Siden jordskælvet i Gorkha i april 2015, der dræbte næsten 9.000 mennesker, har Nepal været på en langsom og besværlig vej mod genopretning. Nepals levende kulturarv af monumenter, religiøse steder, håndværk, festivaler og traditionel praksis har været nøglen til denne proces.
Opbygning af kulturarven i Nepal er blevet prioriteret i Kathmandu-dalen, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, og har modtaget store mængder international bistand. Men denne genopbygning er også blevet kilde til voksende spændinger mellem globale institutioner, national politik og lokale forhåbninger.
Bhaktapur by er hjemsted for en af syv monumentzoner i dalen. Den har været i gang med en ny form for lokalt ledet genopretning med fokus på den byggede arv for at genoprette dens turistpotentiale og – endnu vigtigere – genopbygge samfundslivet og beboernes modstandsdygtighed.
Heritage in recovery
Bhaktapur ligger 13 km fra Kathmandu og har 82.000 indbyggere. Byen har en lang historie, der strækker sig helt tilbage til det 12. århundrede som et fremtrædende magtsæde for Malla-dynastiet.
Den centrale Durbar Square, et ensemble af paladser, templer og hvilehuse, viser århundreders historie, arkitektur og kunsthåndværk. Bhaktapur blev erklæret for verdensarv i 1979 og omtales ofte som en by med “levende kulturarv” med over 130 kulturarvssteder og en årlig kalender med festivaler, processioner og håndværk.
Bhaktapur blev hårdt ramt af jordskælvet med over 300 dødsfald og 2.000 sårede. Over 30.000 huse og 116 monumenter blev betydeligt beskadiget.
For indbyggerne er genopbygningen af kulturarven et fremtrædende, håndgribeligt tegn på genopretning efter jordskælvet og giver en fornyet følelse af lokal stolthed. De steder, der genopbygges, er ikke blot monumenter, som turisterne kan besøge, men vigtige steder for det offentlige liv: templer til tilbedelse og hvilehuse til samfundets sammenkomster.
Formanden for en af de lokale brugerkomitéer, Ram Hari Kora, fortæller mig, hvorfor han arbejder frivilligt med genopbygning af kulturarven: “Alle disse monumenter er ejendom, som vores forfædre har efterladt. De har også kulturel betydning.”
Den fortsatte fejring af festivaler er blevet byens måde at vende tilbage til normaliteten på. Den årlige Gai Jatra-festival i august mindes de døde gennem en ugelang række ritualer og processioner gennem byen i en uge.
Billeder af afdøde familiemedlemmer er en del af processionerne, der ledsages af oprørte og energiske danse, traditionelle kostumer og masker.
I 2015 gav festivalen lokalbefolkningen mulighed for at dele den kollektive sorg.
Global arv, lokal handling
Fem år efter er næsten 80 % af restaurerings- og genopbygningsarbejdet i Bhaktapur afsluttet. Lokale forbrugerkomitéer tager sig af økonomien og planlægningen af de enkelte projekter. Midlerne suppleres med donationer af kontanter og byggematerialer fra indbyggerne, og lokalbefolkningen arbejder frivilligt selv på genopbygningsarbejderne.
Deepesh Raj Sharma, der bor i Bhaktapur, husker, hvordan indbyggerne i kølvandet på jordskælvet gik sammen om at katalogisere og opbevare vigtige fragmenter af flere templer, der var faldet ned, for at garantere deres sikkerhed.
“Det er en del af vores pligt over for samfundet at beskytte vores arv og vores forfædres rigdom”, siger han.
I skarp kontrast til naboerne Kathmandu og Patan opretholder Bhaktapur en høj grad af autonomi i genopbygningen. Mindre end 10 % af kulturarvsstederne i Bhaktapur er blevet direkte overdraget til Nepals arkæologiske afdeling. Byen afslog som bekendt over 10 mio. USD (16 mio. A$) i udenlandsk finansiering fra den tyske udviklingsbank i 2018 på grund af uenighed om den måde, genopbygningsprojekter ville blive bestilt og gennemført på.
Flere lokale fremgangsmåder er i konflikt med internationale retningslinjer for beskyttelse af kulturarven, hvilket har ført til kritik fra bevaringseksperter. Brugen af nye materialer og teknikker og manglen på detaljeret dokumentation og forskning er et vedvarende problem.
Men de fleste lokale, som jeg interviewede, er tilfredse med de stadige fremskridt, der er synlige i byen. Mange har en udpræget følelse af ejerskab til deres bys genopretning af kulturarven.
Litteraturstuderende Samriddhi Prajapati fortæller mig: “Den igangværende genopbygning af kulturarven gør mig stolt, fordi vi på denne måde kan bevare vores kultur og fremme turismen side om side.”
Ingen arv, ingen mennesker
Det er desværre ikke alle Bhaktapurs kulturarvsbygninger, der har fået den samme omsorg.
Mens den offentlige og kommunale kulturarv har fået vedvarende opmærksomhed og finansiering, er mange private huse forsvundet i bunker af murbrokker. De huse, der har overlevet, har ligget hen og forfaldet.
Boligerne skal følge strenge regler for at komme i betragtning til støtteincitamenter, hvilket fører til konflikter, der forsinker genopbygningen. Bekymringer for sikkerhed og effektivitet går også forud for kulturarven, så næsten alle nye huse er bygget med moderne byggematerialer. Byens aldrende boligmasse er ved at blive forladt eller erstattet.
Heritage er ikke en prioritet for alle Bhaktapurs indbyggere, især ikke for de fattigste og mest marginaliserede befolkningsgrupper, som har mere umiddelbare bekymringer med hensyn til bolig, mad og beskæftigelse. For dem er genopretning en fjern drøm, og kulturarven er en luksus.
Men Bhaktapurs proces til genopretning af kulturarven udnytter fortiden til gavn for fremtiden, idet den opbygger modstandsdygtighed over for katastrofer og fremmer sociale og kulturelle bånd, samtidig med at den lokale og nationale identitet genopbygges.
Som turistguiden Sahana Chitrakar fortæller mig: “Folk kan se deres spejlbillede i kulturarven, de kan se deres forældre og bedsteforældre, så de ønsker at bevare det for fremtiden”.