Dr. Ronald Lee Smith og hans datter Shelley Smith. (Shelley Smith/ESPN) Ronald Smith oplevede noget af et eventyr, efter at han faldt, da han forsøgte at justere sin termostat derhjemme. (Shelley Smith/ESPN)Shelley Smith skriver: “Han har rådgivet mig så klogt om så mange vigtige beslutninger, at denne mini-essay er det allermindste, jeg kan gøre for den vigtigste mand i mit liv.” (Shelley Smith/ESPN)
Dette handler om min far og min familie:
Min far har, ligesom mange af jeres, været igennem en masse.
Han bliver 86 år i juli.
Hans yngre datter, min lillesøster, døde i 2016 af organsvigt.
Jeg har været igennem tre typer kræft og et slagtilfælde og to store ledudskiftninger (men hvem tæller med?).
Og så, det mest triste af alt, døde hans kone gennem 62 år i august sidste år.
Deres 63 års bryllupsdag ville have været den 10. juni.
Og så, om natten til mors dag (en hellig helligdag i vores hus, ifølge mor), skete dette.
Han forsøgte at justere termostaten, der af en eller anden uforklarlig grund var gemt bag fjernsynet i stuen – med sin stok.
Han bruger ikke stokken (nå ja, nu gør han det) og syntes, det var smart at række hånden frem og flytte drejeknappen … så at sige.
Nej.
Han mistede balancen og faldt lige på den hofte.
Han knækkede kuglen i ledskålen – men ikke i ledskålen, så det er vel en god ting.
Mærkeligt nok var det to år på dagen for mit slagtilfælde i Warriors’ omklædningsrum, som skræmte Steph Curry, der så mig ligge på det trænerbord, der var beregnet til ham, og gjorde Warriors-trænerne til livreddende helte. (Jeg gik tilbage på arbejde den næste uge med gaver i hånden og en taknemmelighed, jeg aldrig har kendt i mit hjerte).
Så da jeg var ved at gøre mig klar til at fortsætte min dækning af Warriors (jeg havde allerede lavet de to første runder) og fik til opgave at følge dem gennem finalen, fik jeg et opkald fra fars ældrebolig, der sagde, at han var faldet og blev kørt væk i en ambulance – men de vidste ikke hvorhen.
De havde mistet ham.
“Hvad?”
“Hvad skal jeg gøre?” spurgte den paniske receptionist mig, mens hun hyperventilerede.
“Hvad mener du med ‘Hvad skal du gøre?'” Jeg spurgte.
“Han havde ikke et foretrukket hospital i sin journal.”
“Så du har mistet ham?” Jeg sagde vantro. “Hvordan kan I miste en fra en plejebolig?”
“Måske,” foreslog jeg, “kunne du prøve at ringe til ambulanceselskabet og spørge dem, hvor de tog ham hen?”
Vi fandt ham endelig, hoften var knækket, en operation var planlagt.
Jeg ringede til mine chefer og sagde, at jeg ville være væk i et stykke tid for at tage mig af ham.
Og de sagde så elskværdigt: “Tag den tid, du har brug for”.
Derpå tilkaldte de mine ESPN-reporterkolleger Mark Schwarz og Michele Steele til at tage min plads.
Gud elsker dem alle.
For præcis to uger siden faldt min 85-årige far og brækkede hoften. En uge på hospitalet og en uge på et genoptræningscenter. Endelig fik jeg ham hjem, og han har fået en rollator og styrer mig rundt! Så glad for at jeg kunne være her for ham og Thankyou ESPN! pic.twitter.com/EfvHQ20GTy
– Shelley Smith (@ShelleyESPN) May 26, 2019
Jeg kom til hospitalet næste morgen, lige da han var ved at komme ud fra operationen, og han gav nul mening.
Han troede, han var døende, han troede, han var i Nebraska, han troede, han var i fængsel og derefter på et hotel.
Han blev ved med at ville rejse sig op og gå rundt. Anæstesi gør underlige ting.
Jeg sov i stolen på hans værelse den aften og gik hen til hans lejlighed den næste, blot for at blive ringet op af ham.
“De har flyttet min seng, og jeg ved ikke, hvor jeg er,” så jeg skyndte mig tilbage, og han var lige der, hvor de havde ham.
Og igen, bedøvelse.
Endnu en nat i stolen.
Han taler i søvne. Det er det, jeg har lært. Først blev jeg forskrækket, men så fandt jeg ud af, at jeg skulle holde op med at prøve at finde ud af, hvad han sagde.
Og lade være med at svare.
Det var tre hårde uger. En på hospitalet, en på rehabiliteringscentret, som også var trist, og så en på en luftmadras hos ham.
Jeg løb ærinder.
Jeg købte ham en rollator og et toiletsæde og Frosted Flakes, lavede hjemmelavet spaghettisauce til ham, fandt en ny hvilestol og stole til bordet, der ikke truer med at dræbe den, der sidder i dem.
Jeg tror, at jeg siden min mors død i august ikke havde været særlig opmærksom på hans fysiske situation.
Vi sørgede alle sammen.
Jeg købte ham en suppegryde og en stegepande. Nye håndklæder, nye lagner, nye sko…slip-ons selvfølgelig.
Og sendte dem selvfølgelig alle til min adresse i første omgang og ikke til hans.
Han har gjort mere for mig, end jeg nogensinde kunne gøre for ham.
Jeg er succesfuld i dag på grund af ham og min mor, som gav mig de nødvendige forudsætninger for at optræde.
Far gav mig intuitionen og klogskaben og styrken til at udfordre hvorfor.
Han er virkelig den klogeste og mest fornuftige mand, jeg nogensinde har kendt.
Han tjekker sine finansielle konti dagligt (altid bange for hackerangreb).
Han har rådgivet mig så klogt om så mange vigtige beslutninger, at denne mini-essay er det allermindste, jeg gør for den vigtigste mand i mit liv.
Hyggelig fars dag, Dr. Ronald Lee Smith, alias DAD.
Ny stol, ny hofte, bøf frokost. Vi gjorde det!!! pic.twitter.com/Nfj309u36b
– Shelley Smith (@ShelleyESPN) May 30, 2019