Færdigheder for nyuddannede sygeplejersker 3: håndtering af fejl og fejltagelser

Introduktion

Det at begå en klinisk fejl er en frygt, som de fleste sygeplejersker har, især nyuddannede sygeplejersker (NQN’er). Alle begår imidlertid fejl, af den simple grund, at vi er mennesker; ingen sygeplejerske kan sige, at de aldrig har begået en fejl i løbet af deres karriere. Ikke desto mindre er der forskellige typer af fejl, og nogle har mindre skadelige konsekvenser end andre. Det vigtige er, hvordan vi forhindrer dem i at opstå, og hvordan vi håndterer dem. I denne artikel gennemgås de mest almindelige fejl i sygeplejen – det er afgørende at lære af dem for at opnå bedre operationelle resultater og forbedre patientsikkerheden. Den giver vejledning om, hvordan man håndterer fejl, og hvorfor det er vigtigt at tage fat på dem.

Fælles fejl

Grober og Bohnen (2005) definerede en medicinsk fejl “som en undladelses- eller bestillingshandling i planlægning eller udførelse, der bidrager eller kunne bidrage til et utilsigtet resultat”. Dette kan også være gældende for sygepleje. De fleste sygeplejersker vil høre om og diskutere at begå fejl og fejl i løbet af deres karriere og rapportere hændelser og fejl via Datix, det hændelsesrapporteringssystem, der anvendes i Storbritannien.

Ved litteratursøgningen til denne artikel var det vanskeligt at finde offentliggjort arbejde om sygeplejefejl; publikationerne fokuserede på medicineringsfejl og tilsidesatte andre fejl, såsom fejlkommunikation, som kan opstå efter en manglende bekræftelse eller præcisering af medicinske ordrer med en sundhedsprofessionel eller efter at man blot har undladt at bede om hjælp. Fra alle de gennemgåede artikler var budskabet at tage med hjem det samme: fejl påvirker patientsikkerheden, og sikkerhed er et grundlæggende aspekt af sygepleje (Marques og Vinagre, 2018).

Fejl eller fejl klassificeres normalt som forebyggelige eller uforebyggelige hændelser (Brennan et al, 2004). I Storbritannien bruges udtrykket “near miss” til at beskrive en patient, der har været udsat for en farlig situation, når der ikke er opstået nogen skade eller skade på grund af tilfældigheder eller tidlig opdagelse (World Health Organization, 2005).

Hændelser, der kan forebygges, bør ikke forekomme og omtales ofte som “never events”. Elliott et al (2018) definerede never events som alvorlige hændelser, der kan forebygges, hvis nationale retningslinjer og anbefalinger er tilgængelige og anvendes af sundhedspersonalet. NHS Improvement offentliggjorde en liste over never events (boks 1) sammen med en politik og ramme for never events (NHS Improvement, 2018a) for at hjælpe sundhedsudbydere med at levere sikker, højkvalitets, medfølende pleje af høj kvalitet, der er økonomisk bæredygtig. Hvis der har fundet en forebyggelig hændelse sted, er der sket et brud i forbindelse med levering af pleje, og vejledningen/anbefalingerne er ikke blevet gennemført.

Af den gennemgåede litteratur fremgår det, at de mest almindelige fejl i sygeplejen synes at være relateret til:

• Medicinering;
• Dokumentation;
• Infektionsforebyggelse og -kontrol;
• Misskommunikation;
• Fald

Medicinfejl

I Storbritannien findes der en klar proces for medicinadministration og -styring, som er fastlagt af Royal Pharmaceutical Society of Great Britain (2005). For hvert lægemiddel skal en sygeplejerske følge en trinvis proces for at sikre en sikker administration af det. Dette gælder specifikt for kontrollerede lægemidler – i Storbritannien er det et lovkrav, at to registrerede sygeplejersker skal kontrollere og underskrive recepten og kontrollere lægemidlet (navn, koncentration, udløbsdato, eventuelle tidligere bivirkninger ved lægemidlet eller allergier og beregning) sammen; det samme gælder også for de fleste organisationers lokale praksispolitikker for intravenøs medicinering (Royal Pharmaceutical Society and Royal College of Nursing, 2019; RPS, 2005). På trods af denne stringente proces sker der dog stadig fejl. Elliott et al (2018) anslog, at der sker 237 millioner medicineringsfejl i England om året; disse er ikke begrænset til sygeplejersker, men til alle sundhedspersoner, hvis rolle omfatter medicinhåndtering. Nogle eksempler er:

