Er det bedre at opkalde en genetisk sygdom Potocki-Lupski syndrom eller 17p11.2 duplikationssyndrom? Hvad med Addisons sygdom i modsætning til binyrebarkinsufficiens? Eller Tay-Sachs sygdom i forhold til hexosaminidase alfa-underenhedsmangel (variant B)?
Hvis du har en stærk mening om, hvad der er at foretrække, er du ikke alene: Der er en løbende kontrovers om, hvordan man skal navngive sygdomme. I vestlig videnskab og medicin er det en gammel tradition at opkalde en sygdom efter en person. Mange læger hævder imidlertid nu, at disse eponymer bør opgives til fordel for biologisk beskrivende navne.
Først lidt om, hvordan eponymer skabes.
Og selv om medierne nogle gange finder på et fængende navn, der bliver hængende, som f.eks. svineinfluenza, bliver sygdomme typisk navngivet af forskere, når de første gang rapporterer om dem i videnskabelige publikationer.
Ofte bliver sygdomme opkaldt efter fremtrædende forskere, der har spillet en vigtig rolle i identifikationen af sygdommen. Det eksempel, der springer mig i øjnene, er Hodgkins sygdom – en type kræft, der er forbundet med forstørrede lymfeknuder – fordi jeg selv havde Hodgkins sygdom for mange år siden. Hodgkins sygdom blev opkaldt efter Thomas Hodgkin, en engelsk læge og patolog, som beskrev sygdommen i en artikel i 1832.
Slidt sjældnere bliver sygdomme opkaldt efter en berømt patient. F.eks. blev amyotrofisk lateralsklerose (ALS), almindeligvis kendt som Lou Gehrigs sygdom, opkaldt efter den berømte New York Yankee-baseballspiller, som blev tvunget til at trække sig tilbage efter at have udviklet sygdommen i 1939.
Som disse eksempler viser, er en af grundene til at bevare eponymer, at de er indlejret i medicinske traditioner og historie. De indeholder en eller anden form for historie. Og ofte ærer de vigtige personer, der er forbundet med sygdommen.
“Jeg synes, at de mennesker, der opdager disse sygdomme, fortjener anerkendelse”, forklarer Angela Primbas, MD, der er læge i Stanford. “Jeg tror ikke, at det medicinske samfund ellers ville kende deres navne.”
Nogle læger mener også, at eponymer giver farve til medicinen. “Brugen af eponymer inden for medicin, som på andre områder, er ofte tilfældig, inkonsekvent, idiosynkratisk, forvirret og stærkt påvirket af lokal geografi og kultur. Det er en del af deres skønhed”, skriver den australske læge Judith Whitworth, MD, i en leder i BMJ.
Andre tilhængere af eponymer er mere praktiske. De hævder, at eponymous sygdomsnavne giver en bekvem stenografi for læger og patienter.
Medicinske eponymer anvendes også i vid udstrækning af patienter, læger, lærebøger og websteder. Ifølge en ordbog over medicinske eponymer anvendes tusindvis af eponymer i hele verden, især i USA og Europa. De er endda fremtrædende i Verdenssundhedsorganisationens internationale klassifikation af sygdomme.
Så er en massiv indsats for at udrense disse eponymer det værd, eller er det endda realistisk?
“Der er helt sikkert eksempler på, at eponymiske sygdomsnavne er så indgroede i det medicinske sprogbrug, at det måske ikke er indsatsen værd at ændre dem til et patologibaseret navn”, siger Vishesh Khanna, MD, der er læge i Stanford. Han nævner som eksempler Alzheimers sygdom og Crohn’s sygdom.
Jimmy Zheng, der er medicinstuderende på Stanford, er enig i, at eponymer er kommet for at blive. “På medicinstudieniveau bliver eponymer bredt uddelt i undervisningen, i USMLE-studieressourcerne og i vores kliniske uddannelse”, siger Zheng. “Selv om nogle klinikere har opfordret til, at eponymer skal udslettes fuldstændigt, er det usandsynligt, at det vil ske.”
Zheng og Stanford-neurologen Carl Gold, MD, vurderede for nylig de historiske tendenser i brugen af medicinske eponymer i neurologilitteraturen. De undersøgte også neurologiassistenter om deres viden om og holdning til eponymer og offentliggjorde resultaterne af deres undersøgelse i Neurology.
“Uanset om det “burde”, viser vores analyser, at eponymer er stadig mere udbredte i den videnskabelige litteratur, og at der fortsat opfindes nye eponymer som Potocki-Lupski-syndromet”, siger Gold. “På trods af bevidstheden om både fordele og ulemper ved eponymer rapporterede flertallet af Stanford-neurologipraktikanterne i vores undersøgelse, at historisk præcedens, udbredelse og brugervenlighed ville drive den fortsatte brug af eponymer i neurologi.”
Så debatten raser fortsat. Ifølge min uformelle og lille undersøgelse går nogle Stanford-læger ind for at afskaffe eponymiske sygdomsnavne – bliv hængende for at finde ud af hvorfor.
Dette er begyndelsen på en serie i to dele om eponymer i sygdomsnavne. Konklusionen er tilgængelig her.
Foto via Good Free Photos