Slaveri har en historie, der går flere tusinde år tilbage i tiden. Det eksisterede i forhistoriske jagtsamfund og har eksisteret gennem hele menneskehedens historie som en universel institution. Selv om slaver altid har været udsat for fysisk og seksuel udnyttelse, har diskussionen om menneskehandel set ud fra et udnyttelsessynspunkt en langt kortere historie.
Vide slaverier
Den internationale handel med kvinder kom i fokus med bevægelsen mod det hvide slaveri. Selv om begrebet hvidt slaveri har fået forskellige betydninger, er følgende den mest almindeligt anvendte: Ved hvidt slaveri forstås tilvejebringelse – ved brug af magt, bedrag eller narkotika – af en hvid kvinde eller pige mod hendes vilje til prostitution (Doezema 1999). Bevægelsen for hvidt slaveri kombinerede den nationale bevægelses ambitioner mod prostitution med bevægelsen mod slaveri. Det er blevet hævdet, at diskussionen om hvidt slaveri og seksuel udnyttelse af hvide kvinder er tæt forbundet med kampen mod udnyttelsen af sorte slaver (Leppanen 2007). Opmærksomheden på hvidt slaveri skete på det tidspunkt, hvor det sorte slaveri blev afskaffet juridisk, og sproget om et socialt fænomen blev overført til et andet. Diskussionen om hvidt slaveri er ofte blevet set som et tegn på en moralsk sensationalisme af prostitution.
Emma Goldman (1970, 19-20), en amerikansk feminist, der også blev omtalt som anarkisternes dronning, skrev om hvid trafik i 1917:
Selvfølgelig vil baby people kun blive interesseret – i det mindste for en stund – når menneskelige sorger bliver forvandlet til et stykke legetøj med grelle farver. Folket er meget lunefulde babyer, der skal have nyt legetøj hver dag. Det “retfærdige” skrig mod den hvide slavetrafik er et sådant legetøj. Det tjener til at underholde folket et stykke tid, og det vil være med til at skabe nogle flere fede politiske job – parasitter, der sniger sig rundt i verden som inspektører, efterforskere, detektiver og så videre. Hvad er egentlig årsagen til handel med kvinder? Udnyttelse, selvfølgelig…
Mange samtidshistorikere deler den opfattelse, at antallet af tilfælde af hvidt slaveri faktisk var meget lavt, og at diskussionen dengang blev udløst af det stigende antal kvindelige indvandrere fra Europa, der søgte arbejde i udlandet (Doezema 1999). På den anden side viser nogle tal, at handel med kvinder faktisk eksisterede i slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900. I 1912 opregnede politiet i Hamborg 402 kendte handel med kvinder og identificerede yderligere 644 i Østeuropa. Det amerikanske immigrationsbureau undersøgte handel med kvinder i London, Berlin og Hamborg og identificerede 578 personer, der var involveret i denne handel (Picarelli 2007). En undersøgelse af “Importation and Harbouring of Women for Immoral Purposes” i USA fra 1908 til 1909 viste, at et stort antal fremmede kvinder og piger blev bragt til landet for at blive distribueret med henblik på prostitution (Folkeforbundet 1927).
I Europa blev hvidt slaveri drøftet på en konference, der blev afholdt i Paris i 1895, efterfulgt af lignende konferencer i London og Budapest i 1899. Internationale konferencer mod hvidt slaveri blev organiseret i Paris i 1899 og i 1902. I 1904 blev der i Paris underskrevet en international aftale om bekæmpelse af “den hvide slavehandel” (Folkeforbundet 1920). Aftalen havde til formål at sikre, at kvinder og piger beskyttes mod den kriminelle handel, der er kendt som “den hvide slavehandel”. Selv om ofrenes sikkerhed nævnes i aftalen, er der fokus på kontrol og hjemsendelse af migrantkvinder og -piger.
I 1910 underskrev 13 lande den internationale konvention til bekæmpelse af den hvide slavehandel (FN 1951). Mens aftalen fra 1904 behandlede migrationssiden af spørgsmålet, fokuserede konventionen fra 1910 på kriminalisering af menneskehandel.
Efter underskrivelsen af konventionen fra 1910 blev der i mange europæiske lande oprettet nationale komitéer til bekæmpelse af menneskehandel. Komiteerne modtog oplysninger fra netværket af organisationer, som var involveret i det forebyggende og beskyttende arbejde. Disse rapporter dannede grundlag for en international diskussion om handel med hvide slaver (Folkeforbundet 1927). Første Verdenskrig satte imidlertid en stopper for den videre udvikling af det internationale arbejde mod menneskehandel på dette tidspunkt.
