Du vil sandsynligvis høre Hugh Herr, før du ser ham.
Den karismatiske leder af MIT’s biomechatronik-forskningsgruppe bærer to næste generations benproteser, der hver især er knapt synlige under manchetten på hans grå bukser, og som frembringer en svag, perkussionistisk summen ved hvert skridt, ligesom lyden af en lille elektrisk boremaskine. Lyden fungerer næsten som et ledemotiv – man hører den svagt, når han går op ad trappen til sit kontor i MIT Media Lab i glas og metal, eller når han går over scenen under et foredrag.
Blandt fremtidsforskere er Herr’s historie legendarisk. I begyndelsen af 1980’erne, efter at han havde mistet begge ben under knæene på grund af forfrysninger i en klatreulykke i New Hampshire’s White Mountains, fortalte en læge ham, at han aldrig ville klatre igen. Herr var trodsig og brugte et lokalt maskinværksted til at hugge specialfremstillede proteser sammen af gummi, metal og træ. Han konstruerede et sæt små fødder, der kunne finde fodfæste, hvor hans gamle par ville være gledet ud, og et sæt med spidser, som han kunne bruge til at bestige de stejleste isvægge. Han fortsatte med at blive en lige så sikker klatrer efter sin ulykke, som han nogensinde havde været før.
Denne proces med at redesigne elementer af sin egen krop blev en åbenbaring for Herr. “Jeg så den manglende biologiske del af min krop som en mulighed, en tom palet, som jeg kunne skabe”, fortalte han et publikum på Autodesk University-konferencen i 2015.
Denne etos har banet vejen for en enestående akademisk og offentlig karriere, der trodser enhver let kategorisering. Han tog eksamensbeviser på MIT og Harvard og blev til sidst leder af MIT’s biomechatronikgruppe, som er blevet en forskningstitan under hans ledelse. I 2011, samme år som han lancerede protesemagasinet BionX Medical Technologies – som skabte den BiOM-protese, som han bærer dagligt – kaldte Time ham “lederen af den bioniske tidsalder”.
I et solrigt rum med udsigt over det luftige biomechatronik-gangtestlaboratorium nævner Herr ikke disse anerkendelser. I stedet beskriver han sin forskning som et moralsk imperativ til at bekæmpe den smerte og frustration, der forårsages af utilstrækkelige grænseflader mellem mennesker og maskiner – en vej, mener han, der vil føre til en verden, hvor kunstige lemmer ikke længere skurrer og giver blå mærker, og hvor quadriplegikere måske kan gå igen.
“Min personlige erfaring understregede for mig, hvor dårligt designet verden er,” siger han, “og den dybe menneskelige lidelse, der er forårsaget af dårligt design.”
I et vist lys kan det centrale tema i dette arbejde indrammes som den opfattelse, at effektiv hjælpeteknologi skal reagere intelligent på menneskelig aktivitet. Uanset hvor avanceret en traditionel protese end måtte være, er dens grove morfologi som en pirats træben; for at bygge en passende bro mellem en menneskekrop og en protese skal lemmerne registrere bærerens hensigt og reagere i overensstemmelse hermed.
Det er det ræsonnement, der ligger til grund for designet af BiOM-anklen. I et slankt kabinet af kulfiber og krom er der en tæt rede af sensorer og kredsløb, der styrer en kunstig lægmuskel, som aktiveres af en fjeder og en lille elektrisk motor. Når brugeren træder ned, opfanger fjederen den potentielle energi, og når han eller hun træder op, giver motoren et lille skub. Apparatet måler også ting som ganghastighed og hælens anslagsvinkel; den indbyggede computer beregner, hvad anklen skal gøre for hvert skridt.
Resultatet er en elegant hybrid af det biologiske og mekaniske, der efterligner funktionen af en læg af kød og ben. Det er uden fortilfælde inden for proteser: Med hvert skridt driver BiOM brugeren fremad med en naturlig gangart, som en gammeldags, ikke-automatiseret protese aldrig ville kunne reproducere.
BiOM-brugere taler med begejstring om teknologien. Den tidligere marinesoldat William Gadsby, der mistede sit højre ben i et bagholdsangreb i Irak i 2007, begyndte at bære en protese efter langvarige vanskeligheder med at tilpasse sig en traditionel protese. “For mig var denne fyr, Dr. Herr, en inspiration,” sagde Gadsby til Smithsonian Magazine. “Han sad ikke og tænkte: ‘Jeg ville ønske, at de kunne finde på en bedre dims’. Han fik de uddannelser, så han kunne reparere sig selv – og reparere alle andre.”
I Herr’s vision er proteser som BiOM dog kun et springbræt til en bred sammenfletning af menneske og maskine. Selv om hver enhed er et sofistikeret biomekanisk apparat – “Jeg er i bund og grund en masse møtrikker og bolte fra knæene og nedad”, siger Herr – er dens intelligens i bund og grund tilfældig. BiOM’en bruger sensorer til at registrere brugerens skridt og reagere derefter, men den er stadig grundlæggende adskilt fra bærerens nervesystem.
For at designe en hånd, der er mere behændig end enhver håndværkers, eller en fod, der er stærkere og mere smidig end enhver ballerinas, skal denne kløft overvindes, siger Herr. Nye typer sensorer skal forbinde det menneskelige nervesystem med det digitale.
Hans team på MIT undersøger en række strategier til at opnå dette. En lovende mulighed er f.eks. at dyrke nerver gennem syntetiske rør, der ved hjælp af elektroder opfanger impulser direkte fra nervesystemet.
Uanset hvilken specifik teknologi, der skal skabe denne bro, er Herr optimistisk med hensyn til konceptets gennemførlighed på lang sigt. “Hvis man ved, hvordan man ind- og udsender information til perifere nerver, kan man løse en lang række handicaps”, siger han.
Filosofisk set er det en del af en fremtid, som Herr forestiller sig, hvor ekstremt detaljerede data om menneskekroppen, nervesystemet og miljøet vil gøre det muligt at designe genstande, der er skræddersyet til hvert enkelt individ. “Bedre design vil blive informeret af en dyb, dyb forståelse af mennesket”, siger Herr. “I fremtiden vil alle mennesker have en digital repræsentation af sig selv, og der vil være kvantitative designrammer, der bruger en digital krop til at designe alle former for ting, som mennesker bruger.”
Det er et formidabelt teknisk mål, men også et etisk mål, fordi det vil befri folk med ikke-typiske kroppe af alle typer fra den irritation og det ubehag, der er forbundet med at bruge ting, der er designet til den gennemsnitlige krop.
Herr læner sig tilbage og tipper fraværende sin stol på de to bageste ben. En dag, siger han, forestiller han sig “en sømløs integration mellem den byggede verden og vores kroppe – en verden, hvor ting rent faktisk fungerer, ting ikke forårsager smerte, ting ikke forårsager dyb frustration.”
Denne artikel er et uddrag af The Future of Making af redaktør/forfatter Tom Wujec og Autodesk. Bogen udforsker, hvordan nye teknologier og nye måder at designe på forandrer, hvad og hvordan folk laver ting.