Redaktionens note: Læs, hvordan du kan samarbejde med TGC om at levere evangeliets ressourcer til Mellemøsten og Nordafrika. Alle donationer til dette projekt frem til midten af juni vil blive matchet med op til 30.000 dollars.
Et af de spørgsmål, som kristne i Vesten ofte stiller, er, om det arabiske ord “Allah” skal bruges til at henvise til Bibelens Gud. Dette spørgsmål vedrører især dem, der er involveret i bibeloversættelse og teologisk uddannelse, men det er også afgørende for kirken, når den forsøger at forkynde evangeliet i muslimske områder.
Det mest populære svar lyder nogenlunde sådan her: “Islams Allah er ikke vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.” Selv om dette udsagn umiddelbart er sandt, bliver det sproglige spørgsmål omkring legitimiteten af “Allah” i arabiske bibeloversættelser og teologiske skrifter ofte viklet ind i den bredere diskussion om Guds identitet i islam i forhold til kristendommen.
Sprogligt og teologisk spørgsmål
For at klarlægge nogle af de involverede spørgsmål er det vigtigt at forstå noget af den arabisktalende kristendoms historie. Det er også vigtigt at adskille det sproglige spørgsmål, der vedrører legitimiteten af at bruge “Allah” til at henvise til Gud på arabisk, fra det teologiske spørgsmål, der vedrører arten og karakteren af ordets referent. Nogle vestlige kristne vil måske blive overrasket over at erfare, at arabisktalende kristne (og jøder) har brugt “Allah” til at henvise til Gud længe før islams opståen.
Historisk set begynder den arabisktalende kristendom i Det Nye Testamente. På pinsedagen, da Ånden falder på de tilstedeværende, og de begynder at forkynde “Guds mægtige gerninger” på forskellige sprog, er den sidste befolkningsgruppe, der nævnes, araberne (ApG 2:11).
Den arabiske kristendom slog efterhånden rod blandt mange af de arabiske stammer i Syrien-Palæstina og blomstrede i store dele af Mesopotamien. Selv efter islams fremkomst holdt mange arabere stædigt fast ved deres kristne tro og gør det stadig i dag.
Nuanceret set brugte arabisktalende kristne i regionen før islamiseringen og arabiseringen, der fandt sted under islam, andre sprog end arabisk i deres liturgier. Dette skyldes det uheldige fravær af en arabisk oversættelse af Skriften indtil langt ind i den muslimske æra. Disse arabisktalende kristne ville primært have bedt ved hjælp af græsk, koptisk eller syrisk (en dialekt af aramæisk). Men ligesom deres arabisktalende jødiske naboer ville de have omtalt Gud som “Allah” på deres modersmål. Præislamiske inskriptioner vidner om dette faktum, ligesom arabisktalende kristne og jøder fortsat bruger “Allah” den dag i dag.
Spørgsmål om semitiske forbindelser
Når det drejer sig om lingvistik, er det vigtigt at huske, at arabisk er et semitisk sprog, der er tæt beslægtet med bibelhebraisk og bibelaramæisk. Det arabiske ord for Gud, “Allah”, er nært beslægtet med dets semitiske beslægtede ord El og Elohim på hebraisk og den bestemte form Elaha på aramæisk. Kristne behøver faktisk kun at se på selve Skriftens originalsprog for at finde beviser på denne forbindelse. I Daniel 2:28 ser vi, at den ubestemte form af “Gud” på aramæisk er nært beslægtet med “El” på hebraisk og “Allah” på arabisk. Forbindelsen til det arabiske kognat er endnu tydeligere, når man ser på den bestemte form på aramæisk, som f.eks. “den levende Gud” i Daniel 6:26. Faktisk forstås den arabiske form for Gud ofte som en henvisning til “guddommen” (al-ilah).
Disse sproglige forbindelser bør dæmpe enhver frygt blandt vestlige kristne for at bruge “Allah” på arabisk til at henvise til Bibelens Gud, hvad enten det er i en bibeloversættelse eller i teologiske skrifter og materialer. Det er vigtigt i sådanne diskussioner, at vestlige kristne vogter sig for at diktere ikke-engelsktalende personer, hvilket ord eller hvilke ord de skal bruge på deres eget sprog til at referere til Gud, især hvis de vestlige kristne, der vejer ind, ikke har noget kendskab til de sprog eller kulturer, de kritiserer.
Spørgsmålet om Guds karakter
Kristne kan og bør fokusere deres energi på at skelne karakteren af Allah i den (arabiske) bibel fra Allah i Koranen. Teologisk set er der, når en arabisktalende kristen taler om Allah, en forskel i karakteren og egenskaberne af den, som han henviser til, sammenlignet med hans arabisktalende muslimske nabo. Begge tror på én Gud, og begge bruger det samme ord til at henvise til Gud; men kristne bekender sig til trinitarisk monoteisme, mens muslimer går ind for unitær monoteisme.
Situationen er analog i den engelsktalende verden til kristne, der med rette skelner deres forståelse af Gud fra, hvordan jøder, mormoner eller Jehovas Vidner (eller endda liberale kristne) forstår Guds identitet. For engelsktalende bruger vi ikke et andet ord for at henvise til Gud, men karakteren af den, som vi henviser til, er forskellig fra karakteren af den, som andre grupper henviser til.
Så kan og bør kristne bruge “Allah”, når de taler arabisk, for at henvise til Bibelens Gud. Generelt bør vi ikke henvise til Gud som “Allah” i flertallet af engelsktalende sammenhænge, da kristne og andre ville forstå dette som en direkte henvisning til islams gud. Men hvis vi taler på arabisk, skal vi arbejde hårdt for at få vores tilhørere til at forstå, at den Allah, som vi henviser til, er åbenbaret for os i allerhøjeste grad i Jesus Kristus, og at den frelsende åbenbaring af ham udelukkende findes i Guds ord, Bibelen.