Jeg tror, at det vigtigste, som fødselshjælpskurserne og doula-støtten gav mig, var en følelse af at få mere indflydelse på min fødsel. At have viden om, hvad der rent faktisk sker fysisk under fødslen, gjorde tanken om det mindre skræmmende.
For førstegangsfødende mødre, eller i hvert fald for mig, tror jeg, at der er en tendens til at være en masse frygt omkring det, der sker under fødslen, men vores doula lærte os, at vi virkelig har kontrol over vores holdning til fødslen, og hvordan vi ønsker, at vores fødsel skal gå (bortset fra medicinske nødsituationer).
At være informeret og lære om fødsel gennem kurserne hjalp virkelig med at binde os sammen som par, da vi diskuterede og forestillede os, hvordan vi ønskede, at vores fødsel skulle gå. Jeg ved også, at det hjalp min mand til bedre at forstå, hvordan han kunne hjælpe mig under fødslen og være en aktiv deltager i stedet for blot at stå til side. Alt i alt er jeg så glad for, at vi valgte at arbejde med René på kurserne og som vores doula. jeg tror virkelig, at det gav mig selvtillid og var en vigtig medspiller i at hjælpe mig med at opnå en fødsel, som jeg ønskede!
Catherine’s Story
Jeg elskede at læse og høre fødselshistorier, da jeg var gravid, så jeg tænkte, at jeg ville dele min. Jeg fik mit første barn, en lille dreng, den 12/9. Min terminsdato var faktisk først den 29/12, han kom tre uger for tidligt!
Jeg vidste, at jeg ville forsøge at få en naturlig fødsel, og min mand støttede også dette. Da det var vores første barn, og da vi ikke vidste, hvad vi kunne forvente, søgte vi kurser og doula-støtte for at hjælpe os på vej. Jeg fandt fødselshjælpswebstedet fra Woman’s Hospitals websted, og vi kontaktede vores doula for at arrangere et møde. Mødet med vores doula, René, var virkelig med til at styrke min beslutning om at få en naturlig fødsel, og vi tilmeldte os også til fødselskurser. Jeg følte mig mere sikker på at kunne gennemføre en naturlig fødsel med den viden, jeg havde lært på kurserne, og med visheden om, at en doula ville være til stede for at yde ekstra støtte.
Den 12/8/15 havde jeg min 37 ugers aftale. Jeg havde afvist at få min læge til at tjekke mine fremskridt ved min 36 ugers aftale, men ved denne 37 ugers aftale fik nysgerrigheden det bedste af mig, og jeg fik lægen til at tjekke mig. Jeg var kun 1 cm udvidet og 70% udspilet. Jeg vidste fra vores fødselskurser, at jeg skulle gøre mit bedste for ikke at holde mig disse tal for øje og lade dem gøre mig modløs, så jeg lagde dem i baghovedet og fortsatte med min dag.
Den aften deltog vi i et fødselskursus (Natural Birth Series), som vores doula underviste. Under klassen havde jeg nogle lette veer, men de var så svage, at jeg slet ikke tænkte så meget over dem. Klassen sluttede kl. 21.00, og vi var hjemme i seng kl. 22.00. Ved midnat stod jeg op for at gå på toilettet, og da jeg satte mig ned, opdagede jeg, at mit undertøj var gennemblødt. Jeg gik tilbage til min seng og opdagede, at der var en stor våd plet, hvor jeg lå; mit vand gik, mens jeg sov! Jeg var så chokeret. Jeg mærkede slet ikke nogen veer endnu.
Jeg vækkede min mand og fortalte ham, at jeg troede, at vandet var gået, og vi ringede til vores doula, René, for at give hende besked. Efter nogle spørgsmål og en snak med hende sagde hun, at ja, det lyder som om, at det faktisk var dit vand, der gik. Hun fortalte mig, at hvis jeg ikke havde veer, ville de nok snart begynde. Da vi ønskede at komme ind på hospitalet med aktive veer, foreslog hun, at jeg skulle forsøge at falde i søvn igen, hvis jeg kunne, og at jeg skulle ringe, når jeg begyndte at få regelmæssige veer. Vi lagde telefonen, og jeg forsøgte at sove, men jeg var for spændt! Kort efter at jeg havde lagt på med hende, begyndte mine veer at komme. Min mand faldt i søvn igen, da vi lagde os ned (typisk), så da mine veer begyndte, rejste jeg mig op og gik ind i det andet rum, så han kunne få noget søvn.
Fra ca. kl. 12.30-5.30 havde jeg veer. De startede selvfølgelig ikke særlig voldsomme. Jeg benyttede alle de teknikker, vi lærte om i vores fødselsundervisning, og gjorde mit bedste for at trække vejret igennem dem, lyttede til musik, gik udenfor med hundene, tog et bad osv. Efterhånden som de blev mere intense, begyndte jeg at få kvalme og kastede op ved hver eneste ve. Det havde jeg slet ikke forventet. Kl. 5.30 var de ret kraftige, og jeg ville ikke være alene længere, så jeg vækkede min mand og sagde til ham, at han skulle hjælpe mig, da jeg på dette tidspunkt var begyndt at blive lidt modløs over at gå den naturlige vej.