Det er klart, at i diskussionen om hvidt slaveri var lande uden for Europa samt andre kvinder end hvide generelt usynlige. Dette førte til en kritik af begrebet hvidt slaveri, og det blev til sidst ændret til handel med kvinder (Leppanen 2007). Ændringen af terminologien afspejler også, at diskussionen flyttede sig fra det nationale til det internationale niveau.
Handel med kvinder og børn
Efter oprettelsen af Folkeforbundet i 1919-1920 begyndte kvindebevægelsen at fokusere på internationale i stedet for nationale spørgsmål. I juni 1921 var Folkeforbundet vært for en international konference i Genève. Repræsentanter fra 34 nationer deltog i konferencen, hvor der for første gang blev stillet krav om, at handel med hvide slaver skulle erstattes af handel med kvinder og børn (Folkeforbundet 1927). Dette udvidede omfanget af menneskehandel til at omfatte andre end hvide kvinder og børn. Den omfattede også børn af begge køn, der skulle behandles som ofre for menneskehandel. Det betyder, at det internationale samfund for første gang anerkendte, at også mandlige børn kunne være ofre for menneskehandel.
Disse bestræbelser førte til den internationale konvention til bekæmpelse af handel med kvinder og børn (De Forenede Nationer 1950), som blev undertegnet i Genève i 1921 af 33 stater. Konventionen henviser til de lovovertrædelser, der er nævnt i konventionen fra 1910 om handel med hvide slaver. Desuden anmoder konventionen landene om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at retsforfølge personer, der er involveret i handel med børn af begge køn.
Konventionen anerkender også behovet for beskyttelse under migrationsprocessen samt behovet for at informere kvinder og børn om handel med børn. Landene opfordres til at sørge for “at der på jernbanestationer og i havne opsættes opslag, der advarer kvinder og børn om faren ved denne handel og angiver de steder, hvor de kan få indkvartering og hjælp” (FN 1950, art. 7).
I 1923 blev Folkeforbundet enige om at iværksætte en undersøgelse af handel med kvinder og børn og foreslog at udpege en ekspertgruppe til at undersøge situationen i samarbejde med regeringerne i de berørte lande (Folkeforbundet 1927). Der blev gennemført to større undersøgelser, hvoraf den første resulterede i en rapport i 1927, der fokuserede på situationen primært i Vesten. Resultaterne af den anden undersøgelse blev offentliggjort i 1932 og handlede om situationen i øst. Spørgsmålene i de to rapporter omhandlede 5 hovedspørgsmål: (i) var der et betydeligt antal udenlandske kvinder i prostitution i de undersøgte lande; (ii) var der efterspørgsel efter udenlandske kvinder i disse lande, og hvad skabte denne efterspørgsel; (iii) fra hvilke omgivelser blev kvinderne hentet, og om de forlod deres lande af sig selv eller med hjælp eller under indflydelse af andre personer; (iv) hvem var menneskehandlerne; og (v) fra hvilke lande kom kvinderne, hvordan blev de fået dem til at forlade deres lande, og hvilke ruter de rejste.
I Folkeforbundets rapport fra 1927 blev international handel defineret som: direkte eller indirekte fremskaffelse og transport mod betaling til et fremmed land af kvinder og piger med henblik på seksuel tilfredsstillelse af en eller flere andre personer.
Den internationale handel, der beskrives i rapporten fra 1927, illustrerer den situation, hvor kvinder blev handlet fra Europa til andre lande ved hjælp af enten land- eller vandveje. I rapporten omfattede de vigtigste destinationer Syd- og Mellemamerika, især Argentina, Brasilien, Mexico, Panama og Uruguay, samt Egypten, Algeriet og Tunesien. De vigtigste oprindelseslande var Østrig, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Polen, Rumænien, Spanien, Spanien og Tyrkiet. Så billedet for 80 år siden er helt anderledes end i dag. I rapporten fra Folkeforbundet var den vigtigste bevægelse af ofre for menneskehandel fra Europa til andre lande, mens det i dag forholder sig omvendt. Desuden er mange af oprindelseslandene i rapporten fra 1927 nutidens bestemmelseslande.
