En rejse om amning – min oplevelse i Japan

Spread the love

PinterestFacebookTwitter

Min erfaring er, at amning er opmuntret her i Japan. Ligesom naturlige fødsler er normen, er det næsten forventet, at nye mødre vil amme.
Tilbage i 2011 var jeg en kandidatstuderende og underviste i engelskundervisning for mødre og babyer/ småbørn som et deltidsjob. Mødrene, fire af dem, ammede rutinemæssigt midt i klassen.
Den første gang en mor ammede i klassen, blev jeg overrasket. Ikke over synet af at se en kvinde amme, men snarere over, hvor glat det hele gik. Ud fra den måde, som min elev var placeret på, havde jeg ingen anelse om, hvad der foregik. Jeg troede simpelthen, at hun holdt sin søn.
Mens jeg underviste i klassen – mere kunst/håndværk, dans og introduktion af simpelt ordforråd – bad jeg bare mor om at placere sin krop, så hun snart kunne se, hvad der foregik i klassen!
For al den snak på internettet om ” uanstændighed” ved at amme offentligt, viste min første kontakt med amning mig, at denne handling var en normal del af moderskabet.
Det, jeg så i mit klasseværelse, hvor jeg så, hvor let det var at amme og hvor nonchalant mødrene behandlede amning offentligt, var en vigtig faktor for mit valg om at amme, da min datter blev født.
Men da jeg var gravid, og især i mit synligt gravide tredje trimester, blev jeg konstant spurgt af både kvinder og mænd, om jeg havde planer om at amme.
For at gøre det klart, at de fleste af henvendelserne kom fra naboer i min lejlighed eller folk, som jeg lærte at kende gennem daglige gåture med min hund.
Kvinderne tøvede ikke med at benytte lejligheden til at fortælle mig om deres erfaringer med at amme eller om den beklagelse, de havde over, at de ikke kunne.
Med barselskurserne på min klinik blev der også aktivt opfordret til at amme. Amning og dens fordele blev rutinemæssigt bragt på bane i de engelske og japanske barselsbøger, som jeg læste i løbet af min graviditet. Det er overflødigt at sige, at da min terminsdato nærmede sig, var jeg blevet indoktrineret i det fantastiske ved amning.
Jeg hørte også historier om mødre, der virkelig ønskede at amme, men som af forskellige årsager ikke kunne.
Med disse erfaringer i baghovedet sagde jeg til mig selv, at hvis jeg ikke kunne amme, ville jeg ikke give mig selv dårlig samvittighed over det, så længe barnet var sundt og fik mad.
Men da jeg var 36 uger henne i graviditeten, indsendte jeg min fødselsplan til klinikken. På den var der flere muligheder med hensyn til fodring under hospitalsopholdet.

  • Vil du venligst ikke give mit barn modermælkserstatning, da jeg udelukkende vil amme.
  • Jeg vil amme, men du bedes supplere med modermælkserstatning.
  • Jeg planlægger både at bruge modermælkserstatning og at amme.