Vi ringede til René for at opdatere hende. Hun foreslog, at når mine veer blev et minut lange og med ca. 3 minutters mellemrum, skulle jeg ringe tilbage til hende, så Dave og jeg kunne beslutte, om vi skulle tage på hospitalet. Jeg fortsatte med at føde hjemme. Jeg brugte en træningsbold til at hoppe og gynge på og fik hjælp fra min mand til at komme igennem de mere intense veer.
Men kl. 8.00 var mine veer ca. et minut lange og med 3 minutters mellemrum – vi ringede til vores doula og fortalte hende, at vi var på vej til hospitalet, og hun mødte os der. På dette tidspunkt føltes mine veer meget stærke, og jeg var nødt til at arbejde for at komme igennem dem. Det hjalp meget at stemme og vugge at vugge.
De tjekkede mig, da vi kom til hospitalet, og jeg var 4 cm udvidet. De sendte mig op på en fødestue kl. 8.30, hvor jeg blev koblet op til en trådløs monitor, så jeg kunne bevæge mig rundt. Jeg kom i badekarret på badeværelset og fødte derinde i et stykke tid. René og min mand var så fantastiske og støttende hele tiden, de mindede mig om at trække vejret og hjalp mig med stillinger og med at holde mig rolig. Min mand havde brusestangen og lagde det varme vand på min ryg og tilbød massage osv. Der var et par gange, hvor jeg begyndte at miste besindelsen på grund af smerten … et par gange kiggede min doula på mig og sagde kærligt: “Tag dig sammen, du kan godt klare det her!” Jeg har et godt grin, når jeg tænker på det nu, men det var det, jeg havde brug for. Jeg var i stand til at få den ned igen og arbejde mig igennem veerne ved at komme i forskellige stillinger, vugge mig, stemme, sige mantra’er osv. Min mand talte hele tiden til mig og opmuntrede mig også hele tiden.
Jeg brugte det meste af min tid på at føde i badekarret. I denne tid var sygeplejerskerne i gang med at sætte det større fødselsbadekar op i rummet. Efter et par timers veer syntes det, at jeg fik trang til at presse. Jeg kom ud af badekarret, og da fødslen så ud til at skride hurtigt frem, drøftede vi for at være sikre, at vi bad om at få foretaget en undersøgelse af livmoderhalsen. Det var svært for mig selv at lægge mig ned, fordi mine veer lå så tæt på hinanden på dette tidspunkt. Sygeplejersken undersøgte mig, og jeg var på 7 cm. Jeg blev ude af badekarret og arbejdede i yderligere ca. 30 minutter og kom i forskellige stillinger. Den mest naturlige stilling for mig var på hænder og knæ.
På dette tidspunkt fik jeg virkelig lyst til at presse, og da sygeplejersken tjekkede mig igen, var jeg 10 cm, så hun tilkaldte lægen. På dette tidspunkt tænkte jeg okay, det er go time, hvis de kalder lægen herind. Desværre var denne dag min faste læges fridag, så en anden læge kom ind for at føde. Den vagthavende læge ville have mig til at ligge fladt på ryggen for at presse, og vi gik frem og tilbage om dette. Det var ikke min plan, og min faste læge var indforstået med, at jeg skulle ligge i den stilling, jeg havde brug for, men det var denne læge ikke. I sidste ende gik vi på kompromis om en siddende stilling.
Jeg begyndte at presse for hver ve, jeg mærkede, at jeg havde veer. Jeg havde svært ved at få vejret, og jeg var bare lidt forpustet på nogle punkter, da jeg pressede. Min doula og min mand hjalp mig virkelig med at få vejret, falde til ro og få nogle gode presseveer. Det var mærkeligt, for for mig, når jeg ikke pressede/havde en ve, havde jeg ikke rigtig ondt overhovedet, og det overraskede mig. Jeg havde ikke forventet, at jeg ved at presse havde pauser fra smerten. Jeg tror, jeg var ikke sikker på, hvad jeg kunne forvente med denne del af fødslen. Det var kun når jeg pressede, at det var smertefuldt. Jeg pressede i ca. 20 minutter, og min søn blev født kl. 11.24 med en vægt på 5 pund og 5 ounces.
En af de ting, som vi ønskede, var forsinket navlepumpning. Min mand måtte virkelig forhindre lægen i at klippe navlestrengen med det samme, og de gik frem og tilbage om det i et par minutter. I sidste ende ventede lægen alligevel, efter at min mand havde insisteret en million gange på, at det var det, vi ønskede.
Fra start til slut var min fødsel lidt mindre end 12 timer. Jeg var så forbløffet, at jeg ikke kunne tro, at jeg virkelig lige havde født denne baby!!! Det var den mest fantastiske ting nogensinde!
Catherine Wright