Det samme slags omvendte billede tegner sig i den anden rapport fra 1932, som søger at klarlægge situationen for menneskehandel i Vesten og Orienten. I denne rapport blev det påvist, at mens der er en vis bevægelse af vestlige kvinder til Orienten, blev der næsten ikke handlet med orientalske kvinder til Orienten. Trafikken til Asien omfatter ofre af følgende nationaliteter: Amerikansk, australsk, østrigsk, britisk, canadisk, fransk, tysk, ungarsk, italiensk, lettisk, litauisk, polsk, rumænsk, russisk, schweizisk og ungarsk. De vigtigste destinationer var Beirut, Calcutta, Saigon, Hong-Kong, Bombay og Shanghai. Desuden blev det rapporteret, at størstedelen af handlen drejede sig om asiatiske kvinder, der blev handlet fra et asiatisk land til et andet, idet kinesiske kvinder udgjorde den største gruppe af ofre. Japanske kvinder, herunder koreanere og formosanere, var den næststørste gruppe efterfulgt af mindre grupper, herunder malaysiske, annamitiske, siamesiske, filippinske, indiske, irakiske, persiske og syriske kvinder. Desuden var menneskehandel i Øst kendetegnet ved, at kvinder, der rejste til udlandet for at prostituere sig, udelukkende søgte kunder fra deres egne landsmænd i udlandet. Således blev kinesiske kvinder handlet til de kinesiske arbejdere i Sydhavet, japanske kvinder til de japanske forretningsmænd i handelscentre og persiske kvinder til persiske mænd, der deltog i pilgrimsrejser i Mekka.
De metoder til menneskehandel, der beskrives i rapporterne, omfatter mange af de nuværende elementer i menneskehandel, såsom “hjerteløst bedrageri og grusomhed af en anden karakter” (Folkeforbundet 1927, 18). Desværre er også metoderne til kontrol og udnyttelse forblevet meget de samme, som det fremgår af den argentinske regerings svar på spørgeskemaet fra 1924 (Folkeforbundet 1927, 23):
Desorterede huse blev tidligere ledet af en bestyrerinde (“regenta”), som altid var den tilkøberens kone. I sådanne huse var der fire eller fem eller endnu flere kvinder, som blev skamløst udnyttet og aldrig fik overskuddet fra deres elendige handel, for bestyrerinden plejede at give dem en seddel, af rent nominel værdi, for hver kunde, og sidst på ugen var det ejeren “dueno”, der indløste disse sedler; desuden blev disse kvinder frataget deres frihed og praktisk talt fængslet med bestyrerindens medvirken.
Ligheden mellem de spørgsmål, der blev rejst i den første rapport fra 1927, og den aktuelle diskussion er forbløffende. Rapporten fastslår klart, at motivet for menneskehandel er penge. Forfatterne erklærer, at de har valgt at bruge økonomiske termer til at beskrive fænomenet, fordi de “synes at beskrive det kommercielle aspekt af hele handlen på en passende måde”. De bemærker, at menneskehandel “er en forretning, som kan give store fortjenester, og som andre forretninger er den styret af loven om udbud og efterspørgsel” (Folkeforbundet 1927, 9). Forfatterne nævner også vanskeligheden ved at skelne mellem international og national trafik. Præcis den samme vanskelighed bemærkes ofte i den nuværende debat om menneskehandel.
Som i dag blev det vigtigste middel til at forebygge menneskehandel i 1927-rapporten anset for at være øget viden, internationalt samarbejde, kriminalisering af menneskehandel og civilsamfundets bidrag. Desuden blev den offentlige mening set som den vigtigste faktor bag succesen i kampen mod menneskehandel. Det er de samme midler, der i dag foreslås som et middel til bekæmpelse af menneskehandel.
Handel med mennesker
De Forenede Nationers konvention til bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution blev vedtaget i 1949 og trådte i kraft i 1951. Den var et juridisk vendepunkt, da den var det første instrument, som var juridisk bindende. I dag er der kun 66 lande, der har ratificeret den. En af årsagerne til den lave ratifikationsrate er, at flere lande ikke ønskede at kriminalisere prostitution, som det kræves i konventionen.
Efter konventionens ikrafttræden vedtog det internationale samfund flere ikke-bindende instrumenter, som fastholdt fokus på handel med kvinder. I Beijing-handlingsplanen, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference i 1995, opfordres der til en effektiv bekæmpelse af handel med kvinder og piger med henblik på sexhandel (FN 1995).
