I dag, hvor vi fejrer jul, vil nogle af de troende måske undre sig over, hvorfor englen sagde til Maria og Josef, at de skulle kalde barnet for “Jesus”, når profeten Esajas havde annonceret, at Guds søn ville blive kaldt “Emmanuel”. Er der en modsigelse?
Fr Miguel A. Fuentes fra Instituttet for det inkarnerede ord (IVE) skrev i 2014 en artikel på sin blog “El teólogo responde” for at svare på denne tvivl, som blev rejst af en af de troende.
“Med to forskellige vers angiver Matthæus to af de navne, som det barn, der er født af Jomfruen, vil få: I skal kalde ham Jesus… Han skal kaldes Emmanuel (Mt 1,21.23)”, påpegede præsten.
Han påpegede dog, at “som Manuel de Tuya, O.P., siger, “der er ingen modsætning mellem de to navne, der er ingen modsætning mellem de to navne, “fordi det navn, der annonceres i Esajas (Emmanuel), er det profetiske navn på Kristus, og Jesu navn er hans eget og personlige navn. Det profetiske navn angiver kun, hvad dette barns fødsel vil betyde for menneskene på det tidspunkt. Han vil være ‘Gud med os’ på en særlig måde.”
“Således”, fortsætter Manuel de Tuyas tekst, “læser vi hos Esajas selv, når han siger til Jerusalem: ‘Fremover skal du kaldes den retfærdiges by, den trofaste by’ (Es 1,26), ikke fordi den skulle hedde det materielt set, men fordi den fra nu af havde en vis bekvemmelighed på grund af den renselse, som Jahve ville foretage af den. Eller som Hieronymus siger i denne forbindelse: “Jesus og Emmanuel betyder det samme, ikke for øret, men for sansen”.
Fr. Fuentes’ artikel fortsætter som følger:
1. Emmanuel: udtrykker karakteren, personligheden af Marias søn. Navnet er indeholdt i den profeti, som Esajas forkynder for den mistroiske Akaz, fem århundreder før den, der blev annonceret i den, kom til verden: “Se, en jomfru skal blive frugtsommelig og føde en søn, og de skal kalde ham Emmanuel, Gud med os” (Es 7,14).
“Emmanuel”: Gud med os. Jesus er Gud; den Gud, som skabte himmel og jord, som styrer stjernerne, og som englene tjener. Men uden at ophøre med at være Gud og uden at miste sin herlighed “synker” han ned i vores historie og vores verden for at leve sammen med de mennesker, han har skabt, med hans hænders værk: Han lod sig se på jorden og talte med mennesker (Ba 3,38). Emmanuel udtrykker, hvem det er, der bliver født: det er Gud, der bliver kød. Derfor sagde englen til Maria: “Den, der skal fødes af dig, skal være hellig, han skal kaldes Guds søn” (Lk 1,35).
2. Jesus: “Du skal kalde hans navn Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Mt 1,21). Sådan lyder englens ord til Josef. Dette navn udtrykker Guds Søns mission ved at inkarnere sig. Den afslører årsagen til inkarnationen. Jesus hedder på hebraisk Yehoshuah og betyder Yahweh redder, Gud redder; det betyder derfor: Sundhedsgiver. Han, der kommer for at give sjælen sundhed, som er det sted, hvor syndens sygdom bor.
Hvem kan tilgive synder, spørger Kristi fjender, der er skandaliserede, ikke kun fordi han har helbredt en lammet i Kapernaum, men især fordi han har meddelt, at hans synder er blevet tilgivet (jf. Mk 2,7). De forstod, at han på denne måde var lig med Gud, og de tog ikke fejl: Kun Gud kan tilgive menneskers synder. Det er derfor, Kristus tilgav dem, fordi han var Gud, og det er derfor, han blev inkarneret. Det er det, han åbenbarer os ved sit navn.
Mange hebræere blev kaldt Jesus ved en tilfældighed, sagde Maldonado i den spanske guldalder, “Kristus, derimod, ved et bestemt råd, ikke menneskeligt, men guddommeligt. De, der bar den før ham, var ikke sande frelsere, og Kristus er det i endnu højere grad, end mennesket er i stand til at beskrive. For dem var det et almindeligt og vulgært navn; for Kristus var det et særligt navn og, som profeten havde forudsagt, et passende og enestående navn, for på samme måde som det blev sagt om Kristus: “Ingen er mere passende end ham, da der i ingen anden er nogen sundhed.”