• Administration uden gyldig recept;
• Falsk dosis, medicinering eller vej;
• Medicin, der er administreret, som patienten var allergisk over for;
• Late/for tidlig administration;
• Falsk patient;
• Fejlet medicin;
• Undladt registrering;
• Fejlet beregning.

Disse kan sammenfattes til at falde ind under følgende kategorier:

• Ordination;
• Transskription;
• Dispensering;
• Administration;
• Overvågning af patientens tilstand/dokumentation (Jennings et al, 2011; Choo et al, 2010).

Medicineringsfejl er de mest undersøgte og studerede (Hayes et al, 2015), måske fordi de kan forebygges og har en direkte indvirkning på patientsikkerheden såvel som sygeplejerskens præstation.

Dokumentation

Dokumentation er et vigtigt aspekt af sygeplejepraksis. Det er en vanskelig opgave at holde patientjournaler ajour og korrekte, især i 12-timers vagter, men det er sygeplejerskens ansvar at vedligeholde dokumentationen (Nursing and Midwifery Council, 2018). Nogle af fejlene omkring dokumentation er:

• Upræcise registreringer;
• Manglende oplysninger;
• Indtastning mod den forkerte patient (Smeulers et al, 2015).

Infektionsforebyggelse og -kontrol

Infektionsforebyggelse og -kontrol er et centralt anliggende i sygeplejepraksis, fordi risikoen for infektion er overalt og potentielt kan skade patienterne. (Khan et al, 2017). For hver opgave bør sygeplejersker tænke på at minimere infektionsrisikoen. Uanset opgavens sværhedsgrad skal procedurerne for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner altid overholdes for at sikre patientsikkerheden. Manglende overholdelse af isolationsprotokollen, manglende overholdelse af håndvask eller hygiejneregimer, dårlig brug af aseptisk non-touch technique procedure er alle fejl, der er blevet rapporteret (Storr et al, 2013).

Misskommunikation

Sygepleje er en del af en tværfaglig plejeproces, og kommunikation er afgørende mellem de enkelte discipliner for at sikre sikker patientpleje (Randmaa et al, 2014). Evnen til at kommunikere præcist og hurtigt er en færdighed, som sygeplejersker tilegner sig med erfaring. Nogle eksempler på fejlkommunikation i sundhedsvæsenet er:

• Fejlige oplysninger kommunikeres;
• Lægen tilkaldes uden nøjagtige eller tilstrækkelige oplysninger [som de kan rådgive om;
• Spild i eskalering af oplysninger;
• Misforståelser mellem sundhedspersonalet (Greenberg et al, 2007).

Vi foreslår, at alle nyuddannede sygeplejersker bruger NHS Improvement’s (2018c) SBAR-værktøj (situation, baggrund, vurdering, anbefaling), som giver en struktureret tilgang, når de kommunikerer med medicinsk personale eller andre medlemmer af det tværfaglige team (boks 2).

Fald

Der er blevet udført meget arbejde om fald på hospitaler. Forudgående vurdering, risikovurdering og træning i manuel håndtering er nogle af de procedurer, der er indført, og som har til formål at reducere patienternes fald (Melin, 2018). Der forekommer dog stadig fald og medfører en høj potentiel risiko for patientskader, især hos ældre patienter (Zecevic et al., 2017). Som nyuddannet sygeplejerske er det for at sikre patientens sikkerhed vigtigt at:

• Fuldt vurdere patienten;
• Identificere enhver risiko;
• Have de protokoller og det udstyr på plads, der er nødvendige for at sikre patientens sikkerhed.

Hvis en patient menes at være i risiko for et fald, og sygeplejersken ikke er i stand til at yde den nødvendige forebyggelse eller de nødvendige hjælpemidler, skal du tale med den ansvarlige sygeplejerske og dokumentere bekymringerne.