De Forenede Nationers særlige rapportør om vold mod kvinder beskæftigede sig også med handel med kvinder i sin rapport til Menneskerettighedskommissionen i 2000. Rapportens anvendelsesområde var følgende: “fra frivillig migration til handel med kvinder: kontinuumet i kvindebevægelsen og de menneskerettighedskrænkelser, der begås i forbindelse med denne bevægelse”. I rapporten var fokus på migration, og i modsætning til de tidligere instrumenter blev der klart adskilt mellem menneskehandel og prostitution (FN 2000a).
Der blev vedtaget nogle instrumenter for at behandle specifikke spørgsmål om menneskehandel. Den valgfrie protokol om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi (FN 2000b) omhandler handel med børn. Tvangsarbejde, især når det involverer børn, blev behandlet i ILO-konventionerne (ILO 1999).
Der gik imidlertid 51 år i udviklingen af de juridisk bindende instrumenter, før det næste internationale instrument blev vedtaget, som udelukkende fokuserede på menneskehandel. I 2000 blev FN’s protokol mod menneskehandel vedtaget, og den trådte i kraft i 2003. I protokollen defineres menneskehandel for første gang. Det er det eneste internationale juridiske instrument, der omhandler menneskehandel som en forbrydelse, der omfatter alle former for udnyttelse. Det er også det første instrument til bekæmpelse af kriminalitet, der skaber balance mellem retshåndhævelsesforanstaltninger og ofrenes rettigheder. På grundlag af protokollen om menneskehandel blev der udviklet en tilgang med tre P’er, der angiver, at forebyggelse, beskyttelse og retsforfølgning alle skal tages op i kampen mod menneskehandel (FN 2000c).
Følgningen på protokollen om menneskehandel omfattede nogle regionale foranstaltninger, og fokus er flyttet til mere specifikke spørgsmål såsom ofrenes rettigheder. Spørgsmålet om tvangsarbejde samt forbindelserne mellem menneskehandel og migration drøftes i stigende grad i internationale fora. Fremtiden kan også bringe nogle nye former for menneskehandel frem, f.eks. handel med organer, som er blevet udbredt på grund af de nye muligheder, som de øgede teknologiske innovationer giver.
Handelen med personer har en lang udviklingshistorie fra de tidlige former for slaveri til de moderne former for menneskehandel. Afskaffelse af slaveri, hvad enten det er i form af den klassiske slavehandel eller moderne former for slavelignende praksis, er et af det internationale samfunds ældste mål. Under Folkeforbundet og FN’s auspicier er slavelignende praksis i dens forskellige former blevet fordømt i forskellige fora og i talrige lovgivningsmæssige og politiske instrumenter.
Slaveri og slavehandel blev afskaffet for århundreder siden af den franske revolution, det britiske parlament og den 13. ændring til den amerikanske forfatning, men menneskehandel og moderne former for udnyttelse af mennesker er ikke en del af denne historie. Menneskehandel eksisterer fortsat på trods af de stadigt voksende bestræbelser på at dæmme op for den. Men meget lidt synes at være effektivt.
Mange af de spørgsmål, der er blevet behandlet i menneskehandelens historie i løbet af de sidste 100 år, har ændret sig, f.eks. forståelsen af, at alle personer kan være ofre for menneskehandel, og at der findes flere former for menneskehandel. Mange spørgsmål er dog også forblevet de samme: vi opfordrer stadig til internationalt samarbejde, og vi fremmer stadig forebyggelse ved at advare ofrene. Et af de mest vedholdende spørgsmål på dagsordenen om menneskehandel har været den manglende viden om fænomenet. Det er endnu uvist, om følgende citat (Folkeforbundet 1927, 9) stadig gælder for de næste generationers forsøg på at løse problemet med menneskehandel:
De, hvis pligt det har været at beskæftige sig med handel med kvinder, hvad enten det er som regeringsembedsmænd eller som medlemmer af frivillige foreninger, står over for tvivl af en anden karakter. Deres erfaringer tvinger dem til at tro, at det onde, som i så mange år har modstået mange landes konstante forsøg på at udrydde det, stadig må eksistere; men omfanget af dets aktiviteter og den præcise form, det antager på nuværende tidspunkt, er for dem et spørgsmål om usikkerhed.
Kristiina Kangaspunta arbejder på UNICRI som administrerende leder af det anvendte forskningsprogram.