Er det virkelig vanskeligere at behandle præpyloriske sår?

Præpyloriske og duodenale sår har nogle fælles karakteristika: mavesyresekretionen er øget, og der er en sammenhæng med blodgruppe O. Mange har derfor anset præpyloriske sår for at være en variant af duodenale sår. Ud fra et anatomisk synspunkt er præpyloriske ulcera imidlertid klart mavesår. Efter proximal selektiv vagotomi er recidivraten meget høj, nemlig over 30 % i løbet af 5 år, hvilket er betydeligt højere end for duodenalsår. Der opnås bedre resultater ved præpyloriske ulcera, hvis vagotomi kombineres med en drænageprocedure. I de senere år er der i de seneste år indsamlet dokumentation, primært fra Skandinavien, der tyder på, at præpyloriske ulcera er mere resistente over for behandling med histamin H2-receptorantagonister end duodenale ulcera eller ulcera i andre dele af mavesækken. Desuden er recidivraten særlig høj i præpyloriske ulcera. Man skal dog tage hensyn til, at alle disse undersøgelser ikke blot har omfattet et relativt lille antal patienter, men at helingsraten for præpyloriske ulcera i andre undersøgelser også svarer til den, der er observeret for både duodenale ulcera og ulcera beliggende andre steder i mavesækken. Det er derfor nødvendigt med prospektive undersøgelser med et stort antal patienter, før der kan drages en entydig konklusion. Der er flere grunde til, at præpyloriske sår kan være mere resistente over for behandling. Forstyrret mavetømning, duodeno-gastrisk refluks eller kronisk gastritis, især i forbindelse med Campylobacter pylori-infektion, skal tages i betragtning. På nuværende tidspunkt kan man kun spekulere i gyldigheden af alle disse hypoteser.