Etisk forbrugerisme, form for politisk aktivisme baseret på den forudsætning, at købere på markeder ikke kun forbruger varer, men implicit også den proces, der anvendes til at producere dem. Set ud fra den etiske forbrugerismes synspunkt er forbruget en politisk handling, der sanktionerer de værdier, der er indeholdt i fremstillingen af et produkt. Ved at vælge visse produkter frem for andre, eller endog ved at vælge, om de overhovedet køber noget, kan forbrugerne tilslutte sig eller forkaste bestemte miljø- og arbejdspraksisser og fremsætte andre værdikrav baseret på de etiske værdier, de har. Ved at udøve valg på denne måde skabes der incitamenter for producenterne til at bringe produktionsmetoderne i overensstemmelse med forbrugernes værdier. Etiske forbrugerbevægelser har med succes gennemført kampagner, der har gjort delfinfri tun, fødevarer uden genetisk modificerede organismer (GMO’er), tøj uden sweatshops, fair trade-kaffe, kosmetiske produkter uden dyreforsøg og konfliktfri diamanter populære.
Tanken om at bruge forbrug som løftestang for politisk forandring har rødder i boykot organiseret af sociale bevægelser mod produkter, virksomheder og endda lande, herunder modstanden mod apartheid i Sydafrika og militærjuntaen i Myanmar (Burma). I takt med at produktionen fortsat flytter fra de udviklede lande til udviklingslandene og dermed undslipper de vestlige nationalstaters reguleringssfærer, ser forbrugeraktivister i stigende grad etisk forbrugerisme som en ulovlig måde at påvirke arbejds- og miljøpraksis i fjerne lande på. Ifølge dens mest ivrige fortalere er etisk forbrugerisme potentielt set en ny form for postnational politik, hvor forbrugerborgere omformer den globale kapitalismes praksis nedefra og op.
Etisk forbrugerisme indebærer to vigtige skift i den måde, markeder opfattes på. For det første omdefineres forbrugsvarer, der engang blev betragtet som genstande uden historie, til at omfatte de etiske (og uetiske) beslutninger, der træffes i produktionsprocessen. For det andet bliver selve forbrugshandlingen et politisk valg, ikke ulig afstemningen, således at de demokratiske værdier kommer til at blive udøvet på markedet. Ved at omdefinere forbrug på denne måde udfordres den præmis, der ligger til grund for de nuværende markedsstrukturer, hvor juridiske mekanismer som f.eks. fortrolighedsaftaler og intellektuelle ejendomsrettigheder ofte påberåbes for at skjule detaljerne i produktionen for den spørgende offentlighed. Den protest, som den etiske forbrugerbevægelse har rejst mod disse dominerende ordninger, udgør et eksplicit forsøg på at genforhandle grænsen mellem politik og marked.
De adfærdskodekser, som de etiske forbrugerbevægelser har udarbejdet for at sikre, at produktionspraksis forbliver tro mod visse værdier, er i sig selv udtryk for kontroversielle opfattelser af politisk repræsentation. Hvad der tæller som en fair løn eller en miljømæssigt bæredygtig praksis, er fortsat omstridt på tværs af politiske, kulturelle og socioøkonomiske sammenhænge. Kritikere ser etisk forbrugerisme som en farlig markedsgørelse af etikken, hvor de rige forbrugeres værdier “bliver globale”, hvilket uretfærdigt begrænser andres frihed. Disse kritikere anklager, at forbrugerbevægelser i avancerede lande er for hurtige til at sætte lighedstegn mellem deres præferencer og de arbejdstageres og miljøinteressers interesser, som de hævder at handle på deres vegne. Bag den etiske forbrugerisme ligger således den formodning, at forbrug, en proces, der er drevet af den globale fordeling af rigdom, kan fungere som et effektivt stedfortræder for andre, mere traditionelle former for demokratisk repræsentation, såsom afstemning. Det vil vise sig, om etisk forbrugerisme bliver et effektivt middel til økonomisk styring i den postnationale orden.