Som du kan se, var der ikke noget “Jeg planlægger at give mit barn modermælkserstatning.”
I mit tilfælde, da jeg ikke vidste, om jeg ville være i stand til at producere mælk, valgte jeg den anden mulighed. I min fødselsplan valgte jeg kængurupleje, men jeg glemte at skrive, at jeg også ønskede at amme med det samme.
Lille Kaiju fik sin første mad i LDR. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gjorde, men med vejledning fra jordemoderen hjalp jeg min nyfødte datter med vores første amning.
På hospitalet var vi nybagte mødre på en ammeplan. Vi skulle gå på stuen fire gange om dagen, hver fjerde time, fra kl. 6.30 om morgenen. Selv dem, der valgte at have deres baby på værelset sammen med dem, skulle tage deres baby med i stuen for at blive ammet.
Jeg syntes, det var sjovt, at kvinderne var så generte over at amme i stuen, når offentlige bade er en stor del af den japanske kultur. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle amme offentligt, så måtte jeg hellere benytte denne lejlighed til at øve min teknik.
Sygeplejerskerne og ammeeksperterne var meget handlekraftige. De viste os forskellige holdestillinger, og hvordan man sikrede sig, at babyen havde en ordentlig tilknytning. Vi blev også undervist i massageteknikker, der skulle hjælpe os igennem dagene efter fødslen, når mælken begyndte at flyde, og når brysterne blev ubehageligt faste.
Jeg fik at vide, at min mælk kom fint, og at det ikke var nødvendigt at supplere med modermælkserstatning. Det er det paradoksale ved amning. Man kan aldrig løbe tør for mælk, hvis man fortsætter med at amme. Din krop vil genopfylde sin forsyning. Men hvis du ikke ammer, risikerer du, at din mælk løber ud – og at dine bryster bliver smertefuldt hævede.
Så købte jeg alligevel modermælkserstatning, fordi det var på udsalg særlig gavepakke til en utrolig god pris. For lige under 4000 yen fik jeg en 200 ml flaske, en stor dåse pulverformel, 2 kasser 20 individuelt emballerede pulverformelsticks og en kasse med den japanske version af baby Pedialyte i pulverform.
Jeg købte modermælkserstatning, fordi jeg ønskede, at min mand skulle være med til at tage sig af barnet. Jeg tænkte også, at hvis han var fortrolig med at fodre babyen, kunne jeg bruge disse fodringstider som en kort pause for mig selv.
Men som vi alle ved, går intet efter planen. Lille Kaiju blev født om vinteren, min yndlingsårstid, men der er ikke noget sjovt ved at fodre sent om natten, når man stadig er ved at komme sig efter en episiotomi, og det er en kold vinternat. Og at skændes med min mand om, at han skulle lave modermælkserstatning, så jeg kunne sove, gjorde ikke situationen nemmere.

LÆS: Fødsel i Japan: Naturlig eller epidural?

I sidste ende tog bekvemmeligheden ved at amme overhånd. I hendes første måned brugte jeg en ammepude til natamning, ligesom jeg gjorde om dagen. Søvnig og gnaven, de første uger var de sværeste.
I takt med at min mælkeproduktion steg, fandt jeg ud af, at jeg har en ekstrem letdown (når mælken flyder, efter at barnet har sat sig fast). Det var smertefuldt og kraftigt nok til at kvæle min stakkels baby. Det gav mig næsten lyst til at give op og gå direkte til modermælkserstatning.
I løbet af den anden måned blev jeg mere tryg ved at amme liggende og sove sammen, og det blev en leg at amme om natten. Hun faldt i søvn i mine arme efter amningen, og jeg lagde ikke engang mærke til det.
Nu føler jeg mig helt tryg ved at give hende mad. Jeg sætter pris på den fleksibilitet, som amning giver mig. Når min baby først har sat sig fast, er der ikke meget andet, jeg behøver at gøre end at støtte hendes hoved.
Og derudover har jeg mestret kunsten at amme i en bæresele, hvilket er et stort gennembrud.
Når man først kan fodre i en bæresele, er det en afgørende forskel. Jeg troede ikke, at jeg ville have en baby ved mig døgnet rundt. Men med en hund i huset føler jeg, at hun er sikker i sin bæresele. Jeg kan vaske op, støvsuge gulvene, hænge og folde vasketøj, alt sammen mens hun spiser.

LÆS: Sådan vælger du den rigtige ByKay bæresele til dig

Jeg har også med succes fodret hende offentligt – i en bus, på den amerikanske ambassade, ved vores lægeaftaler, ude på en frokostaftale med min mand. Jeg følte ikke nogen form for forlegenhed eller tøven.
Jeg er endnu ikke stødt på en negativ kommentar, men hvis jeg gør, ville jeg roligt sige: “Skal jeg lade hende græde, eller vil du tage over?”
Den sværeste del af amningen er … Ingen alkohol! Naturligvis drak jeg ikke under min graviditet, så hvad er problemet?
Så savner jeg virkelig at drikke cocktails, vin og mousserende vin. Jeg drikker ikke-alkoholiske cocktails på dåse, men det er i bund og grund en kulsyreholdig drik. Det er lækkert, men det er bare ikke nok.
Jeg er også blevet mere bevidst om, hvad jeg spiser, mere end da jeg var gravid. Amning hjælper med at forbrænde kalorier (yay!), men det gør mig så sulten. Og tørstig.
Jeg sørger for at have sunde snacks som trail mix og dyrekiks til børn ved hånden for at dulme sulten og et lager af vand på flaske til at drikke, mens jeg ammer. Jeg er ret sikker på, at snacking under amningen ophæver alle potentielle vægttabsmæssige fordele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.