“Skjul aldrig en fejl, da dette bringer patientsikkerheden i fare; at fremhæve en fejl giver mulighed for at rette den og holder patienten sikker.”

Håndtering og rapportering af fejl

Alle hospitaler har protokoller og politikker, der hjælper med at forebygge og håndtere fejl. Se den relevante politik for at være opmærksom på de gældende procedurer. Dobbelttjek altid, hvis du er i tvivl om patientpleje, praksis eller dine kollegers handlinger: Hvis du føler, at noget ikke er rigtigt eller ikke giver mening, skal du lede efter eventuelle fejl eller fejl. Du kan også bede en kollega om at tjekke for at bekræfte din tankegang – et andet sæt øjne er altid nyttigt.

Hvis du finder en fejl, skal dine handlinger være i patientens bedste interesse og sikkerhed. Hvis du f.eks. identificerer en infunderet medicin, der løber med den forkerte hastighed, skal du kontrollere, at patienten er i sikkerhed, genberegne hastigheden sammen med en anden kollega og korrigere administrationen under hensyntagen til medicinens farmakokinetiske og farmakodynamiske egenskaber (f.eks. inotrope midler eller vasokonstriktionsmedicin). Når det er fastslået, at patienten er i sikkerhed, skal hændelsen eskaleres til den ansvarlige sygeplejerske. Der skal foretages en undersøgelse for at forstå, hvorfor fejlen er sket, og den sygeplejerske, der er ansvarlig for patientens pleje, skal oprette en rapport, f.eks. via Datix. Denne rapport indeholder de forskellige væsentlige oplysninger, der kan hjælpe folk med at lære af fejlen og med at forhindre, at den gentager sig. Man må aldrig skjule en fejl, da dette bringer patientsikkerheden i fare; at fremhæve en fejl giver mulighed for at rette den og holder patienten i sikkerhed.

Rapportering af en fejl giver mulighed for at forstå, hvordan og hvorfor den er opstået (Wolf og Hughes, 2008). Formålet med rapportering er ikke at give den person, der har begået fejlen, skylden, men at forbedre praksis. At kende årsagen til fejlen en mulighed for:

• at ændre praksis;
• at iværksætte en handlingsplan for at sikre, at denne fejl aldrig vil ske igen (Johnstone og Kanitsaki, 2006).

Den bedste måde at forhindre, at fejl sker, er gennem forebyggelse. Men for at kunne forebygge fejl er vi nødt til at forstå årsagerne til dem; hvis der ikke er nogen rapport, kan dette ikke lade sig gøre. Rapportering af fejl er et vigtigt aspekt af sygeplejerskens ansvarlighed.

Duty of candour er en lovbestemt pligt, som kræver, at alle udbydere af sundhedsydelser og social voksenpleje, der er registreret hos Care Quality Commission, skal være åbne over for folk, når noget går galt (CQC, 2015). General Medical Council og Nursing and Midwifery Council har udarbejdet en vejledning om at være ærlig og åben, og hvad man skal gøre, når tingene går galt. Der er fire hovedtrin, der skal følges:

• Fortæl patienten, når noget er gået galt;
• Undskyld over for patienten;
• Tilbyd en passende løsning eller støtte til at afhjælpe situationen (hvis det er muligt);
• Forklar patienten fuldt ud om de langsigtede og kortsigtede virkninger af det, der er sket (GMC og NMC, 2015).

Før de nyuddannede sygeplejersker følger disse trin, bør de tale med den ansvarlige sygeplejerske og/eller deres præceptor

“Formålet med rapportering er ikke at give den person, der har begået fejlen, skylden, men at forbedre praksis”

Konklusion

Fejl og fejl kan forekomme i sygeplejen, og det er vigtigt at reducere eller forebygge dem; rapportering hjælper med at opnå dette gennem identifikation af mønstre, der kan rettes. Sygeplejersker bør aldrig være bange for at rapportere en fejl, og det er deres pligt at forbedre praksis og sikre deres patienter. Det er menneskeligt at begå fejl, men at undlade at rapportere dem er en faglig forseelse – gem dig ikke, men rapportere.