og følsomhedstest for et specifikt antibiotikum, som den identificerede forårsagende organisme har vist sig at være følsom over for. Hvis patienten har fået et bredspektret antibiotikum før dyrkning og følsomhedsundersøgelse, bør dette ophøre, så snart det specifikke antibiotikum for organismen er fundet. Det ville også være nyttigt, hvis offentligheden forstod, at antibiotika ikke er et universalmiddel, og at der er fare ved at bruge dem vilkårligt. I nogle tilfælde kan et antibiotikum forstyrre kroppens normale flora og dermed kompromittere kroppens naturlige modstandskraft og gøre den mere modtagelig for en anden infektion (superinfektion) med en mikroorganisme, der er resistent over for antibiotikaet.
Selv om antibakterielle midler har reduceret dødeligheden og sygeligheden for mange infektionssygdomme betydeligt, afhænger det endelige resultat af en infektionsproces af effektiviteten af værtens immunforsvar. De antibakterielle lægemidler har en tilbageholdende virkning og holder væksten og reproduktionen af det infektiøse agens i skak, indtil samspillet mellem organismen og værtens immunorganer kan undertrykke angriberne.
Intracellulære infektiøse agenser omfatter vira, mycobakterier, Brucella, Salmonella og mange andre. Infektioner af denne type overvindes primært af T-lymfocytter og deres produkter, som er komponenterne i den cellemedierede immunitet. Ekstracellulære infektiøse agenser lever uden for cellen; disse omfatter arter af Streptococcus og Haemophilus. Disse mikroorganismer har en kulhydratkapsel, der fungerer som et antigen, der stimulerer produktionen af antistoffer, som er en væsentlig komponent i den humorale immunitet.
Infektion kan overføres ved direkte kontakt, indirekte kontakt eller vektorer. Direkte kontakt kan ske med kropsudskillelser som f.eks. urin, afføring eller slim eller med dræn fra et åbent sår, ulcus eller sår. Ved indirekte kontakt forstås overførsel via livløse genstande som f.eks. sengetøj, sengegavle, drikkeglas eller spiseredskaber. Vektorer er fluer, myg eller andre insekter, der er i stand til at bære og sprede det smitsomme agens.
Særlige forholdsregler til forebyggelse af smittespredning kan variere fra streng isolation af patienten og foranstaltninger som f.eks. brug af handsker, maske eller kittel til blot at udvise forsigtighed ved håndtering af smittefarligt materiale. Uanset patientens diagnose eller status er det absolut nødvendigt at vaske hænder før og efter hver kontakt.
Ukendt eller subklinisk infektion udgør en trussel, fordi mange infektiøse agenser kan overføres, når symptomerne enten er milde eller helt fraværende.
I forbindelse med pleje af patienter, for hvem der ikke er tildelt særlige forholdsregler, er handsker indiceret, når der er direkte kontakt med blod, sår- eller læsionsdræn, urin, afføring eller mundsekretion. Der bæres kittel over tøjet, når der er rigeligt dræn og mulighed for, at ens tøj kan blive tilsmudset med infektiøst materiale.
Når der er stillet en endelig diagnose af en smitsom sygdom, og der er ordineret særlige forholdsregler, er det bydende nødvendigt, at alle, der har kontakt med patienten, overholder reglerne. Familiemedlemmer og besøgende har brug for instruktion i de korrekte teknikker og grunden til, at de er nødvendige.
Fysiologisk støtte indebærer en styrkelse af patientens ydre og indre forsvarsmekanismer. Hudens integritet bevares. Daglig badning undgås, hvis det udtørrer huden og disponerer den for irritation og sprækker. Blid vask og grundig tørring er nødvendig på områder, hvor to hudoverflader berører hinanden, f.eks. i lysken og genitalområdet, under tunge bryster og i aksillerne. Lotioner og blødgørende midler anvendes ikke kun for at holde huden blød, men også for at stimulere blodcirkulationen. Der træffes foranstaltninger til at forebygge tryksår som følge af langvarigt tryk og iskæmi. Der gives systematisk mundpleje for at sikre en sund mundslimhinde.
Det samlede væskeindtag bør ikke være mindre end 2000 ml hver 24. time. Cellulær dehydrering kan modvirke en tilstrækkelig transport af næringsstoffer og udskillelse af affaldsstoffer. Vedligeholdelse af en sur urin er vigtig, når urinvejsinfektioner er sandsynlige, som når patienten er immobiliseret eller har et urinvejskateter til fastsiddende urinvejskateter. Dette kan opnås ved daglig indgivelse af C-vitamin. Ernæringsbehovene dækkes med alle nødvendige midler og kan kræve supplerende oral ernæring eller total parenteral ernæring. Patienten skal også have tilstrækkelig hvile og være fri for ubehag. Dette kan gøre det nødvendigt at lære hende eller ham afslapningsteknikker, planlægge perioder med uafbrudt hvile og korrekt brug af ikke-invasive komfortforanstaltninger samt fornuftig brug af smertestillende medicin.
At have en smitsom sygdom kan ændre patientens selvopfattelse og få dem til at føle sig selvbevidst over stigmatiseringen af at være smitsom eller “beskidt” eller få dem til at føle sig skyldige over den fare, de kan udgøre for andre. Social isolation og ensomhed er også potentielle problemer for patienten med en smitsom sygdom.
Patienterne kan også blive modløse, fordi nogle infektioner har en tendens til at vende tilbage eller til at involvere andre dele af kroppen, hvis de ikke bliver effektivt udryddet. Det er vigtigt, at de kender til arten af deres sygdom, formålet med og resultaterne af diagnostiske undersøgelser og den forventede virkning af medicin og behandlinger.
Patientuddannelse bør også omfatte oplysninger om de måder, hvorpå en bestemt infektion kan overføres, korrekt håndvask, godkendte desinfektionsmidler til brug i hjemmet, metoder til håndtering og bortskaffelse af kontaminerede genstande og andre særlige forholdsregler, der er indiceret. Hvis patienterne skal fortsætte med at tage antibakterielle midler i hjemmet, skal de advares om ikke at stoppe med at tage den ordinerede medicin, selv om symptomerne aftager, og de føler sig bedre.
