Thomas Fowler (1869) formulerer paradokset på følgende måde: “Kretenseren Epimenides siger, ‘at alle kretensere er løgnere’, men Epimenides er selv kretenser; derfor er han selv en løgner. Men hvis han er en løgner, er det, han siger, usandt, og følgelig er kretenserne sandfærdige; men Epimenides er en kretenser, og derfor er det, han siger, sandt; hvis han siger, at kretenserne er løgnere, er Epimenides selv en løgner, og det, han siger, er usandt. Således kan vi blive ved med skiftevis at bevise, at Epimenides og kretenserne er sandfærdige og usandfærdige.”
Epimenides-paradokset i denne form kan imidlertid løses. Der er to muligheder: Det er enten sandt eller falsk. For det første kan man antage, at det er sandt, men så ville Epimenides, da han er kretenser, være en løgner, og hvis man antager, at løgnere kun fremsætter falske udsagn, er udsagnet falsk. Så hvis vi antager, at udsagnet er sandt, kan vi konkludere, at udsagnet er falsk. Dette er en selvmodsigelse, så muligheden for at udsagnet er sandt er ikke mulig. Det efterlader den anden mulighed: at den er falsk.
Hvis vi antager, at udsagnet er falsk, og at Epimenides lyver om, at alle kretensere er løgnere, så må der eksistere mindst én kretensere, der er ærlig. Dette fører ikke til en modsigelse, da det ikke er påkrævet, at denne kretenser er Epimenides. Det betyder, at Epimenides kan sige den falske påstand om, at alle kretensere er løgnere, samtidig med at han kender mindst én ærlig kretenser og lyver om netop denne kretenser. Det følger således ikke af antagelsen om, at udsagnet er falsk, at udsagnet er sandt. Vi kan altså undgå et paradoks ved at se udsagnet “alle kretensere er løgnere” som et falsk udsagn, der er fremsat af en løgnagtig kretenser, nemlig Epimenides. Den fejl, som Thomas Fowler (og mange andre) har begået ovenfor, er at tro, at negationen af “alle kretensere er løgnere” er “alle kretensere er ærlige” (et paradoks), når negationen i virkeligheden er “der findes en kretenser, som er ærlig”, eller “ikke alle kretensere er løgnere”. Epimenides-paradokset kan modificeres en smule, således at det ikke tillader den ovenfor beskrevne løsning, som det var tilfældet i Eubulides’ første paradoks, men i stedet fører til en ikke-undgåelig selvmodsigelse. Paradoksale versioner af Epimenides-problemet er nært beslægtet med en klasse af vanskeligere logiske problemer, herunder løgnerparadokset, det sokratiske paradoks og Burali-Forti-paradokset, som alle har selvreferencen til fælles med Epimenides. Epimenides-paradokset klassificeres normalt som en variation af løgnerparadokset, og nogle gange skelnes der ikke mellem de to. Studiet af selvreferencen førte til vigtige udviklinger inden for logikken og matematikken i det tyvende århundrede.
Med andre ord er det ikke et paradoks, når man først indser, at “Alle kretensere er løgnere” er usandt, hvilket kun betyder, at “Ikke alle kretensere er løgnere” i stedet for antagelsen om, at “Alle kretensere er ærlige”.
Måske bedre sagt: For at “Alle kretensere er løgnere” skal være et sandt udsagn, betyder det ikke, at alle kretensere skal lyve hele tiden. Faktisk kunne kretere fortælle sandheden ret ofte, men alligevel alle være løgnere i den forstand, at løgnere er mennesker, der er tilbøjelige til at bedrage med henblik på uhæderlig vinding. I betragtning af at “alle kretensere er løgnere” først er blevet betragtet som et paradoks siden det 19. århundrede, synes dette at løse det påståede paradoks. hvis “alle kretensere er kontinuerlige løgnere” faktisk er sandt, så vil det altid give det uærlige svar “ja” at spørge en kretenser, om han/hun er ærlig. Så den oprindelige sætning er nok ikke så meget paradoksal som ugyldig.
En kontekstuel læsning af modsigelsen kan også give et svar på paradokset. Den oprindelige sætning: “Kretenserne, altid løgnere, onde bæster, dovne maver!” hævder ikke et iboende paradoks, men snarere en udtalelse om kretenserne fra Epimenides. En stereotypering af hans folk, der ikke er tænkt som et absolut udsagn om folket som helhed. Det er snarere en påstand om deres stilling med hensyn til deres religiøse overbevisning og sociokulturelle holdninger. Inden for rammerne af hans digt er sætningen specifik for en bestemt tro, en sammenhæng, som Kalimachus gentager i sit digt om Zeus. Endvidere er et mere gribende svar på paradokset blot, at det at være en løgner er at påstå usandheder, intet i udsagnet hævder, at alt, hvad der siges, er falsk, men snarere at de “altid” lyver. Dette er ikke et absolut udsagn, og derfor kan vi ikke konkludere, at der er en sand modsigelse foretaget af Epimenides med dette udsagn.